I går ringede en telefonsælger fra en tele/tv-udbyder. Det var en meget interessant samtale. Telefonsælgeren var tydeligvis en dreng på 18-20, som følte han havde fundet det vise “sælgersten” med sin langt-over-stregen-frisk-fyr-agtige tilgang. Jeg kan ikke huske samtalen ordret, men her kommer lige nedslag fra de dele af dialogen jeg bestemt husker:
Telefonsælger: Ser du sport?
Mig: Ja en gang imellem.
Telefonsælger: Så du ikke kampen i går? (landskampen mellem Danmark og Rumænien)
Mig: Jo det gjorde jeg faktisk
Telefonsælger: Synes du ikke bare den var røv kedelig?
Mig: Tjo…de kunne godt have fået et mål i første halvleg
Telefonsælger: Jeg synes det danske landshold spiller røv kedeligt. Nu har jeg selv været elitespiller. Med mig på banen havde de helt sikkert vundet
Mig: ok
Telefonsælger: Hvad kan du godt lide at se i fjernsynet, ud over porno selvfølgelig?
Mig: øhh…(jeg bliver helt paf, og får simpelthen ikke svaret noget før han går videre)
Telefonsælger: Ja, kan du fx lide naturprogrammer, eller dokumentarprogrammer?
Telefonsælger: Hvor mange i husstanden ser TV?
Mig: Det gør fire
Telefonsælger: har I to børn?
Mig: Ja
Telefonsælger: Hvor gamle er de?
Mig: de er henholdsvis nul og fire
Telefonsælger: øhh, så den ene er altså overhovedet ikke født endnu?!
Mig: øhh altså, man kan jo godt være nul år
Telefonsælger: Nåee ja, men altså plejer man så ikke at sige alderen i måneder?!
Mig: Øhh, det er der måske nogen der gør
Telefonsælger: Nå ja, ok, smag og behag (ja, han sagde simpelthen “smag og behag” i denne sammenhæng :-))
Telefonsælger: Men hende på nul, kan da ikke se TV!
Mig: øhh tjo…(og her mister jeg tålmodigheden) Hun er hel vild med dokumentarudsendelser
Telefonsælger: Øhh ser hun dokumentarudsendelser?! Sagde du ikke hun var nul år? (det går op for ham at jeg nok ikke mente det alvorligt)
Mig: Jeg har ikke tid til at snakke med dig mere nu, det var ellers virkelig hyggeligt (jeg tror godt han på dette tidspunkt er klar over, at det er et spørgsmål om sekunder før jeg smækker på, og han afslutter derfor pænt, for at undgå det nederlag)
Jeg fatter ikke at telefonsælgere som ham får lov til at blive ved med at ringe ud. Hvor er teamlederen?! Er der aldrig nogen i hans afdeling, som lytter på ham, der kan fortælle, at det simpelthen ikke er måden at sælge på? Om hans tilbud så havde været MEGA-MONSTER-TV-PAKKEN og uendelig mobiltelefoni til halvdelen af den pris jeg betaler i dag, havde han ikke fået mig som kunde.