Sikke et valg!

Det var godt nok et spændende valg vi lige har været vidne til. Jeg sad monteret foran mit TV og zappede fra DR til TV2 hele aftenen d. 1. november. Jeg måtte dog kapitulere lidt over 1, hvor det endelig stod klart at rød blok kunne mønstre 90 mandater, hvis Grønland stemte som forventet.

Egentlig er det jo lidt vildt at der rent faktisk var 68.000 flere danskere som ønskede blå blok+moderaterne, men at det alligevel var rød blok som kunne tælle til 90 mandater. Det er et lidt pudsigt at vores valgsystem er skruet sådan sammen. Jeg er bestemt ikke mavesur over dette, for dette kunne jo lige så godt have været til fordel for de blå partier, hvis stemmerne var faldet anderledes ud. Men måske man alligevel burde kigge på denne pudsighed?!

Det absolut vigtigste for mig til dette valg har været at skabe mulighed for en bred regering. Meget tyder på at der rent faktisk kan være mulighed for dette. Mange partier taler i hvert fald stadigvæk forholdsvist positivt om det, og de fleste partier er stadigvæk inviteret til møder med “kongelig undersøger” Mette Frederiksen.

Jeg vil virkelig være ked af det, hvis det ender med at blive en ren rød eller blå regering. I begge tilfælde vil det blive en meget usikker regering. I rød blok er der enorm forskel på enhedslisten og de radikale. Hvis en rød regering skal lykkes, vil det formentlig være som en et-partis regering, som vi har haft de sidste par år – og det tror jeg ikke mange danskere ønsker. Hvis vi kigger på blå blok, så er der alt for mange partier. Alt for mange partier, som vil gøre alt for at hyppe egne kartofler. DF, Nye borgerlige og Danmarksdemokraterne vil forsøge at overgå hinanden i absurde indvandrefjendske forslag, som de vil have gennemført for at stemme for store og vigtige lovforslag som Venstre, Konservative og Liberal alliance, måtte stille.

Jeg er enig med Lars Løkke og moderaterne om at en bred regering er det rigtige for Danmark. Jeg er dog bare meget lidt glad for Lars Løkke 😉 Og jeg er af den overbevisning at hans ønske om en bred regering, kun er vigtigt for ham fordi han kan se at det er vejen til magten. Hvis han om 2 år, ser at hans vej til magten er at gå i en rød eller blå regering , ja så gør han det. Jeg må dog forsøge at se bort fra mine negative følelser omkring Lars Løkke, og hellere se muligheder.

Jeg tror rent faktisk vi står i en fantastisk situation i forhold til at skulle skabe en bred regering ind over midten. Jeg håber og tror at de store partier (omkring midten), vil være i stand til at få puslespillet til at gå op.

Men lad os nu se! Der er lang vej endnu mod en bred regering. Spørgsmålet er hvor vigtigt det er for Mette Frederiksen om de partier hun går sammen med dropper deres krav om at der skal laves en advokatundersøgelse af “mink-skandalen”. Hvis moderaterne og Venstre ikke vil give køb på det, kan jeg være nervøs for hvad der sker… Nu må vi se. Spændende er det, og ufattelig vigtigt for Danmark.

Skal integrationspolitik nu også være et tema til dette valg?

I 2014 lavede jeg nedenstående tekstbillede. Til hvert valg siden har jeg haft behov for at dele det igen. Og nu, ja nu skal vi så til at diskutere tørklæder i folkeskolen. Det har vi mærkeligt nok ikke diskuteret i de sidste 4 år…

Kære medier, skal integrationspolitik virkelig være hovedtema til næste folketingsvalg?!

Kære-medier

Bendt Bendtens EU slogans!

I de sidste par uger har jeg undret mig lidt over et af “Bendt betjents” slogans. I dag fik jeg så taget et billede af plakaten.

Der er da noget galt , er der ikke?! Enten har Bendt sat sig for at være den store europæiske garant for at samtlige Europa-Parlamentarikere nede i Bruxelles kan beholde deres job (hvilket jo nok ikke ubetinget vil være en god ide), eller også er der bare ikke blevet læst korrektur på Bents alt-for-sene-aften-slogan-brainstorm, før det blev sendt i trykken.
bendts eu plakat

 

Du ender altid det rette sted!

Det er 1999, jeg er lige blevet færdig med gymnasiet og står i Nykøbing Falster sportshal. Jeg har lige gennemgået en IQ test og været hos en læge som har fortalt at jeg jo er i fortrinlig form. Jeg er på vej ind mod et mødelokale. Et lokale hvor tombolaens skæbne skal træffe et valg for mig. Jeg har på forhånd besluttet mig for at hvis jeg trækker et lavt nummer, så vil jeg elske at tage imod tilbuddet om at komme i forsvaret, men hvis jeg trækker et højt nummer så kan jeg starte på lærerseminariet.

Mit liv – Version A (den virkelige)

Jeg kommer ind i lokalet og hilser pænt på staben der sidder derinde. Jeg stikker min hånd ind i tombolaen og trækker nummeret 20018. Det er et højt nummer og derfor ville skæbnen mig ikke jeg skulle ind i forsvaret. Det er jeg egentlig ok med, for så kan jeg komme i gang på lærerseminariet. Og da de spørger om jeg kunne være interesseret i at melde mig selv frivilligt, er jeg egentlig rimelig fast besluttet om at skæbnen havde valgt for mig.
Herfra går det hele slag i slag. Jeg starter på lærerseminariet, og afslutter det 2003. Jeg tager et år som skolelærer, før jeg flytter til København og starter på IT-Universitetet. Her fokuserer jeg på læring og IT, og får derfor job som uddannelseskonsulent med ansvar for e-læring i Tryg forsikring. Jeg er i Tryg i næsten 6 år, hvorefter jeg begynder at føle det er tid for mig at komme videre. Der er slået en utrolig spændende stilling op i Forsvarsakademiet som akademisk medarbejder i Institut for pædagogik. Den akademiske medarbejder skal have ansvar for pædagogik og fjernundervisning/e-læring, hvilket tiltaler mig rigtig meget. Jeg søger stillingen og får jobbet.

Mit liv – Version B (et tankespil)

Jeg kommer ind i lokalet og hilser pænt på staben der sidder derinde. Jeg stikker min hånd ind i tombolaen, og trækker nummeret 218. Det er et lavt nummer, og derfor vil skæbnen mig, at jeg skal ind og aftjene min værnepligt. Det er jeg egentlig helt ok med, for jeg har hørt meget godt om forsvaret. Jeg får afsluttet min tid som menig, men jeg har det egentlig rigtig fint med måden forsvaret fungerer på, så derfor fortsætter jeg som konstabel og ender som sergent. Jeg arbejder mig videre op i systemet. Jeg ligger stor vægt på formidling, og sætter en ære i at lave den bedste undervisning, for de mennesker jeg har ansvaret for. Derfor er det meget naturligt for mig at starte i Forsvarsakademiet, i Institut for pædagogik, da tilbuddet melder sig.

Back to the real world!

Det kan godt være skæbnen tager nogle valg for en, men i sidste ende tror jeg på man vil ende præcis det rette sted. Og måske endda det samme sted, hvad enten det er den ene eller anden vej man går.
Lige meget hvilket nummer jeg havde trukket i tombolaen, har jeg en eller anden fornemmelse af at jeg var havnet i Forsvarsakademiet. Jeg skal starte til september 🙂

JEG HAR ABSTINENSER!

Jeg sidder og ryster, jeg kan ikke tale sammenhængene og kroppen skriger efter et fix. Jeg har nu været uden mit politiker-dope i over en uge.

Frem til valget den 15. september, havde politikerne haft mig inde under deres varme euforiske vinger. Jeg blev lagt med et direkte drop i min arm, så jeg aldrig behøvede at føle ubehag. De var der hele tiden og jeg kunne mæske mig i deres diskussioner og løfter. Det var en skøn tid!

Men så skete det! To dage efter valget kom det som et lyn fra en klar himmel. Pludselig var de væk. Ikke bare for et par timer, nej de var helt væk…

En gang imellem kan jeg dog på TV2 News høre deres “Ingen kommentarer” – men det er på ingen måde nok til at dulme mine abstinenser.

Villy som statsminister?

Undskyld mig, men er er odds 81 på at Villy skulle gå hen og blive statsminister, ikke et rigtig dårlig odds?

Men ok, jeg tager sgu chancen alligevel og sætter 81 øre på at han skulle gå hen og vinde. Det er trods alt næsten 66 kr jeg vinder.

Godt valg til jer alle!

Blogindlæg fra en tvivler

Jeg er i tvivl om hvilket parti jeg skal stemme på. Det har jeg aldrig været før. Problemet er at jeg ikke i år føler jeg kan stemme på det parti jeg grundlæggende deler flest synspunkter med. Jeg har altid været venstremand, men jeg synes ikke den borgerlige regering har fortjent at fortsætte 4 år endnu. De har ført en blokpolitik med DF som jeg simpelthen ikke kan se fortsætte. Jeg mener der værste der kan ske er at VKO endnu en gang skulle få 90 mandater. For selvfølgelig skal/vil man bruge sit flertal til at tage beslutninger hvis man har de 90 mandater (lige meget hvor meget Konservative siger de vil det modsatte). Jeg kunne dog selvfølgelig så stemme på Venstre alligevel og så håbe på der kun bliver 90 mandater med Liberal alliance. Men den chance er jeg ikke sikker på jeg tør løbe. Jeg kunne så selvfølgelig stemme på LA men det ændrer jo ikke ved at VKO kunne ende med at få 90 mandater og så har LA ikke så meget at skulle have sagt (Jeg ved godt der i meningsmålingerne PT kun er ca 80 mandater til VKO, men jeg har bare på fornemmelsen at rigtig mange af tvivlerne vil ende med at stemme på enten V, K eller O).
Jeg har det dog også rigtig svært ved at se en rød regering. Nogle af ministerposterne vil jeg have det rigtig stramt med, specielt Villy og Ole Sohn. Helle tror jeg egentlig nok skal klare sig ok som statsminister, men hun slæber bare rundt på SF og Enhedslisten og i fællesskab med dem bliver det nok ikke så let at få gennemført noget som helst. Den eneste fornuftige jeg har hørt fra SF er faktisk Pia Olsen Dyhr, forhåbentlig bruger de hende som minister hvis det skulle gå den røde retning.
Jeg kunne jo så stemme på De radikale. Det er faktisk det jeg har hældt mest til i den sidste uges tid, de vil kunne trække en rød regering i en blå retning. Det ændrer dog ikke ret meget ved problemerne med en rød regering. De vil jo stadigvæk skulle have enhedslisten med på vognen. Jeg kan dog se andre fordele ved at gøre De radikale stærke. Selvom der skulle blive en rød regering kunne man måske godt se De radikale lave aftaler med Venstre og Konservative. Dette er dog kun muligt hvis de radikale holder sig uden for en rød regering, og nu er de så pludselig begyndt at tale om ministerposter…
Åhhh…ens hoved springer jo!

Intet på hjerte!

Jeg ligger under min dyne og er halvsløj. Det er første gang i næsten et år, og jeg er derfor begyndt at tage mine Longoer igen, i håb om at jeg ikke bliver mere syg. Jeg skulle gerne være 100% klar til på søndag hvor jeg skal løbe halvmaraton. Jeg har egentlig ikke noget på hjerte lige nu, men havde bare lyst til konfrontere min blog. Nogen gange dukker der også ting op undervejs når jeg skriver, og det er det jeg nu ligger og venter på…hmm…der kommer ikke rigtig noget til mig. News siger der kommer valg. Det er da godt nok den længst udsatte præmiere i verdenshistorien. Det bliver faktisk et mærkeligt valg for mig. Jeg er for første gang oprigtig i tvivl om hvilket parti jeg vil stemme på. Nogen dage er jeg klar til at melde mig ind i venstre, andre dage er jeg klar til at stemme på enhedslisten i håb om at der vil komme til at ske noget nyt i dansk politik. Godt man ikke ryger eller spiller i FCK. Naaa så heller spille i OB, eller for den sags skyld bare være fan. De spillede sgu godt i går. Jeg havde sat 50 kr på OB, så jeg tjente lige 200 kr! Vel done Jensen! Problemet var så bare at jeg under kampen også spillede online poker og her tabte jeg så ca det samme! Hvad der kommer let forgår let. Fortiden har jeg det egentlig bedst med at lave mange ting på samme tid. Forleden, så jeg TV, lavede mad, surfede, læste i min hækkeklippermanual og førte en telefonsamtale med min mor på samme tid. Det er ikke let men det lykkedes. Måske man burde fokusere lidt mere…det er sgu bare så gammeldags at fokusere. Hvem gør egentlig det mere? Nej det er meget mere moderne at surfe 20% over hele linjen. Så får man også det hele med! Nøhj hvor mit skæg det klør – jeg burde barbere mig, men jeg oooorker det ikke!:-)