Vita Andersen er død. Æret være hendes minde.
Jeg har et specielt forhold til Vita Andersen. Hun er en af de få digtere jeg nogen sinde har læst. Tror min dansklærer, Flemming Krog, var ved at falde ned fra stolen da en ung knægt på 16 år (1.g, gymnasiet), forklarede at han gerne ville skrive terminsopgave om Vita Andersen og hendes digtsamling Tryghedsnarkomaner 🙂 Jeg husker Flemming Krog som en lærer der egentlig var med på det meste, hvis han bare kunne fornemme man havde noget på hjerte. Udfordringen var dog at jeg egentlig ikke husker, at jeg rent faktisk have noget på hjerte. Jeg tror mere jeg havde valgt denne digtsamling fordi jeg ikke gad at læse en stor roman, og så have min mor den alligevel på hylden (som 80% af kvinder i hendes generation). Og jeg tror egentlig Flemming havde regnet mig ud, men tror han spillede lidt med på min leg, fordi han fandt det empirisk interesant, at undersøge hvordan en knægt på 16 ville håndtere opgaven. Jeg jeg havde absolut ingen fornemmelse af, hvad jeg stod overfor 🙂 Jeg hukser særligt digtet Ægløsning. Jeg skulle forholde mig til hvordan en kvinde i slut 30’erne tænker at hendes ægløsning, kan være løsningen på alle hendes problemer, og hvordan drømmen om et barn, mest af alt, handler om en flugt fra den sørgelige virkelighed, og situation, hun står overfor. Som jeg lige husker det, kom jeg aldrig til den slags analyser i min opgave, men havde vist regnet et eller andet ud med at hun gerne ville have et barn 😉
Og hele digtsamlingens grundtema om hvordan kvinden ikke kan finde sin egen identitet, men kun eksisterer i kraft af de mænd hun spejler sig i, tror jeg heller aldrig jeg fandt frem til 🙂
“Der var ikke det hun ikke havde forsøgt
ejerlejlighed
skifte type
kassebukser
et smukt smil
krydderurter i lerpotter
kærlighed
skifte job
håndbøger i filosofi
hun klarede sig dårligere og dårligere
jo ældre hun blev
mere uegnet til alting
…”
Min mor har dog aldrig fået digtsamlingen tilbage, og jeg har fra tid til anden taget den frem og læst lidt i den.
