Nu har jeg kørt forbi denne reklame fra Faxe Kondi et utal af gange på min cykeltur igennem København. Men jeg har simpelthen ikke kunne gennemskue den. Jeg tror jo godt jeg forstår Faxe Kondis budskab om at det er den sodavand flest danskere drikker…men er der et lag i reklamen jeg ikke forstår?! For hvorfor skal “yndlingssodavand” staves med “g”? Jeg har tænkt over mange forskellige begrundelser, men har endnu ikke konkluderet hvordan jeg tror det hænger sammen. Her har jeg listet de mulige forklaringer jeg ser:
- En marketingmedarbejder har virkelig trådt godt og grundigt i spinaten, og er simpelthen kommet til at glemme at få læst korrektur inden plakaten blev sendt i trykken?!
- Faxe Kondi har helt overlagt lavet denne stavefejl, for at få folk som mig til at skrive om reklamen?!
- Faxe Kondi har tænkt de ville være ung med de unge, og i målgruppeanalysen konkluderet, at de unge mennesker i dag staver som “brækkede arme”, og derfor er det i marketingafdelingen blevet besluttet at lave stavefejl på plakaten, så man møder de unge mennesker på deres banehalvdel?!
- Faxe Kondi har en kryptisk dybere mening med at stave det forkert. Ordet ynGling betyder jo rent faktisk “ung”, og ved at lave denne lille snedige “fejl”, så indikerer Faxe Kondi, at det er en sjov og anderledes sodavand, for de unge?!
- Faxe Kondi kalder jo sodavanden for en “sportsvand”, og derfor vælger de at bruge ordet “yngling”, som jo er et ord der primært benyttes inden for sportsgrene (en ynglingespiller, er ældre end junior og yngre end senior).
På min cykeltur har jeg også tænkt om der stod en begrundelse på g’et i *forklaringen nederst på plakaten. Men da nysgerrigheden blev stor nok, og jeg derfor stoppede min cykel for at kigge nærmere på plakaten, måtte jeg sande, at der i de små bogstaver ikke gemte sig hints til reklameanalysen…sjit jeg er glad for jeg ikke trak denne reklame til min mundtlige danskeksamen i 10. klasse 😉
Her til morgen opdagede jeg at Faxe Kondi har disse reklamer på samtlige 7-Eleven butikker.
Man må sige Faxe Kondi er gået “all in” på den unge målgruppe. Så jeg er nok ikke helt galt på den, i flere af mine teser om det pudsige “g”. Men hvilken der er den rigtige, må stadigvæk stå i det uvisse. Måske jeg rent faktisk skal linke til dette blogindlæg på Faxe Kondis Facebookside, og spørge hvad der sker?
KH
Martin