Når jeg taler politik med folk, spørger jeg ofte ind til lokalpolitikken i deres egen kommune. Jeg spørger hvilke store partier der er, og hvem der har borgmesterposten. Alt for ofte kan folk ikke svare mig på disse spørgsmål. De kan måske huske navnet på borgmesteren, men kan endda være i tvivl om hvilket parti han hører til. Jeg bliver altid overrasket, for ofte har de personer jeg taler med, faktisk en del meninger og holdninger til landspolitik, og ved endda hvem der sidder på magten (også magten “bag kulisserne”). Og det forstår jeg virkelig ikke. Det burde være omvendt. Hvis man skal vide bare lidt om politik, så bør det være ens lokale politik. Det er jo den politik som rammer dig og din virkelighed! Det er diskussioner om hvorvidt der skal være en ny busforbindelse i dit boligområde. Det er diskussioner om din lokale skole skal lukke. Det er diskussioner om hvorvidt der må/skal åbne et nyt supermarked. Spørgsmål som har direkte konsekvens i dit dagligdagsliv. Folk begynder alt for sent at engagere sig i lokalpolitik, og først når beslutningen om at lukke en skole er taget i byrådet, begynder almindelige borgere at engagere sig – og så er det jo desværre ofte for sent.
Hvis du er en af disse personer, må du ikke se dette blogindlæg som en kritik eller opsang. Jeg kan jo godt forstå hvorfor du ikke får gjort dette – det handler om prioritering af din tid, og at man jo måske synes det går meget godt i kommunen. Men jeg vil gerne have lov til at udfordre dig alligevel! Jeg udfordrer dig til, den næste måneds tid, at begynde at bladre de lokal aviser igennem. Mange af disse lokalaviser er endda gratis, og kommer enten direkte i din postkasse eller du kan hente dem på dit lokale bibliotek, supermarked eller andet offentligt sted. Hvis du begynder at bladre dem igennem, vil du opdage at der faktisk er mange spændende artikler og diskussioner, som har direkte betydning for dit liv. Mange kommuner har også Facebooksider, hvor der diskuteres lokalpolitik. Det kunne også være en indgang til mere viden om dit lokalområde.
Og pt er det jo virkelig aktuelt, for vi står jo overfor kommunalvalg 2017 (kv17 21. november). Du kunne jo bruge dette valg til at kickstarte din interesse for lokalpolitik 🙂
KH
Martin