Det helt store spørgsmål anno 2017: Hvad sker der når man når 1000 point i Donkey Kong bib-bib-spillet?

Mange spørgsmål er relevante at stille, i den tid vi lever i i dag. Et har dog de sidste par uger rumsteret voldsomt i mit hoved.

Hvad sker der når man når 1000 point i Donkey Kong bib-bib-spillet?

Jeg har ikke selv kunne score mere 660 point, siden jeg generhvervede bib-bib-spillet, så jeg har ikke kunne få svaret på egen hånd. Men forleden inviterede jeg en af 80’ernes helt store bib-bib-spillere, “Nicklas”, hjem til mig. Jer som var barn i 80’erne kan måske huske “Nicklas”. Det var ham som i hvert frikvarter sad ved vinduet, i sin egen verden, og udkæmpede det ene slag efter det andet mod den uhyggelige King Kong. Hvis du skulle i kontakt med “Nicklas”, måtte du enten vente til han havde fået tilpas mange tønder i hovedet, eller du måtte gå mere provokerende til værks, og i en let og hurtig håndbevægelse smække dobbeltskærmen sammen.

Da “Nicklas” kom hjem til mig, placerede jeg ham i husets bedste stol, med det ene formål, at han skulle nå de 1000 point. Og det lykkedes ham selvfølgelig i andet forsøg. Jeg fik heldigvis foreviget det fantastiske øjeblik, så jeg aldrig mere behøver at tænke over hvad der sker når man når de 1000 point i Donkey Kong 🙂

Silvan-teenage-pige

Jeg var i Silvan i dag. Jeg fandt rimelig hurtigt det jeg skulle købe, og gik til kassen. Der sad en ung pige. I mine egne tanker lagde jeg mine varer op på båndet. Imens jeg var i gang med at taste min pinkode, kunne jeg høre at kassepigen sagde noget til mig. Jeg hørte ikke hvad hun sagde og sagde derfor spørgende “Undskyld?”, som man nu skal og bør. Hun gentog og jeg kunne nu høre hun sagde noget med ‘grill’, men jeg forstod stadigvæk ikke. Nu begyndte det at blive pinligt. Jeg stoppede op i mit dankort-arbejde, og gik nu helt i “du-stilling”. “Undskyld den fik jeg simpelthen ikke, kan du gentage”, og så sagde hun det igen, og jeg forstod det: “Skal I grille i aften?”…ØHHH…Det spørgsmål havde jeg ikke set komme fra den unge teenage-silvan-pige. Hun kunne vist se at jeg så lidt forvirret ud, og talte så videre “ja, for det er jo en skønt vejr i dag”. Jeg fik sundet mig, og fortalte hende at vi ikke skulle grille i aften, men nok i weekenden. Hun nikkede pænt og jeg fik afsluttet handlen og tog hjem.
Nu håber jeg så bare vi får grillet i løbet af den kommende weekend 🙂
silvanpiger