Koloni for små børn!

I 80’erne og 90’erne fandtes der en tommelfingerregel som lød: “En overnatning, per år barnet er”. Dvs hvis barnet er tre år, kan det have tre overnatninger væk fra hjemmet. Jeg ved ikke om den regel findes i dag? 😉 Men lige meget hvad, så er det den regel Amandas børnehave forholder sig til. Hvis barnet er blevet fire år, så skal barnet nemlig med på koloni (i Gedser) – og det er fra mandag til fredag. Vi forældre må ikke ringe til barnet under opholdet. Vi bliver kontaktet hvis der skulle være nogen problemer – og intet nyt er godt nyt.

Amanda tog afsted i går, så nu er der rimelig stille i vores lille hjem 🙂 Jeg er vild med dette koloni-koncept, men jeg må indrømme, at jeg selvfølgelig godt har kunne mærke nogle ængstelige følelser og tanker i min krop op til turen. Fire dage, og så så langt væk! Amanda har aldrig sovet hos andre end bedsteforældrene, og aldrig i fire dage. Og forestil jer så hvordan disse følelser og tanker har været hos moderen 😉 Amanda har fra første gang vi nævnte turen for hende, været fyr og flamme. Hun har glædet sig – ja – som et lille barn 🙂 Og hun har været top-klar til turen.

Til alle de personer vi har fortalt om denne tur har reaktionen været den samme: “Sjit, det er lang tid hun skal være væk” og “Vildt, tager børnehaver stadigvæk på koloni?”. Og vi kan jo kunne give dem ret i begge ting. Det er sgu lang tid, og vi var heller ikke klar over at der stadigvæk findes børnehaver, som stadigvæk tager på koloni i så lang tid.

Men jeg er 100% sikker på, at denne tur vil være noget af det bedste Amanda nogen sinde har oplevet. Jeg kan jo også selv huske mine ture på koloni fra jeg var helt lille, og det er intet mindre end fantastiske minder…og kors hvor jeg lærte meget på de ture. Der kan helt sikkert, i dag, findes mange forældre som nok vil sætte foden ned, og ikke lade barnet komme afsted på så lang en tur. Og jeg kan jo fint forstå det. Jeg mærker det jo også indeni. Men hvis barnet føler sig parat til det, så tænker jeg, at man som forældre skal strække sig langt for at give barnet denne helt unikke oplevelse. Jeg føler mig faktisk priviligeret over at Amanda er havnet i en institution, som har dette fantastiske tilbud.

Jeg savner Amanda, og glæder mig meget til hun komme hjem om tre dage 🙂

 

De små ting i livet

Når man går og er lidt muggen i skindet,
Så kan selv små positive ting faktisk lette sindet.

Jeg går rundt herhjemme og er lidt smågnaven (jeg er snottet, der er ikke styr på aftensmaden, etc, etc) Det hjælper heller ikke noget på det at jeg bliver nødt til at tage ud og handle ind. Jeg hopper ud i bilen, drøner de 200 meter op til vores lokale dagli’ brugs og går ind:

  1. Mine medkunder hilser pænt på mig da jeg træder ind
  2. Der står gratis frugt til ungerne (jeg har dog ikke Amanda med, men bliver glad for at se tiltaget)
  3. En servicemedarbejder tager hyggelig kontakt til mig, da hun går forbi
  4. Alle de varer jeg har skrevet på min indkøbsseddel findes nemt i butikken og halvdelen er endda på tilbud
  5. Min yndligsvin har de i deres spotkasse
  6. I servicekassen opdager jeg at jeg har glemt mit medlemskort, men ekspedienten spørger mig så bare om mit telefonnummer, og så klares et nemt på den måde.

Nogen gange skal der bare ikke så meget til for at vende humøret fra negativ til positiv. Og det er jo egentlig fantastisk at tænke på. Tænk at man kan gøre en persons dag så meget bedre, blot ved almindelig venlighed, og små justeringer af dagligdagen. Ja, jeg får jo helt lyst til at sende positiviteten videre. Jeg kunne fx stille skraldespanden mere tilgængelig mandag morgen så skraldemanden får nem adgang. Jeg kunne måske rytte sne ved naboens fortorv, når jeg alligevel skal ud og gøre det. Jeg kunne holde tilbage for den ældre dame som skal over vejen. Jeg kunne forsøge at kommentere positivt på de indlæg jeg deltager i på Facebook. Jeg kunne…

KH
Martin

Nye små lokale fødevareproducenter

Slagterier og mejerier centraliserer, men det virker til der måske kan være en modbølge på vej.
Fx er et nyt slagteri ved at skyde frem i Videbæk. Et slagteri, som vil slagte, pakke og sælge lokalt. Altså i langt mindre skala end hvad normen er i dag. Det giver voldsom god mening for mig.
Hvis jeg stod i min lokale “DagliBrugs” ved Amager Landevej, og havde valgmuligheden mellem fars lavet af et kæmpeslagteri i Jylland eller fra et lille lokalt slagteri i Tårnby, hvor jeg vidste der var tale om lokale dyr (og medarbejdere :-)) Ja, så er jeg ret sikker på jeg ville vælge det fra Tårnby og ikke have noget problem med at betale en 10’er mere for det halve kg fars.
Lad denne bølge vokse sig stor og stærk. Og hvis der skulle være nogen landmænd og/eller entreprenører der læser med, så må jeg bare sige “go for it”, jeg er helt sikker på kundegruppen vil være der.
taarnby

Små daginstitutioner er bedre end store

En undersøgelse konkluderer at de meget store daginstitutioner der bygges, ikke er lige så gode som de små. De store har:

  • 4-5 børn mere i grupperne
  • dårligere normeringer
  • færre uddannede pædagoger

Her er et kort klip fra DR nyheder som havde tema om det i går. I en parentesbemærkning skal det lige siges at min datter Amanda – som går i en fantastisk lille vuggestue her i Tårnby – er med i slutningen af klippet 🙂

Den frådende kampgejst blomstrer…I hvert fald når det kommer til de små og ligegyldige nyheder

Der er mange store nyheder i verden. Der er også mange små. Jeg synes desværre ofte det er de små og nærmest ligegyldige, som løber med den største opmærksomhed, både fra medierne, politikerne og os “almindelige” mennesker. Folk kaster sig frådende ind i diskussionerne og kampgejsten blomstrer. Der bliver oprettet støttegrupper, indkaldt til demonstrationer, oprettet Facebookgrupper og kreative Hashtags bliver opfundet. Nedenfor har jeg listet de nyheder, jeg umiddelbart synes har fået noget mere opmærksomhed end de har fortjent:

  • Allan Simonsens optræden i vild med dans
  • Giraffen Marius blev aflivet i forbindelse med avlsprogram i KBH ZOO
  • Hobro vinder 3-0 over FCK
  • Imerco fik alt for hurtigt udsolgt at en jubilæumsvase fra Kehler
  • Apples nye opfindelse: Et armbåndsur!
  • DR skulle spare penge, og det gik bla ud over Underholdningsorkesteret
  • Jensens Bøfhus fik rettens ord for at de måtte være den eneste restaurantkæde som hedder “Jensen”
  • Danmarks nye nationalret – “Stegt flæsk med persillesovs” (Både for og imod )
  • Kronprins Frederik fik lov at køre over Storebæltsbroen, selvom den var lukket

Egentlig er det nok meget naturligt, at det er disse, mere eller mindre, ligegyldige nyheder som løber med opmærksomheden, for det er jo langt sværere, eller angstprovokerende, at ytre sig om store ubehagelige emner/nyheder. Jeg siger ikke vi ikke også skal tale om de små nyheder. Men kunne vi ikke alle prøve, bare en gang imellem, at tage de lidt tungere diskussioner? Tænk hvad det kunne føre til, hvis vi kastede os ind i vigtige emner og nyheder, med samme energi og kampgejst, som når Allan gentagende gange går videre i Vild med dans, eller når KBH ZOO afliver en giraf?

Ps. Jeg prøver bestemt ikke at pudse min egen glorie – ofte hopper jeg desværre også med på bølgen af de ligegyldige historier…Dette indlæg er mindst lige så meget en note til mig selv.

ligegyldigehistorier.jpg