Dansk Folkeparti i regering

Jeg er ambivalent overfor fremtiden for Dansk Folkeparti. Det går jo fremragende for dem i disse dage. Og hvis meningsmålingerne blive omsat til stemmer til næste valg, ja, så bliver de et af de største partier i Danmark, og bør vel så egentlig  være et bud på et regeringsparti. Men for syv søren…Dansk Folkeparti i regering!!! I første omgang tænker jeg: Det må bare ikke ske! og når min første fortvivlelse så har lagt sig, begynder noget stille og roligt at gå op for mig. Hvis Dansk Folkeparti virkelig får så godt et valg, så er det bedste der kan ske, måske at de kommer i regering.

Hermed vil de ikke kunne være tungen på vægtskålen, som de var under VK regeringen – og kan derfor ikke få gennemført deres mange mere eller mindre tåbelig forslag i byttehandel for at stemme for større pakker og budgetter. De bliver med andre ord nødt til at samarbejde og tage ansvar, hvis de kommer i regering, også i forbindelse med de helt store udfordringer Danmark står overfor. Se, på denne måde kan det ende med at vi rent faktisk får et nyt og mere behageligt Dansk Folkeparti. Måske de endda ændrer navn til “Folkepartnerne” 🙂

Bendt Bendtens EU slogans!

I de sidste par uger har jeg undret mig lidt over et af “Bendt betjents” slogans. I dag fik jeg så taget et billede af plakaten.

Der er da noget galt , er der ikke?! Enten har Bendt sat sig for at være den store europæiske garant for at samtlige Europa-Parlamentarikere nede i Bruxelles kan beholde deres job (hvilket jo nok ikke ubetinget vil være en god ide), eller også er der bare ikke blevet læst korrektur på Bents alt-for-sene-aften-slogan-brainstorm, før det blev sendt i trykken.
bendts eu plakat

 

Den kolde krig – dansk politik

På tv2 News sidder de i presselogen og forklarer at det jo var åbenlyst hvordan Bent Jensens nye kold-krigs-bog, ville blive anmeldt af henholdsvis Politiken og Berlinske.

Som ungt menneske, der ikke var helt gammel nok til at forstå hvad den kolde krig gik ud på i 80’erne, kan det være lidt svært at forstå, præcis hvorfor det er at folk siger det er så nemt at forudsige Berlinske og Politikens holdninger – jeg havde i hvert fald lige behov for at grave tilbage i min gamle gymnasie- og folkeskoleviden 🙂

Tænker der er flere på min alder som kan have glæde af denne forklaring/reminder:
Schlüters regering (V,K, CD og KF) blev i 80’erne, af et flertal uden om regeringen, pålagt at tage afstand fra væsentlige NATO-beslutninger. Denne danske afstandtagen blev noteret som fodnoter i NATO-papirerne, og derfor blev dette også kaldt ”fodnotepolitikken”. Dette har selvfølgelig i årene efter naget borgerlige partier og støtter, både fordi det formentlig var pinligt, og måske heller ikke – alt efter hvem man spørger – var helt så klogt at tage afstand fra disse vigtige NATO-beslutninger. Dette gør at Berlinske – som jo er en borgerlig avis – som udgangspunkt vil være meget positive overfor litteratur som kritiserer Danmarks rolle under den kolde krig, fordi det jo netop ikke var de borgerliges politik og holdning som kom til udtryk i vores sikkerhedspolitik. Modsat vil Politiken selvfølgelig være meget kritisk overfor litteratur som taler negativt om Danmarks rolle.

Hvornår må vi se giraffen? – Den hemmelig socialdemokrat

Det er jo lidt som alle politikerne på Christiansborg godt ved hvem giraffen er…Men hvornår får vi andre lov at se den?
den hemmelige socialdemokrat giraf

Bliver Goldman Sachs misbrugt af Danmark?!

Tænk nu hvis Goldman Sachs kun er blevet tilbudt køb af DONG aktier, af den simple årsag at få nye danske købere på banen.

Måske vidste de danske politikere at hvis man valgte den mest korrupte investeringspartner i verden, så skulle der nok komme bedre og nye danske tilbud på banen. Wow hvor kunne de være cool hvis det i virkeligheden var Danmark der så overleget misbrugte Goldman Sachs i et større dansk politisk/økonomisk spil – det ville være den omvendte verden.

Jeg tror desværre ikke helt på det, men hvor kunne det være fedt…og nu er Pensionskasserne i hvert fald kommet på banen 🙂

 

Er staten din ven eller fjende?

I Danmark har vi – som udgangspunkt – et godt forhold til staten (regeringsapparatet). Ja, de fleste af os stoler vel egentlig på at staten bruger deres magt til vores bedste. Det har jeg  altid tænkt som helt normalt – altså at vi stoler på staten. Men det er det jo egentlig ikke. Vi danskere er på ingen måde normale på dette punkt. Danmark er unikt. Der findes ikke mange andre lande i verden hvor befolkningen har dette forhold til staten. Og særligt USA er meget  anderledes end Danmark. Amerikanerne kræver minimalstat, og forslag hvor staten får nye beføjelser, bliver hurtigt skudt ned. Egentlig forstår jeg det. Jeg mener bestemt ikke at staten skal være altoverskyggende for vores liv. Staten skal støtte os, men ikke styre os.

Vi smågriner hovedrystende af at amerikanerne er så meget imod et, i vores verdensbillede, lille tiltag som en sundhedsreform, hvor helt almindelige amerikanere kan få hjælp af staten når de bliver syge. Vi smågriner hovedrystende når så mange amerikanere råber og skriger over staten vil stramme reglerne for hvilke våben man har lov at bære. Vi smågrinte hovedrystende, da der var ramaskrig over at det blev forbudt at serverer Super Size sodavand i fastfoodkæderne. Så længe lovene og statens nye beføjelser giver mening, så har vi danskere ikke det store imod det. Vi har en tro på at staten vil os det bedste.

Hvis jeg virkelig skal have troværdige danske nyheder, så slår jeg over på DR. Amerikaneren smågriner hovedrystende når jeg fortæller at DR er finansieret af staten, og udbryder: “Hvordan kan du dog stole på en statsejet TV station kan have en kritiske tilgang til staten, når de er finansieret af den selv samme?!”

Men er vi danskere så bare naive, når vi stoler på staten? Vil staten overhovedet vores bedste, eller er staten grundlæggende kun ude på at styre mere og mere, så de dermed kan blive større og større, og sikre sig hvor de har os – befolkningen?! Jeg tror på vi kan tillade os at være naive i Danmark. Vi er så lille et land, og derfor er der forholdsvist kort mellem den lille mand på gulvet og til vores politikere. I hvert fald sammenlignet med andre større lande, som fx USA.

Jeg sætter meget stor pris på at vi har det sådan i Danmark. Vi skal dog værne om denne troværdighed. Pludselig kan den forsvinde som duk fra en klar himmel.  Nedenstående liste er ikke en køn liste. Nedenstående liste fordrer ikke stats-troværdighed i det danske sind:

  • Oplysninger som er blevet tilbageholdt til lige efter kommunalvalg af minister og/eller embedsmænd
  • Aflytninger/overvågning i samarbejde med NSA, af lovlydige danske borgere
  • Opdigtede løgnehistorier for at undgå et besøg på Christiania
  • Special-afdeling i skat som driver heksejagt mod udvalgte danskere
  • Finansministerium som gentagne gange sætter en kæp i hjulet, når der bliver lagt op til en nyt og bedre ejendomsvurderingssystem

Lad os forsøge at stå sammen. Lad os forsøge at holde hele vores regeringsapparat fast på at det jo faktisk er os helt almindelige mennesker det handler om. Lad ikke embedsmændene tage magten fuldkommen, men lad dem arbejde med de sager – og i de afdelinger – hvor det giver mening. Og det giver rent faktisk god mening med embedsmænd, det skal bare være de rette steder. Lad os kæmpe for at vi også i fremtiden vil se staten som vores ven og ikke fjende.

det-danske-flag

Thor Möger bliver vært på DR2 – en rød lejesvend på DR!

Så kommer der nok gang i debatten om røde lejesvende på DR 🙂

Konspirationsteori: Paul Ryan >< Ron Paul

Min konspirationsteori er helt enkelt at to – desværre unavngivne – amerikanske genforskere forsøgte at klone republikaneren Ron Paul. Noget gik galt i processen og personen der kom til live, mindende ikke helt om Ron Paul. Derfor valgte forskerne ikke at kalde den nye klon det samme som Ron Paul, men byttede i stedet rundt på fornavn og efternavn og ændrede et par bogstaver. Ganske enkelt – Paul Ryan!

Ron Paul, Republikaner

Paul Ryan, republikaner

Ulla Østergaard bortvises fra TV2 – nyt manuskript til Borgen

Det er sgu helt tragikomisk det der udspiller sig i medierne (og politik) for tiden. En spindoktor har – til en tabloidavis – (måske) lækket fortrolige personlige oplysninger om sin modstander. Tabloidavisen offentliggører spindoktoren, hvilket medvirker i at “patienten” må tage orlov og spindoktorens kone bortvises fra de tv programmer hun arbejder på.

Det er jo et helt genialt manuskript til de nye asfsnit af Borgen!

JEG HAR ABSTINENSER!

Jeg sidder og ryster, jeg kan ikke tale sammenhængene og kroppen skriger efter et fix. Jeg har nu været uden mit politiker-dope i over en uge.

Frem til valget den 15. september, havde politikerne haft mig inde under deres varme euforiske vinger. Jeg blev lagt med et direkte drop i min arm, så jeg aldrig behøvede at føle ubehag. De var der hele tiden og jeg kunne mæske mig i deres diskussioner og løfter. Det var en skøn tid!

Men så skete det! To dage efter valget kom det som et lyn fra en klar himmel. Pludselig var de væk. Ikke bare for et par timer, nej de var helt væk…

En gang imellem kan jeg dog på TV2 News høre deres “Ingen kommentarer” – men det er på ingen måde nok til at dulme mine abstinenser.

Villy som statsminister?

Undskyld mig, men er er odds 81 på at Villy skulle gå hen og blive statsminister, ikke et rigtig dårlig odds?

Men ok, jeg tager sgu chancen alligevel og sætter 81 øre på at han skulle gå hen og vinde. Det er trods alt næsten 66 kr jeg vinder.

Godt valg til jer alle!

Blogindlæg fra en tvivler

Jeg er i tvivl om hvilket parti jeg skal stemme på. Det har jeg aldrig været før. Problemet er at jeg ikke i år føler jeg kan stemme på det parti jeg grundlæggende deler flest synspunkter med. Jeg har altid været venstremand, men jeg synes ikke den borgerlige regering har fortjent at fortsætte 4 år endnu. De har ført en blokpolitik med DF som jeg simpelthen ikke kan se fortsætte. Jeg mener der værste der kan ske er at VKO endnu en gang skulle få 90 mandater. For selvfølgelig skal/vil man bruge sit flertal til at tage beslutninger hvis man har de 90 mandater (lige meget hvor meget Konservative siger de vil det modsatte). Jeg kunne dog selvfølgelig så stemme på Venstre alligevel og så håbe på der kun bliver 90 mandater med Liberal alliance. Men den chance er jeg ikke sikker på jeg tør løbe. Jeg kunne så selvfølgelig stemme på LA men det ændrer jo ikke ved at VKO kunne ende med at få 90 mandater og så har LA ikke så meget at skulle have sagt (Jeg ved godt der i meningsmålingerne PT kun er ca 80 mandater til VKO, men jeg har bare på fornemmelsen at rigtig mange af tvivlerne vil ende med at stemme på enten V, K eller O).
Jeg har det dog også rigtig svært ved at se en rød regering. Nogle af ministerposterne vil jeg have det rigtig stramt med, specielt Villy og Ole Sohn. Helle tror jeg egentlig nok skal klare sig ok som statsminister, men hun slæber bare rundt på SF og Enhedslisten og i fællesskab med dem bliver det nok ikke så let at få gennemført noget som helst. Den eneste fornuftige jeg har hørt fra SF er faktisk Pia Olsen Dyhr, forhåbentlig bruger de hende som minister hvis det skulle gå den røde retning.
Jeg kunne jo så stemme på De radikale. Det er faktisk det jeg har hældt mest til i den sidste uges tid, de vil kunne trække en rød regering i en blå retning. Det ændrer dog ikke ret meget ved problemerne med en rød regering. De vil jo stadigvæk skulle have enhedslisten med på vognen. Jeg kan dog se andre fordele ved at gøre De radikale stærke. Selvom der skulle blive en rød regering kunne man måske godt se De radikale lave aftaler med Venstre og Konservative. Dette er dog kun muligt hvis de radikale holder sig uden for en rød regering, og nu er de så pludselig begyndt at tale om ministerposter…
Åhhh…ens hoved springer jo!