Kørselsfradraget sænkes, billetpriser på offentlig transport stiger!

Det er blevet besluttet at kørselsfradraget sænkes for fjerde år i træk. Dvs kørselsfradraget i 2017 bliver på 1,93 kr pr kørt km (fra 24-120 km), hvor fradraget i 2013 var på 2,13 kr.

Begrundelsen for at sænke kørselsfradraget er at benzinpriserne bliver ved med at falde, og derfor giver det jo umiddelbart ret god mening. Men – og der er et stort men – så er billetpriserne på offentlig transport vel også faldet?! Og gæt en gang, tror du de er faldet? Nej det er de ikke! Billetpriserne er faktisk kun steget og steget de sidste par år. Dette fordrer kun en ting, og det er at tog- og buspendlere dropper det offentlige til fordel for bilen…benzinen er jo så billig at det langt bedre kan betale sig.

Men hvad bør man så gøre? Tja…jeg tænker ikke det er så svært. Man burde sætte priserne ned på offentlig transport. Her spares der vel også på de lave benzinpriser?!

Men hov, vi har jo lige fået en ny transportminister, Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance, han vil da helt sikkert som det første tage fat i denne problematik…eller…ahhh…umiddelbart har han det nok grundlæggende ok med disse fordele ved at køre i privat bil. Jeg har dog alligevel et godt råd til Ole Birk Olesen: Hvis der ikke bliver gjort noget ved denne skævridning, så vil det til sidst være nærmest umuligt at passere ringvejene, pga de mange nye bilpendlere.

Og for at lette forståelsen, så sætter jeg det på rim:

Hvis du vil have plads på vejen til dig og din ministerbil
så må priserne på offentlig transport ned, i stor stil

KH
Martin 🙂