Nye forsyninger af NR nicotinamid ribosid

Så fik jeg endnu en gang nye forsyninger hjem af NR – Nicotinamid ribosid. Jeg har spist dette “evigt ung-medicin” siden slutningen af 2018, så nu runder jeg snart 5 år.

I dette blogindlæg fra 2018, kan I læse lidt mere om produktet og mine tanker om at tage dette vitamin-B3 tilskud. https://www.martinhansjensen.dk/nicotinamid-ribosid-nu-har-jeg-taget-det-et-aar/

Min store ledestjerne har alle dage været Morten Scheibye-Knudsen, og hvis du finder podcasten “Genstart” og episoden Ung som Gammel fra 4. september, så kan du høre ham tale lidt om sund aldring, og han nævner da også endnu en gang NR som et af de meget spændende produkter. Ud over NR, så nævner han også produkter som kan hjælpe til sund aldring:

  • Mørk chokolade
  • Sort kaffe
  • Faste
  • Motion
  • Gode søvnrytmer

Dette hørte jeg ham jo også sige den gang i 2018, og det skal altså lige siges at jeg bestemt ikke er lige så ekstrem som ham. Han er om nogen gået all in, for at teste alle sine egne egne og forskerkollegaeres teorier og teser af. Han drikker ikke, han dyrker MEGET motion, han tager receptpligtigt medicin, som styrer blodsukkeret (som han kan få lov til fordi han er den han er), han er ekstrem med sin søvn og han ryger selvfølgelig ikke. Det er lige ekstremt nok for mig, men jeg spiser næsten kun mørk chokolade, drikker kun sort kaffe og så faster jeg i hverdagen mellem kl 20 og frokost dagen efter. Og ja, så spiser jeg selvfølgelig NR hver dag.

Men har det så gjort nogen forskel?

Jeg har absolut ingen ide 😉 Jeg er vel øm i krop og led som mange andre på 44 år…jeg kan dog stadigvæk det jeg har lyst til, og startede da også til springgymnastik sidste år. Mit max spring er araber-flik-baglænder. Jeg skal nok få lavet en video af mit spring en dag. Nedenfor er en lille video af hvordan sådan et spring ser ud. I mine unge dage kunne jeg lave sådan et spring på rent gulv…det kommer jeg helt sikkert ALDRIG til at kunne igen, men på airtrack kører det ok – dog sikket ikke så flot som den unge knægt på videoen 😉

Nicotinamid Ribosid – nu har jeg taget det et år

For et års tid siden blev jeg bekendt med Nicotinamid Ribosid – det kan I læse om her, hvis I ikke fik det med. Den gang besluttede jeg mig for at det skulle prøves. Nej, det var ikke dokumenteret med store kliniske undersøgelser, men tænkte alligevel at jeg godt kunne give det et forsøg – det er trods alt kun et vitamin (B3).

I løbet af det år der nu er gået, har jeg taget en daglig dosis på 125 mg Nicotinamid Ribosid. I løbet af året, er undersøgelserne og forskningen selvfølgelig fortsat. I juni 2019 blev denne lille kliniske test publiceret. Der er en række forbehold der skal tages – som der også bliver beskrevet i den artikel jeg linker til – men konklusionen lyder sådan:

Although the flawed setup of the study – and the low number of patients – limits our confidence in the results of the study, no toxicity was found. While the study detected no functional improvements resulting from the use of the drug, this could have been due to a number of confounding factors or caused by the small number of patients enrolled in the study. Given these results, it seems that further research is needed to come to any conclusions about the effectiveness of nicotinamide riboside.

https://www.leafscience.org – nonprofit organization

Undersøgelsen stemmer meget godt overens med min oplevelse. Jeg har ingen bivirkninger mærket, ud over de penge pillerne koster 🙂 Men føler jeg mig så bedre i dag, end for et år siden? Føler jeg mig nu som en frisk fyr på 25? Nej det gør jeg ikke! Jeg synes nok mere jeg føler mig som en mand på de 40, som jeg ramte for et halvt år siden 🙂 Jeg er bestemt endnu ikke overbevist om at Nicotinamid Ribosid overhovedet gør en forskel, og måske er det penge ud af vinduet, men jeg tænker at fortsætte lidt endnu.

Under alle omstændigheder, vil jeg følge udviklingen og forskningen, og skal nok vende tilbage, hvis der kommer skelsættende nyt.

Update:

Jeg er blevet opmærksom på dette forskningsstudie, hvor resultaterne formentlig bliver publiceret i 2023: https://www.lungeforskning.dk/forskning/ikon-studiet/

Evigt ung med Nicotinamid Ribosid?

Jeg skrev jo en ungdomsbog i 2016 med sci fi temaet ‘det evige liv’. Her følger man hovedpersonen Mikkel, som i år 2036 oplever at der kommer en pille på markedet, som giver evigt liv.

Jeg har en naturlig nysgerrighed over for dette tema, og derfor følger jeg med i den udvikling der sker inden for aldringsforskning. Der har netop de sidste år, været flere og flere indikationer på at der snart vil komme et produkt på markedet, som lover noget mere, når det kommer til bekæmpelse af aldring, end bare en creme mod rynker i ansigtet 🙂

Et vitamin som hedder Nicotinamid Ribosid, er omtalt mange steder, som et produkt der kan gøre rigtig mange positive ting i forhold til bekæmpelse af aldring. Og her til morgen, blev dette medikament nævnt i nærmest det mest mainstream-agtigtige-medie man kan komme i nærheden af: Go’ morgen Danmark (TV2). Her var lægen Morten Scheibye-Knudsen i studiet. Morten forsker netop i aldring, og har haft fuld fokus på dette tema i de sidste 10 år.

Morten har de sidste par år dagligt taget en pille med netop Nicotinamid Ribosid. Og jeg var faktisk ikke klar over at der allerede nu var et kosttilskud Nicotinamid Ribosid på markedet, som helt almindelige mennesker kunne købe (og rent faktisk også have råd til).

Kort fortalt er Nicotinamid Ribosid et vitamin – et helt naturligt vitamin som andre vitaminer. Nicotinamid Ribosid er et vitamin B3, og det kan findes naturligt i fx mælk og gærceller. Nicotinamid Ribosid omdannes i vores krop til NAD (Nicotinamide adenine dinucleotide). Og NAD er et stof som findes i alle vores levende celler, som man taber med alderen. Grundtanken er altså at vores krop skal have tilført ekstra NAD, for at undgå og bekæmpe aldring. Organer der kræver meget energi (for eksempel vores hjerne) eller dem med meget høj omsætningshastighed (tarm og hud) kræver højere mængder NAD.

I interviewet forklarer Morten Scheibye-Knudsen at han tager pillen fordi han håber på at blive lidt sundere med alderen. Han er altså helt velvidende om at denne pille ikke giver ham det evige liv, men blot er nogle af de første medikamenter, som måske kan være med til at forlænge livet med nogle år, og forhåbentlig udskyde aldersbetingede sygdomme. Han tager det altså som andre tager deres kosttilskud (eller vitaminer).

Morten understreger i interviewet at man ikke med  100% sikkerhed ved hvor godt Nicotinamid Ribosid rent faktisk virker på mennesker, men at test på dyr har vist gode resultater, når det kom til aldring (øger levetiden hos dyrene med 30-50%).  Det er ret svært at kontrollere på mennesker, for så skal man jo køre undersøgelsen i rigtig mange år (I en parentesbemærkning kan nævnes at der er blevet lavet mange undersøgelser af Nicotinamid Ribosid på mennesker blot over en kortere periode. Jeg har ikke set nogen undersøgelser som viser nogen særlige bivirkninger ved indtagelse, selv af store doser af +500 mg)

Man kan endnu ikke købe Nicotinamid Ribosid i Danmark, men det er nok et spørgsmål om tid, for i det meste af Europa er det nemt tilgængeligt. Morten forklarer flere gange at Nicotinamid Ribosid har en lav “bivirkningsprofil”, og han er derfor ikke specielt nervøs for at indtage pillen (vitaminet). Men han forklarer også at man i forhold til mennesker, jo endnu ikke ved noget med sikkerhed, og man derfor skal træde varsomt, hvis man overvejer at begynde.

Under alle omstændigheder har jeg nu bestilt et glas Nicotinamid Ribosid hjem til matriklen 🙂

…to be continued 🙂