Nu skriver jeg lige et ord. Et ord du helt sikkert kender. Er du klar?…
DEMOKRATI
Hvad tænker du om demokratiet i Danmark? Fungerer vores demokrati lige som det skal, eller har du følelsen af, at der er noget, der ikke er, helt, som det skal være?
Man kan nok ikke dømme demokratiet i Danmark for dødt, men det er helt sikkert, at vi står med mange udfordringer med vores nuværende folkestyre:
- Færre og færre mennesker er politisk aktive i et parti. I 60’erne var hver fjerede medlem af et parti, i dag er det blot 4%.
- Når der laves målinger på hvor stor troværdighed vi har overfor forskellige faggrupper, så ligger politikerne helt i bund – dvs dem vi har sat til at styre landet, er dem vi stoler MINDST på.
- Politikerleden bliver større og større – nok meget pga det som mange kalder for levebrødspolitikere.
- I folketing er 63 procent akademikere eller studerende ved en akademiske uddannelse. Dvs 112 af de 179 medlemmer i Folketinget er (eller ved at blive) akademikere – og de fleste af akademikerne har den samme uddannelse: cand.polit eller cand.jur. Dette er bestemt ikke repræsentativt for den danske befolkning, hvor kun 14 procent er akademikere eller studerene på en akademisk uddannelse.
- Der er færre og færre folketingspolitikere som tør at udtale sig til medierne om egne holdninger og synspunkter, før det lige har været oppe vende i partietoppen. Topstyrringen lever i bedste velgående.
Jeg har også en historie fra min egen tid i politik, som jeg ofte har tænkt over. Jeg var har været medlem af venstre i rigtig mange år af mit liv (i 2014 trak jeg dog stikket og meldte mig ud), og I årene fra 2011 til 14 var jeg meget aktiv. I den anledning havde jeg meget kontakt med MF’er Martin Geertsen. Jeg var glad for Martin, og synes han havde nogle gode og positive holdninger og meninger. Pludselig en dag, hvor han skulle holde en af sine taler for den lokale venstreforening, handlede talen kun om indvandring. Han havde aldrig nævnt indvandring med et ord i sine forrige taler, og pludselig var det det helt store emne, og holdningen og attituden var hård og forholdsvist konfronterende. En hård linje jeg overhovedet ikke kunne få til at stemme overens med Martin Geertsens grundværdier. Der var sket det at Martin pludselig havde måtte overtage integrationsordførerskabet fra Inger Støjberg, som skulle være politisk ordfører. Jeg skal ikke kunne sige om Martin Geertsen virkelig dybt inde i sit hjerte var enig i de integrationsholdninger han ytrede, men det føltes så påtaget, og jeg må sige at jeg den dag følte jeg mistede en stor del af min politiske uskyld, og der gik virkelig noget op for mig den dag: hvis du vil til tops i politik, og i et parti, så skal du være i stand til at ligge bånd på egne holdninger og værdier – ja, måske endda købe ind på noget du i dit grundsyn har svært ved at forlig dig med.
Men hvad skal vi gøre? Skal vi bare lade stå til, og blive ved med at sige til os selv, at vi jo bare kan stemme nogen nye ind i folketinget, hvis vi er utilfredse med “lugten i bageriet”? Jeg er desværre ved at blive overbevist om, at vi desværre nok ikke kan lave de helt store ændringer ved vores almindelige folketingsvalg. Vi kan ikke skifte hele flokken ud, for det er jo trods alt partierne selv, som bestemmer hvem der skal stilles op til folketingsvalget. Og hvad er så problemet ved dette? Jo problemet ved dette er, at det netop kun 4% af den danske befolkning som er medlem af et parti. Det er altså disse 4% som bestemmer hvem der skal stilles op. Vi er havnet i en ond spiral, for i takt med at politikerleden stiger, og færre og færre kan identificere sig med de politikere vi har, vil de 4% støt og roligt falde til 3%, og så til 2%, og pludselige så er det 1% af den danske befolkning, der bestemmer hvem der skal have mulighed for at komme i Folketinget.
Men hvad kan man gøre ved det?
Man kan helt sikkert lave en masse justeringer og tiltag, som kan løse nogle af udfordringer, men måske skal der et mere revolutionerende tiltag til, før demokratiet kan komme helt ud af denne onde spiral.
I P1 programmet “Farvel til de folkevalgte” forklarer historiker og forfatter Asser Amdisen, at han langt hellere vil trække lod, end det politiske system vi har idag. Jeg har jo før hørt denne teori, og også selv tænkt den flere gange. Men er det en absurd tanke? Vil det overhovedet kunne lade sig gøre? Og vil det give mening? Et mere direkte demokrati, og altså væk fra det repræsentative demokrati, som vi har i dag…
Amdisen forklarer, at den optimale løsning ville være at samtlige danskere stemmer på alt. Problemet er dog, at der er mange som ikke vil have den fornødne tid til at skulle sætte sig ind i de enorme komplekse sager, og derfor er det måske bedre det er et antal borgere som dedikerer sig til det. Og udvælgelsen af disse dedikerede mennesker kunne fint ske via lodtrækning, for hermed vil vi få et statistisk bredt udsnit af den danske befolkning, og der skal være plads til alle, for som Amdisen siger: “alle borgere er ligeværdige – den ene er ikke bedre end den anden”. Amdisen foreslår at der blive udtrukket 499 mennesker, tilfældigt via folkeregisteret, som skal bestride det politiske job i et antal år (fx 3, 4, eller 5 år).
Er denne ide fuldstændig vanvittig, eller er den ikke helt så dum? Jeg er selv i tvivl, men jeg er bestemt nysgerrig på konceptet. Lad mig prøve at grave et spadestik dybere.
Hvordan ville lodtrækningen skulle fungere?
De gamle grækere, trak faktisk, for 2500 år siden, lod om hvem der skulle bestemme. Der blev arrangeret kæmpe folkemøder (5000 mennesker blev samlet) hvor ting blev besluttet, og disse folkemøder blev arrangeret af “femhundredemandsrådet“, som netop blev fundet ved lodtrækning og sad et år ad gangen.
Hvis sådan et lodtrækningssystem bliver indført i Danmark, vil der selvfølgelig også blive udtrukket tosser, psykopater, etc, men marioteten af de tilfældigt udtrukne, ville være retskafne “almindelige” mennesker.
Tallet 499, er ikke noget specielt tal for Amdissen. Det er blot et tal. Det kunne godt være 399 eller 599, det vigtigste er dog at det er et ullige tal, og det er stort nok. 100 personer ville fx ikke være nok.
Helt grundlægende skulle man bevidstgøre befolkningen om at vi er sammen om det….” det er ikke dem og os, der er kun et os”.
vi ville jo så miste vores allesammens valgdag – demokratiets festdag?!
I radioprogrammet, “Farvel til de folkevalgte”, foreslår de at den nye “fest” er udvælgelsesdagen, og med et glimt i øjet forklarer de hvordan man kunne live-transmittere mediebegivenheden, hvor alle sidder og venter spændt på om deres navn “kommer op af hatten”. Det lyder da bestemt også som en fest for mig 🙂
Men skal de udtrukne have løn/Betaling?
Asser nævner ikke noget beløb, han siger blot at det skal være en god løn…men her ser jeg en udfordring, der kan ende med at smadre konceptet. Jeg er enig med Asser i at det skal være en god løn. Men hvad er en god løn? 400.000 om året? eller en million? Det er jo nærmest umuligt at sige, for 400.000 kan jo være en ufattelig høj løn for mange mennesker, men for andre er det en ufattelig lille løn. Det kommer jo helt an på hvilken situation man kommer fra. Hvis man er direktør fra Hellerup, og har bosat sig med sin familie i en villa til 8.000.000 kr, så kan man ikke overleve uden at skulle gå fra hus og hjem med en årsløn på 400.000 kr. Hvis “lodtrækninsdemokratiet” skal føres ud i livet, skal der findes en god løsning på denne udfrodring.
Hvad nu hvis de udvalgte ikke vil?
Det er jo et mega interessant spørgsmål. Jeg er selv meget i tvivl om dette. I radioprogrammet er Asser ret firkanten omkring dette. Det er en borgerpligt, “man skal ikke kunne være demokratinægter”. Hvis du kan være en del af samfundet, så kan/skal du også give noget til fællesskabet. Du skal ikke kunne sige nej. Måske du ikke synes det er sjovt, men sådan er livet. Som jeg ser det vil det være yderst vigtigt at man ikke føler ens liv bliver vendt fuldstændig på hovedet, hvis man er så heldig/uheldig at blive udtrukket. Man skal fx ikke være nødt til at flytte til København. Der skal så være små “politiske huse” rundt om i landet, hvor man kan møde ind og mødes med andre “folkeudtrukne”.
Vil der så ikke bare blive skabt Partier blandt de 499 udtrukne?
Jeg tænker det er vigtigt at dette demokratiske setup bliver helt uden partier. Det skal jo netop ikke være partiets linje man skal følge i de valg man tager, men 100% egne holdninger, værdier og overbevisninger. Selvfølgelig vil der dannes grupperinger, det er uundgåeligt, men det skal ikke være noget centralt styret.
Skal der være embedsmænd?
Jeg tænker, der selvfølgelig ville skulle være embedsmænd i dette “lodtrækningsdemokrati”. De vil om muligt være endnu vigtigere, end i det repræsentative demokrati, fordi der jo unægteligt vil komme mennesker ind som intet kender til politik, og de mange forskellige sager de pludselig kommer til at skulle tage stilling til. Embedsmændene kan også være med til at skabe en kontinuitet, når alle skiftes ud efter et antal år. Men disse embedsmænd, er rent faktisk også min største bekymring. For vil det bare være dem som kommer til at tage magten? Ville disse embedsmænd manipulere de udtrukne borgere, og vil embedsmændene kunne “købes” af pengestærke bagmænd? For at undgå disse problematiske scenarier, vil der nok også skulle opstilles en række spilleregler for embedsmændene. Måske man som embedsmand kun skal kunne varetage jobbet i X antal år, og så efterfølgende bliver skiftet ud. Eller en form for rotationsordning, hvor embedsmændene fra år til år skifter politisk område.
Kom du helt herned? Så kan du også lige tage det sidste afsnit med. Måske det er dig der redder demokratiet 😉
Puha…jeg bliver faktisk helt træt når jeg beskriver dette politiske koncept. Ikke fordi jeg føler det er en fuldstændigt absurd ide. Jeg tænker faktisk det kan give god mening, og det kunne bestemt godt være en interessant vej at gå for vores demokrati. Nej jeg bliver træt, fordi det godt nok virker som en stor mundfuld. Der skal virkelig tages mange, og store, beslutninger før dette vil kunne blive en realitet – og man vil “edderkodylmne” møde modstand på sin vej. Hvem har energien, modet og tiden til at gå ind i sådan en kamp? Måske vil den rigtige tilgang faktisk være at bruge det repræsentative demokrati mod sig selv! Hvis man virkelig vil “lodtrækningsdemokratiet”, så kunne en vej at gå, være, at oprette et nyt parti. Et nyt parti som kun har en mærkesag: “Et nyt demokrati i Danmark”, og ja, måske skal navnet på partiet bare være “Nyt Demokrati” 🙂 Dette nye parti kunne stille og roligt skabe et fundament, og forhåbentligt blive stort nok til, at der på et tidspunkt bliver lyttet. Men igen…puha… 😉