Vil I have mig tilbage, Venstre? (Læserbrev i Berlingske)

Jer som følger med her på bloggen, ved godt at jeg aldrig har været synderligt begejstret for Lars Løkke. I dag har jeg Dagens brev i Berlingske, hvor jeg fortæller lidt om min tid i Venstre, og hvorfor jeg meldte mig ud. Jeg afslutter med at skitsere mit drømmescenarie for Venstre.

Her kan I læse det:

Berlingske har det også på deres Facebookside:

Teksten jeg sendte til Berlingske:

Lige siden jeg fik stemmeret, har mit kryds været placeret ud for Venstre. I 2010 gik jeg aktivt ind i kampen for Venstre i Tårnby. Jeg sad i bestyrelsen og stillede op som byrådskandidat til KV13.

I bestyrelsen var det ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke var specielt stolt af Venstres formand Lars Løkke. Jeg var dog i stand til at se bort fra det, fordi der var så mange spændende og vigtige lokalpolitiske opgaver. Men til Venstres hovedbestyrelsesmøde i 2014 ramte den famøse dråbe. Alt tegnede til at Lars Løkke nu endelig skulle afsættes som formand – med bilagssagerne som hovedargument – men det lykkedes Lars at holde på magten, ved at buldre med skræmmescenariet: et kampvalg mellem Søren Gade og Kristian Jensen.

Jeg kunne ikke længere arbejde og kæmpe for et parti, hvor jeg i den grad havde mistillid til formanden. Som jeg så det, kæmpede Lars Løkke udelukkende for egen vinding og ikke for Venstres bedste, eller for den sags skyld landets bedste. Derfor meldte jeg mig ud af partiet.

Jeg har i årene efter aldrig fortrudt min udmelding. Nej, jeg er faktisk blevet mere og mere sikker. Lars Løkke hypper stadigvæk sine egne kartofler, og så har Venstre i deres samarbejde med Dansk Folkeparti i årenes løb bevæget sig længere og længere væk fra den positive, liberale og humanitære tilgang, Venstre havde før i tiden.

Jeg har dog altid været overbevist om, hvad der skulle kunne få mig tilbage. Kristian Jensen er simpelthen for vattet. Hvorfor kapitulerede han til gruppemødet i 2014? Kristian Jensen vil aldrig kunne lede partiet tilbage på sporet. Nej, der er – som jeg ser det – kun én person som vil kunne samle Venstre mod en bedre fremtid, og det er Jakob Ellemann-Jensen. Det kan kun gå for langsomt, før Venstre får ham placeret på formandsposten.

Derfor skal Venstres landsmøde til november ikke kun handle om næstformandsposten, men også formandsposten. Både Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen må væk fra ledelsen, og Jakob Ellemann-Jensen må sætte det nye hold. Et nyt hold som kan genstarte Venstre.

Martin Hans Jensen,
tidligere medlem af Venstre

Mit nye læserbrev i Politiken: Kursændring hos Mærsk

I november 2015 havde jeg et læserbrev i Politiken, hvor jeg kritiserede Mærsk for ikke at være innovativ nok. “Man skal som virksomhed kunne tilpasse sig verdens udvikling. Man uddør, hvis man desperat forsøger at holde fast i noget som ikke er der”. Og jeg følte det var den vej Mærsk var ved at gå med deres gammeldags investeringer i enorme containerskibe og køb af milliard-store olieprojekter.

Et Kodak-moment: Mærsk kan være den nye Blockbuster

I ovenstående blogindlæg, kan du – ud over mit læserbrev – læse hvad der skete i tiden efter mit indlæg i Politiken i 2015.

I denne weekend (lørdag d. 26. august) fik jeg så et nyt læserbrev i Politiken. Denne gang er jeg noget mere positivt stemt:

“I november 2015 havde jeg et læserbrev i Politiken, hvor jeg kritiserede Mærsk for ikke at være innovativ nok. “Man skal som virksomhed kunne tilpasse sig verdens udvikling. Man uddør, hvis man desperat forsøger at holde fast i noget som ikke er der”. Og jeg følte det var den vej Mærsk var ved at gå med deres gammeldags investeringer i enorme containerskibe og køb af milliard-store olieprojekter.
Det sidste halve års tid har dog indikeret, at Mærsk måske har lyttet til mig, og de mange eksperter, som kom på banen efter mit læserbrev. Mærsk er i gang med en decideret kursændring mod IT og digitalisering. De opkøber, og indgår enorme samarbejdsaftaler med IT virksomheder. De har ansat en ny formand, som er en af de Danmarks “tungeste drenge” inden for IT branchen. Endvidere har de for nyligt solgt hele deres olieforretning for 47 milliarder. Hvad mon disse milliarder skal investeres i? Jeg ser en langt lysere fremtid for Mærsk, end jeg gjorde den gang i 2015, hvor jeg havde mit kritiske læserbrev i Politiken. Det virker i hvert fald til at Mærsk nu gør et ihærdigt forsøg på at tilpasse sig og overleve i den verden vi lever i.”

Nedenfor er er lidt referencer til Mærsks kursændring (som selvfølgelig ikke var med i læserbrevet):

Mærsk proklamerede i slutningen af 2016 at de vil begynde at opkøbe IT virksomheder: http://energiwatch.dk/Energinyt/Olie___Gas/article9227694.ece

I februar 2017 fik Mærsk ny bestyrelsesformand: Jim Hagemann. Jim har begge ben plantet solidt i IT branchen (han er formand for it giganten Siemens, og har været adm. direktør for det tyske it-selskab SAP i fire år. Jim er vel en af danmarks tungeste drenge inden for IT området.
http://nyheder.tv2.dk/business/2017-02-08-her-er-den-nye-mand-for-bordenden-hos-maersk

I foråret 2017 meldte Mærsk ud at de ville indgå et gigantisk samarbejde med Microsoft og IBM om at få digitaliseret deres shipping industri (Internet og things, blockchain, etc) http://www.scm.dk/maersk-vil-digitalisere-i-samarbejde-med-microsoft

Den 21. august 2017 meldte Mærsk ud at de frasælger hele deres olieforretning til franske Total, for 47 milliarder kroner: http://www.business.dk/energi/maersk-saelger-maersk-oil-til-franske-total-for-47-milliarder-kroner?referrer=RSS