Nej det er rigtigt! Jeg kan ikke pifte. Jeg har hele mit liv ledt med lys og lygte efter en person, som kunne lære mig at pift. Men jeg har endnu ikke mødt en som var så kompetent, at han eller hun kunne lære mig det. Min far kan endda pifte, men det er altså heller ikke lykkedes mig at lære det af ham. Jeg kan jo ikke tro det er mig den er gal med. Jeg har motivationen, og jeg har altid været meget indstillet på at ofre tid på forsøget, når folk har forsøgt at lære mig hvordan det skal gøres. Alle gange er det endt med pinlige ”ssssshhhh” lyde, begyndende savl ned af hagen, og omgivelser som ofte har været ved at gå amok over mit ihærdige forsøg på ”det første pift”.
Hele mit liv har jeg bevæget mig i et mere eller mindre akademisk miljø. Her har det aldrig været et problem at jeg ikke har kunnet pifte. Folk har i hvert fald aldrig stillet spørgsmålstegn ved denne mangel. Nu er jeg – af mange forskellige årsager – havnet som civil medarbejder i forsvaret. Jeg har aldrig været i forsvaret før – ikke engang rekrut.
I forsvaret er mit pifte-problem dog begyndt at eskalere i størrelse. Jeg kom til at nævne min inkompetence for en flok af mine militærkollegaer, i en bil på vej hjem fra Norge. De var selvfølgelig fortørnede! “Kan du ikke pifte! – Hvordan er du kommet igennem livet uden at have lært det?” Og straks kastede de sig selvfølgelig ud i at undervise mig. Jeg sad bag ved chaufføren, og jeg tror faktisk det endte med at han blev en smule irriteret over min pusten ind i hans nakke (Turen fra Gol i Norge til København tager ca. 9 timer). Jeg forsøgte selvfølgelig ihærdigt at følge alle deres gode råd, men intet hjalp.
Efter Norges-turen, kan jeg jo ikke gå forbi mine kollegaers kontor uden de spørger om jeg nu har fået lært at pifte. Og de er da heller ikke for fine til lige at give mig en auditiv præsentation på hvordan det bør lyde. Jeg har søgt med lys og lygte, men det er endnu ikke lykkedes mig at finde en militærperson som ikke kan pifte. Tydeligvis må ”pift” være en del af oplæringen i deres rekruttid. ”Du må ikke bruge fingrene!” Mine kollegaer har klargjort for mig at det kun er tøsedrenge som bruger fingrene. Hvilket jeg jo egentlig er enig i. Man skal da kunne pifte uden fingre! Og jeg bliver altså ca. tusinde gange mere fedtet over det hele, når jeg træner med fingrene i munden. Så nej, jeg har helt droppet tanken om at pifte med fingrene, men problemet er jo bare at jeg ikke kan nogen af delene…
Nu har jeg så kæmpet i tre uger uden held. Jeg har ”Youtubet”, jeg har fået tips og tricks fra flere af mine pifte-intelligente venner og jeg har endda udlovet en fadbamse på Facebook, til den som kan lære mig det. Det største problem er dog nok, at jeg tror jeg er ved at opbygge en skilsmisse her i det lille hjem. I starten trænede jeg bare over det hele, men pludselig blev det for meget for min hustru, og jeg blev skældt hæder og ære fra. Nu er jeg blevet bandlyst at øve i huset, og derfor forvist til at stå ude på gaden. Og det er altså som om det ikke helt virker for mig, for så skal jeg opbryde hvad jeg har gang i, og gå udenfor og træne. Jeg synes også det er en smule pinligt at stå udenfor. De forbipasserende kigger meget mistænkeligt på mig, når jeg står der helt blå i hovedet dybt optaget af at puste luft ud af munden.
Jeg har dog fundet en fidus til hvordan jeg en gang imellem kan øve mig inden døre uden min hustru siger noget til det. Min lille datter på 11 måneder er meget glad for legetøjsdyr, og særligt en lille plastikslange er et hit. Jeg har så fundet ud af det er et endnu større hit, hvis jeg siger som en slange mens vi leger med den. Gæt hvad der lyder som en slange? Ja, min pinlige piftetræning. Så her kan jeg snige fem minutters daglig indendørstræning ind i min pifte-uddannelses-plan. Men jeg har altså ikke lært det endnu.
Og nu er det så, at den ubehagelig tanke alligevel begyndt at melde sig. Er det mon mig den er gal med? Er det mig der bare ikke fatter noget som helst? Må jeg virkelig finde mig tilrette med, at jeg ikke kan lære at pifte? Og det fortsætter jo til det virkelig eksistentielle spørgsmål: Skal man acceptere at man ikke kan lære alt – selv det man virkelig gerne vil kunne?
Og så kan nogen måske finde på at sige: ”ahh come on, det er jo bare et pift. Du overlever nok hvis du ikke lærer det”. Og det kan jeg jo kun nikke anerkende til. Det er ikke livet om at gøre at jeg lærer at pifte, men hør nu her, der er så meget andet på spil: ære, troværdighed, indlæringskompetence og sidste men ikke mindst min maskulinitet.
Jeg spænder læberne, presser tungen frem mod tænderne, spidser mundtøjet og puster af mine lungers fulde kraft: ”ssssshhhh”
