Nu har jeg de sidste tre-fire dage, jeg har åbnet for radio og TV, skulle høre på hvordan det har stødt og krænket en person på CBS, at der bliver skrevet om en “ung blond pige” i en sang i højskolesangbogen. Hele vejen rundt er der stor enighed om at personen fra CBS er galt afmarcheret, og at man nok ikke behøver at ændre i teksten bare fordi en person føler sig stødt over det. I dag da jeg tændte for radioen, og igen skulle høre på historien om “krænkersangen”, kom jeg sådan til at tænke på det gode eventyr om drengen som råber “ulven kommer” for bare at sætte lidt gang i gaden. Og da ulven endelig kommer og han selvfølgelig igen råber “ulven kommer”, så kommer folk i byen ikke til undsætning, fordi de ikke tror han taler sandt.
Vi bliver simpelthen nødt til at lade være med at blive “krænket” og stødt af så små ting. Vi bliver simpelthen nødt til at lade være med at råbe Me Too, over småting. Eller det må man selvfølgelig selv om, men lad være med at nævne det på de medier/kanaler hvor alle lytter med, for det ender med at politikerne og de store mediehuse fanger det op og gør det til en stor historie – for de ser det som en fantastisk mulighed for omtale og klik. Hvis vi fortsætter med at være så tyndhudet, og hele tiden råbe op om alt muligt, som jo dybest set ikke har krænket os (i ordets egentlig forstand), så ender det med at folk ikke gider at lytte, når en rigtig krænkelse finder sted.
Hermed en lille opfordring: Næste gang du føler dig krænket, provokeret, eller stødt over noget, så spørg dig selv hvor kritisk det rent faktisk er for dig, eller dine omgivelser. Hvis det ikke er noget der radikalt vil ændre dit liv, og/eller skaber psykiske mén, så er det måske ikke så stort et problem, at du rent faktisk behøver at gøre mere ved det, end bare tænke “Nå, det var da noget pudsigt noget” (pudsig tekst, pudsigt klap på kinden, pudsigt noget at sige), og så gå videre med det du lige havde gang i.
KH
Martin
