Jeg er ikke glad for at handle i Bilka. Jeg synes det tager så lang tid. Jeg har egentlig ikke før tænkt over hvorfor det er Bilka ikke er min yndlingsbutik, men det er faktisk ved at gå op for mig nu: Bilka-medarbejderne driller mig! Man skulle jo egentlig tro der var styr på madvarernes placering i en så stor og fin butik som Bilka, og de er også gode til at skrive områdenavne oppe i loftet, så man kan orientere sig. Men alligevel opdager jeg gang på gang ikke at kunne finde de ting jeg leder efter. Det sker altså aldrig for mig i Netto og de andre discount-butikker.
I dag oplevede jeg bare et rigtig godt eksempel på dette.
Jeg var i Bilka og skulle have en helt almindelig liter kakao-mælk. Jeg gik selvfølgelig målrettet mod “øl-vand” afdelingen, hvor jeg kunne se der var en hel afdeling kun med Juice, iste og saftevand. Både “budget” versionerne og de dyre varianter. Jeg fandt endda også Cocio kakao-mælk. Men jeg var jo ikke kommet ind for at købe en ½ liter kakaomælk til 17 kr, men skulle bare have noget helt almindeligt. Jeg søgte og søgte og begyndte også at bevæge mig længere væk fra “juice” området. Jeg fandt ikke den almindelige kakaomælk, men opdagede flere forskellige spændende – og meget dyre – varianter rundt omkring ved frysemontrerne. Normale mennesker havde nok opgivet, og taget enten en Cocio eller en af de andre dyre varianter. Men ikke mig! Jeg satte mig for at kakaomælken skulle findes, for jeg mente jo nok at at stor butik som Bilka måtte have denne slags produkter. Jeg henvendte mig til en Bilka-pige og forklarede hende mit problem. Hun pegede i den modsatte retning, og fortalte at de stod nede ved ostene. Da hun sagde det kunne jeg godt se hun lavede et lille skævt smil, hun kunne vist godt høre det lød lidt mærkeligt. Men jeg takkede og begav mig ned mod osten. Og ganske rigtigt, presset ind imellem osten og slagteren, var placeret en meget lille reol med de skønne almindelige kakaomælk. Reolen kunne nærmest ikke være placeret mere anonymt.
Og så kommer det spændende spørgsmål, er Bilka og deres medarbejdere, bare underlige og simpelthen ser det som det mest naturlige sted i verden at placere kakaomælk, eller har de ganske enkelt en skjult agenda med denne placering?!