Peter Ingemann havde i starten af året et meget fint indspark, hvor han kritiserede at vi altid fremstiller os selv perfekt på de sociale medier.
Jeg er enig med ham i at der særligt i Facebookopslag, ofte skrues ekstra op for de gode/spændende ting vi gør i livet, og ned for alt det trælse, kedelige, ubehagelige og “taber-agtige”. Jeg kan huske, at jeg, dengang Peters indlæg florerede på Facebook, spurgte min hustru, hvordan jeg egentlig fremstiller mig selv på Facebook (og på min blog)? Vi havde en dialog om at jeg jo nok også fremhæver det trælse ting en gang imellem, men at jeg ofte gør det med en humoristisk vinkel. Dybest set er min hustru jo nok ikke den rette at spørge, for hun kender jo mit liv (også uden for Facebook). Og nu må jeg så være ærlig: Jeg skriver bestemt ikke om alle mine trælse ting på Facebook og min blog… Om jeg skal være bedre til det? Måske…måske, det bare ikke altid er interessant? Og det er for mig nok her hunden ligger begravet. Hvis det er interessant nok, så skriver jeg om det. Jeg kunne ikke finde på at skrive et indlæg, hvor det eneste budskab var, hvor forfærdeligt det fx var, at ligge med influenza. Jeg prøver gerne at putte lidt mere på. Fx dette indlæg Hvad kan man gøre mod en tilstoppet næse? Hvor jeg klager min nød over min onde mande-influenza, men bringer så også alle mine mere eller mindre gode erfaringer videre 🙂 Og denne – Mine sokke-bekendelser – hvor jeg forsøger at gå til bekendelse over mit uperfekte liv med sokker 😉
Og nu når jeg ser tilbage på 2018 går det op for mig, at der faktisk ikke har været ret mange af den slags uperfekte og trælse indlæg på min blog i året der er gået. Tro mig, jeg har mere end rigeligt med uperfekte oplevelser, og ubehageligheder, jeg kunne have fortalt jer om. 2018 har bestemt ikke været højdepunktet i mit liv. Altså jeg/vi er da stadigvæk ved godt mod, og vores to fantastiske piger gør det bestemt meget letter 🙂 Men perfekt kan man sgu ikke kalde det. Faktisk vil jeg gå så vidt, at kalde det et af de dårligste år jeg har oplevet. Så på opfordring af Peter Ingemann, kommer her en oplistning af “skodpunkter” der desværre har fyldt mit/vores liv i 2018:
- Lisbeth, Amanda og jeg gik særligt i første halvdel af 2018 konstant rundt med snot, hoste og ondt i halsen. Da jeg skulle have tredje gang penicillin for den samme Streptokok-halsbetændelse, begyndte lægen at blive lidt usikker på situationen.
- Andrea har haft et par hårde influenzaer, og i en af de anledninger havde hun en ond feberkrampe. Selvfølgelig en dag hvor jeg var alene med hende, og ikke havde bilen hjemme (denne virkelige ubehagelige oplevelse er jeg nok nødt til at blogge om en dag).
- Lisbeth genoptog sit job efter barsel (der var liiiige lidt rutiner som skulle tilpasses)
- Alt for mange sygdomme – også virkelig kritiske – i den nære familie
- Uvished om (og manglende) vuggestueplads til Andrea (midlertidig pasningsordning var nødvendig)
- Jeg har gået flere uger med tandpine, og endte i først omgang med en akut rodbehandling, og så nogle uger efter en afsluttende rodbehandling (ubehageligt både pga smerter og prisen)
- Mit job kan jeg ikke klage over, men der har været mange store ting i kog, som fra tid til anden har taget pusten fra mig: Lærer/fagansvarlig på helt nyt kursus, oplæg på Danmarks Læringsfestival og på andre konferencer, omorganiseringer og skift til ny afdeling.
- Tilbygningsdrøm som brast, fordi det simpelthen er for dyrt
- Lisbeths far måtte desværre forlade os i en alt for tidlig alder.
- Lisbeth blev opsagt fra sit arbejde pga et tysk marked som ikke gik som forventet.
Alle disse uperfekte skodpunkter kunne jeg godt have fortalt nogle interessante historier om i 2018, men jeg har nok manglet energien til det – og har det vel egentlig stadigvæk ikke. Det er nok her problematikken ligger. Når man er lagt ned, af den ene eller anden grund, har man nok ikke energi til at fortælle mere end: “Lillemanden er syg igen!” eller, “Øv, jeg skal have endnu en tandkrone” eller “Brækket ben på 10. dag :-(”
Jeg synes Peter Ingemann har fat i den lange ende. Vi bør helt sikkert blive bedre til også at fortælle om vores taber-skod-liv, men jeg synes der skal lidt mere kød på, end bare overskrifter. Fortæl meget gerne om dit skodliv, men fortæl samtidig også hvordan du har det med det. Fortæl mig, hvad det har af konsekvenser for dig og din familie, at lillemanden konstant er syg. Fortæl mig, hvilke Netflix-serier du har set, mens du har ligget derhjemme med brækket ben. Ja – giv mig lidt mere, end bare konstateringen af at du står i en træls situation. Og hvis du ikke har energien til det PT, så vent til du har fået hovedet oven vande, og fortæl mig så historien.
Jeg selv vil se positivt frem mod 2019, og lover at de trælse historier nok skal komme.
Under alle omstændigheder bliver det spændende hvad 2019 byder mig og min lille familie. Det kan næste kun blive bedre.
Jeg byder dig og din familie et fantastisk nyt år!
KH
Martin