Tag: helt

Den helt nye trend: Sæbekassebil

Andrea har en bog som hedder “Ole og Ellen kører”. Hun har været meget glad for denne bog, og en af Ole og Ellens udskejelser er at køre i sæbekassebil.

For et par måneder siden sagde Andrea at hun ønskede sig en sæbekassebil. Og når en lille pige anno 2020 ønsker sig en sæbekassebil, så spidser man altså ører 🙂

Vi nævnte Andreas ønske for min far, og jeg kunne godt fornemme, at han også var ret vild med det ønske, men jeg kunne jo også fornemme en smule tilbageholdenhed, da det jo er en gave som kræver lidt mere, end bare at gå ned i Fætter BR og købe en talende bamse. Andrea blev i tiden efter ofte spurgt hvad hun ønskede sig til sin tre års fødseldag, og flere gange blev sæbekassebilen nævnt igen.

Dagen oprandt hvor Andrea havde tre års fødseldag, og se så hvad der stod farmor og farfars bil 🙂

Andrea er vild med sin sæbekassebil, og udtaler til martinhansjensen.dk, at det kun er et spørgsmål om tid, før samtlige toddlers drøner rundt i sæbekassebiler på de danske villaveje! 🙂

En helt almindelig morgen – version 2

Overskriften på dette indlæg har fået tilføjelsen “version 2”, fordi jeg for et års tid siden skrev dette indlæg En helt almindelig morgen på Feldborgvej. Det var et ret positivt indlæg, som udover at beskrive en helt almindelig hverdagsmorgen hos mig, også handlede om at man skal huske at elske sin hverdag – i hvert fald en gang imellem. Nu er situationen den, at vi er blevet en mere hjemme hos os…og det ændrer jo unægteligt noget på ens hverdagsrutiner. Andrea er kommet til, og husstanden består nu af Amanda (på snart 4), Andrea (2 måneder) og Lisbeth og jeg. Selvom der nu er en mere i dagligdagen, må jeg sige at min indstilling til hverdagen ikke har ændret sig. Jeg er stadigvæk – ofte – forelsket i min hverdag. Og Andrea har bestemt ikke ændret ved dette “billede”, vel egentlig nok det modsatte. Her er en kort beskrivelse af min morgen tirsdag d. 17. maj – en helt almindelig morgen:

Jeg vågner af at der kommer lyde fra Andreas seng, som står ved siden af vores. Jeg kigger på uret, 6.25. Jeg hvisker til Lisbeth, at jeg går i bad. Da jeg efter badet børster tænder kan jeg høre en voldsom pludren inde fra soveværelset, og jeg går ind og kigger. Andrea ligger på mors mave og “fortæller” i vilden sky – hun må have drømt nogle spændende drømme 🙂 Jeg går ind og lægger mig ved siden af med min tandbørste i hånden. Andrea storsmiler til mig, og stopper med at pludre. Jeg går ud på badeværelset igen, og pludren starter igen. Pludselig bliver der stiller, og jeg tænker at Andrea nok er igang med sin yndlingsbeskæftigelse: at spise…:-)
Amanda er endnu ikke stået op. Hun plejer ellers på dette tidspunkt at komme op til os og putte i ca 21 sekunder, for så efterfølgende at gå ind i stuen, for at lege og/eller se Ramasjang. Men i dag sover hun altså længe…(i en parentesbemærkning må jeg alligevel brokke mig lidt! Hvorfor er det børn bare aldrig sover længe i weekenden, men ofte gør det i hverdagen!? 🙂
Jeg går nedenunder, og indtager mit – for nuværende – faste, men helt utrolige, morgencomplet: en lille håndfuld valnødder, et stort glas tomatjuice og en vitaminpille 🙂 Efter den kolonariske oplevelse, går jeg ind til sovetrynen (Amanda). Amanda ligger med numsen i vejret i sin seng, og da hun hører jeg kommer ind slår hun øjnene op og endnu et storsmil møder mig. Med sin hæse morgenstemme, får hun fremstammet: “Jeg kom ikke op til jer”, vi snakker om at hun har sovet længe, og hun spørger hvor lillesøster er. Vi går ovenpå til søster om mor. Andrea ligger veltilfreds og flyder på sengen, og Amanda “kaster” sig over hende 🙂 “LILLESØSTER!!!”

Efter lidt hurlumhej i sengen, går jeg nedenunder med Andrea. Jeg giver hende en ren ble og afmonterer nattøj og tilfører rent tøj, som Lisbeth aftenen før, har lagt frem…pusleturen tager dog virkelig lang tid, fordi hun hver gang jeg endelig er klar til at putte en frisk ble på, lige har lyst til at tisse på puslepuden:-) Klokken er derfor blevet ret mange…jeg ved dog, at jeg ingen morgenmøder har på arbejdet, så jeg vælger at afslutte “pusle/tøjprojektet” ordenligt, og det er altså også ret hyggeligt, for imellemtiden er Lisbeth kommet ned med Amanda, og de er også igang med tøjprojektet, bare inde på Amandas værelse – jeg kan høre Amanda ikke er helt enig med Lisbeths tøjvalg, men de ender dog med at komme til enighed 🙂

Jeg lægger Andrea ind i sin kravlegård, og jeg begynder at tage mit cykeltøj på.

andrea

Jeg kysser alle mine “tøser” farvel, og går ud mod hoveddøren. Amanda drøner efter mig, og på vej ud får jeg endnu et kys:
Amanda: “God dag på arbejde”
Jeg: “God dag i børnehave”

Jeg kommer afsted 15 minutter senere end ellers. Det største problem ved dette er at cykelstien langs Amagerbrogade og Christianshavn, bliver mere og mere crazy, nu tættere klokken bliver på 8. Det gode er dog at kirkeklokkerne følger mig på turen (beskrevet i et andet indlæg Jeg elsker kirkeklokker!)

Endnu en god ting ved at komme lidt senere på job, er at jeg så slipper for at sætte frisk kaffe over, det er nemlig allerede gjort 🙂

Jeg byder jer alle sammen en glædelig hverdag! 🙂

KH
Martin

Det helt store spørgsmål anno 2017: Hvad sker der når man når 1000 point i Donkey Kong bib-bib-spillet?

Mange spørgsmål er relevante at stille, i den tid vi lever i i dag. Et har dog de sidste par uger rumsteret voldsomt i mit hoved.

Hvad sker der når man når 1000 point i Donkey Kong bib-bib-spillet?

Jeg har ikke selv kunne score mere 660 point, siden jeg generhvervede bib-bib-spillet, så jeg har ikke kunne få svaret på egen hånd. Men forleden inviterede jeg en af 80’ernes helt store bib-bib-spillere, “Nicklas”, hjem til mig. Jer som var barn i 80’erne kan måske huske “Nicklas”. Det var ham som i hvert frikvarter sad ved vinduet, i sin egen verden, og udkæmpede det ene slag efter det andet mod den uhyggelige King Kong. Hvis du skulle i kontakt med “Nicklas”, måtte du enten vente til han havde fået tilpas mange tønder i hovedet, eller du måtte gå mere provokerende til værks, og i en let og hurtig håndbevægelse smække dobbeltskærmen sammen.

Da “Nicklas” kom hjem til mig, placerede jeg ham i husets bedste stol, med det ene formål, at han skulle nå de 1000 point. Og det lykkedes ham selvfølgelig i andet forsøg. Jeg fik heldigvis foreviget det fantastiske øjeblik, så jeg aldrig mere behøver at tænke over hvad der sker når man når de 1000 point i Donkey Kong 🙂

En helt almindelig morgen på Feldborgvej

Har du lyst til at høre hvordan min helt almindelig morgen foregik i morges?

Jeg vågner af at jeg kan høre trin på trappen. Amanda (lige blevet 3 år) er, som hun plejer om morgenen, på vej op til os med sin “kobamse” i hånden. Jeg vender blikket mod døren og venter på hun træder ind. Hun storsmiler da hun ser mig og lunter hen til mig og putter sig op. Hun siger stolt “jeg har sovet længe“. Jeg kigger op mod uret og ser at klokken er 6.25 😉 Jeg medgiver hende – med et lille smil på læben – at hun rigtig nok har sovet længe. Hun spørger hvor mor er henne, og jeg fortæller at hun er i bad. Amanda vil gerne ud til hende, og vi går derud. Jeg finder min barbermaskine og stiller mig ved håndvasken. Da Amanda finder ud af at jeg skal til at barbere mig, bliver hun ellevild. Amanda elsker når jeg er nybarberet, og tanken om at hun nu kan følge med i mit barbershow på forreste række, er tydeligvis ren lykke. Da jeg endelig bliver færdig med barberingen, rækker Amanda ud efter min kinder. Med en hånd på hver kind, trækker hun mig hen til sig, og kysser mig. Ja, hun er meget glad for far, når han er nybarberet 🙂 og jeg bliver skamrost “neeej hvor er det flot“.

Da jeg skal tisse, husker jeg at slå brættet (og låget) ned og bliver derfor endnu en gang rost, bare inden fra brusebadet 🙂 Et minut efter jeg har slået brættet ned gå Amanda hen og løfter låget op igen. Jeg kigger næsten bebrejdende på hende, men hun siger så “Jeg skal tisse“, og hun tager bukserne af og får møvet sig op på toilettet. Hun tisser og får næsten også klaret at tørre sig selv.

Amanda får lov til at se lidt Ramasjang indtil Lisbeth er klar til at gå med nedenunder. Jeg går i bad.

Efter badet går jeg nedenunder hvor jeg kan høre Amanda og Lisbeth er i gang med at finde dagens påklædning. Jeg begynder at varme havregrød med rosiner. Jeg dækker bord: Æblejuice, tomatjuice, ingefærshots, vitaminer, tallerkener, glas og bestik.

Amanda og Lisbeth træder ind i køkkenet og Amanda ser med store glæde, at der er blevet dækket op med hendes Barbapapatallerken og Barbapapabestik, og hun skal straks vise det til mor. Jeg sætter mig ved bordet sammen med Amanda, og øser havregrød op til hende, og lidt til mig selv. Vi begynder at spise. Lisbeth kommer over og spiser med. Amanda får sin vitaminpille og tager også gravid-vitaminpillerne til Lisbeth. 5 minutter efter går jeg ud i gangen, og iklæder mig overtøj og cykelhjelm. Jeg går ind til “pigerne” og kysser først Lisbeth og så Amanda. Amanda storgriner under kysset fordi hun vender hovedet bagover. Jeg giver LisB et higfive, og Amanda stikker også lappen op til et highfive, efter hendes første undren over, hvorfor det egentlig var vi gjorde det…:-)

Klokken er nu 07.10 og jeg hopper ud på cyklen. Da jeg kommer ud på Feldborgvej, opdager jeg at halvdelen af husene har sat flag op i hækken. En af børnene på vejen må have fødselsdag. Jeg skriver til Lisbeth at de må huske også at sætte flag op i vores hæk…

Det var min/vores morgen. Måske det kunne virke som et lidt ligegyldigt indlæg, der skete jo ikke noget specielt. Men det er specielt. Jeg følte mig, som så mange andre gange før, lykkelig ind igennem byen på min cykel. Jeg hører alt for tit folk forklare at man virkelig skal prioritere sine ferier, for det er her man får ekstraordinære oplevelser og har mulighed for kvalitetstid med familien. Man tager på camping, til Mallorca, på vandretur og har helt sikkert nogle fantastiske stunder med familien (vi gør det jo også selv), men når alt kommer til alt, så bør det vel være hverdagens gode oplevelser der fylder, når man sidder som gammel og tænker tilbage.

Og sorry, her i det sidste afsnit kan jeg komme til at lyde pisseirriterende:

Hvis du ikke – i hvert fald en gang imellem – er forelsket i din hverdag, og kun tænker på hvornår du kan holde din næste ferie, så bør du overveje hvad du har gang i. Det betyder jo ikke at du behøver, at lave radikale ændringer i dit liv. Det kan jo være ganske få, som kan være med til at gøre en forskel:

  • Måske stå lidt tidligere op.
  • Måske forberede aftensmaden dagen i forvejen, eller lave en kæmpeportion i weekenden og fryse den ned, så du i uges løb kan spise nemt.
  • Måske gå lidt tidligere i seng.
  • Måske tage en ugentlig lang arbejdsdag (hvis du er på flex), så du et par af de andre dage, kan gå en halv time før.

hverdagen

Hverdagen is the shit!

KH
Martin 🙂

Stamcellekød er da helt sikkert fremtiden!

Mange snakker om at virksomheder virkelig skal lægge sig i selen, for ikke at blive fortrængt af uventet radikal teknisk innovation – og jeg gør det jo også selv (eksempler: Kodak tabte til digital kameraet, Blockbuster tabte til streaming, MÆRSK kan tabe til 3D printning og droner, etc, etc).

Men græsrodsbevægelser kan jo også ende i denne fælde. Ta’ fx den nystartede klimabevægelse “Mærk kødet“, som kæmper for at minimere danskernes forbrud af kød.

Nu er jeg jo ikke sandhedsprofet, men jeg er overbevist om, at den kød vi, i en ikke så fjern fremtid, vil indtage, vil bestå af 100% stammecelleproduktion. Kød som bliver produceret på et laboratorium (i stor scala, eller en meget lille, fx en privat-kød-3D-printer), uden at det nogen sinde har været en del af et levende dyr. I dag kan vi allerede lave stamcelle-fars som smager fuldstændig som rigtig fars. Hvorfor søren skulle vi dog holde dyr indespærret, opfede dem og slagte dem, hvis vi kan lave en perfekt stamcellebøf, perfekt mør, med perfekt struktur?

Det er jo en fantastisk verden vi bevæger os ind i. Minimal belastning af miljøret, for ingen dyr skal opdrettes, og mishandling af dyr kan blive en sjældenhed. Og kød-spiserne kan endda stadigvæk få kød på gaflen.
Jeg er 100% klar til stamcellekød! En total WIN-WIN-WIN (der kom lige en tredje WIN på, da dyrene jo vinder bigtime på det her).

Hvis man som miljø- og/eller dyrevelfærdsmand/kvinde, har lyst til at følge lidt mere med i udviklingen af stamcellekød, så kan man kigge på http://www.new-harvest.org/ som er et “non-profit research institute” og forsker bigtime i dette. Man kan endda støtte dem økonomisk, ved at donere til dem. Det har jeg gjort 🙂