Jeg havde en gang en cykel. Jeg var egentlig glad for den cykel, men jeg var ikke god til at vedligeholde og efterspænde den. En dag jeg kørte i mine egne tanker, lød der pludselig et kæmpe brag, cyklen bremsede voldsomt og jeg var ved at blive kastet ud over styret. Skruen på Støttebenet var pludselig gået løs, og derfor var støttebenet fløjet ind i mit baghjul. Både baghjul og dæk var fuldkommen smadret og jeg måtte trække hjem. Dagen efter gik jeg til cykelhandleren, og måtte betale over 800 kr for at få min cykel repareret. Nøhj hvor jeg i dagene efter ærgrede mig over jeg ikke havde udført basal vedligeholdelse af min cykel. Det kunne have sparret mig for en lang trækketur og overtræk på kassekreditten.
Jeg kom til at tænke på denne cykelhistorie, da jeg her den anden dag hørte et indslag om de mange “ikke etniske danskere”, som drager i hellig krig for IS. De to situationer er underligt nok meget sammenlignelige. På samme måde som mig og min cykel, har vi nemlig glemt at vedligeholde integreringen af disse unge mennesker, og nu står vi i en forfærdelig situation, som kunne have være undgået. I fremtiden bliver vi simpelthen nødt til at lykkes bedre med integrationen. Og det handler ikke om at der skal flere – og hårdere – konsekvenser som højrefløjspolitikerne forsøger at overdøve hinanden med. Nej, vi skal simpelthen lykkes med at få disse unge mennesker til at føle sig som en del af det danske samefund. Første skridt på denne rejse er en ændring af tonen i den danske integrationsdebat.
