Jeg er lige kommet hjem fra Berlin, hvor jeg har været til Konference med mit arbejde. Det var en rigtig fin konference, men det har dog ikke været det letteste at skulle til Berlin i disse Coronatider. Det kræver selvfølgelig vaccination, og selve konferencen krævede også pcr- eller antigentest. Min pcr-test hjemmefra holdt kun til den første dag, og i Tyskland holder en antigen kun i 24 timer, så to gange måtte jeg lade mig teste. Konferencen handlede om digital læring, og ordet “resiliens” har været et buzzword dette år. Altså hvordan online undervisning kræver udholdenhed/robusthed fra både underviser, studerende, men også fra de systemer som der benyttes til at gennemføre læringsaktiviteterne. På en eller anden måde var det er ret fedt ord, fordi det netop også krævede udholdenhed for os deltagere på konferencen at møde frem i år. Der var bestemt heller ikke så mange deltagere som andre år, men dem som alligevel var mødt frem havde bestemt udvist resiliens 🙂
Nå, men det jeg egentlig vil snakke om i dette blogindlæg handler om de to antigen test jeg fik foretaget i Tyskland. Jeg blev lidt forvirret første gang jeg kom ind til poderen. Han spurgte mig om jeg ville podes i næsen eller i munden. Jeg kiggede forvirret på ham og sagde selvfølgelig straks, at jeg da meget gerne ville podes i munden, hvis det var muligt. Jeg fik også forklaret ham at man altså ikke havde denne valgmulighed i Danmark. Han kiggede lidt hovedrystende på mig, og forklarede at man fint kan pode i halsen, med en kviktest/antigen. Og ikke nok med det, da han så førte pinden ind i min mund, så var det som om den nærmest ikke rørte svælget. Jeg kunne knap nok mærke han podede, og pludselig så var han færdig. Jeg forklarede ham endnu en gang lidt forvirret at man i Danmark nærmest er ved at få revet svælget op når de poder i munden. Han grinte… 🙂
Jeg gik derfra med en mærkelig følelse af om jeg overhovedet var blevet testet… Men det var jeg altså, og 20 minutter efter fik jeg da også mit negative resultat. Anden test foregik fuldstændig på samme måde. Hvorfor er det, at der er så stor forskel på testmetoden i Danmark og i Tyskland? Tænker det danske sundhedsvæsen, at det helst skal være en så ubehagelig oplevelse som muligt at blive testet? Eller har Danmark bare købt en milliard billige testkit, som kræver at der helst skal lidt blod fra næse/svælg, før den kan give et resultat? Der er selvfølgelig også den mulighed at Tyskland ikke gør det ordenligt, men det ligner dem altså ikke 😉
Under alle omstændigheder skal du ikke være nervøs for at blive testet, hvis du er i Tyskland. Det er nærmest som at blive nusset at en fløjels-fe 🙂