Facebook i fremtiden

Jeg har i flere år set Facebook som vinderen af kampen om at være “The one and only” sociale medie i den vestlige verden. Mange har prøvet at overtage, eller at tage en bid af kagen, uden held. I 2011 skrev jeg dette indlæg om Google+, som jo også nærmest er en “død sild” i dag.

Det sociale medie “Facebook”, har med deres enorme antal brugere, et nærmest unfair forspring. På nuværende tidspunkt har Facebook over 2 milliarder brugere, og tallet stiger stadigvæk støt.

Lige meget hvad Facebook lancerer på deres sociale medie, begynder folk at bruge det. Hvis en konkurrent har en smart funktionalitet, implementerer Facebook noget lignende, og hermed er incitamentet for at bruge det konkurrerende medie minimeret for verdens befolkning.  Så på den korte bane tror jeg Facebook vil beholde førstepladsen, her i den vestlige verden, men en gang imellem er det interessant at kigge i krystalkuglen. Hvad vil der ske med Facebook på den lidt længere bane, fx om 10 år? Selvfølgelig vil de begynde at udvikle en lang række andre ting, som de jo allerede gør, men hvis vi kigger udelukkende på deres sociale-medie-platform, har noget nyt så taget over? Umiddelbart tror jeg det ikke. Jeg tror først noget nyt kan tage over når der virkelig sker en teknologisk revolution, som fx når vi dropper de fysiske skærme (computerne, smartphones, etc) til fordel for en cyborg-agtig-sammensmeltning med teknologien. Men igen, her kan Facebook jo også bare være frontløberne, for i sidste ende handler det jo om at have flest brugere, og det har Facebook. Og hvis vi så kigger på den endnu længere bane?!…Jeg tror vi kommer til at leve med Facebook i rigtig mange år. Måske de vil ændre navn på samme måde som Google koncernen jo faktisk har ændret navn til Alphabet. Men virksomheden “Facebook” vil forfølge os i hele det 21. århundrede – ja, det er i hvert fald mit bud.

Den eneste ting jeg ser der kan stoppe Facebook, er Facebook selv. Hvis de bliver ved med at skrue op for reklamer og annoncering, så kan de med tiden miste brugere. Jeg tror dog ikke det vil ske, for jeg er overbevist om at Facebook vil indse det inden det går galt. Rent faktisk tror jeg at Facebook inden for de næste 5 år, kommer til at fjerne reklamer og annoncer fuldstændig fra det sociale medie. Vores “feed” – hvis det da kaldes det på det tidspunkt – vil hermed kun indholde det vi selv ønsker og tager aktivt stilling til, at vi vil se. Jeg tror Facebook vil overgå til at tjene deres penge på mikrobetalinger. Fx vil det koste et lille beløb at skrive en besked til en person man ikke har i sit netværk. Fx vil Facebook udvikle en form for Facebook e-bay, hvor både virksomheder og private kan købe og sælge produkter (og her vil der jo stadigvæk kunne florere annoncer og reklamer). Fx vil Facebook blive vores foretrukne betalingsløsning (ala mobilePay), hvor de så kan tage en procentdel af overførslen, og med tiden måske blive et decideret alternativ til banken. Det er masser af steder Facebook kan tjene penge på mikrobetalinger. Hermed kan verdens virksomheder ikke købe annoncer som sikrer visninger i brugernes feed i Facebooks sociale medie (som jo så rent faktisk ender med at blive en ret lille del af Facebook-virksomhedens forskellige produkter), men må i stedet i gang med det hårde seje træk: at gøre sig så interessante og lækre overfor potentielle kunder, at de bare MÅ følge dem…

Alt det her synes jeg egentlig kunne være en ret fantastisk udvikling for hele vores SoMe-verden 🙂 Men der er selvfølgelig også lidt malurt i bageret, for “Facebook” vil jo på denne måde kunne ende med, at blive et enormt monopolmonster, som vi på den ene eller anden måde er tvunget til at benytte. En situation, hvor en udmeldelse fra Facebook nærmest vil blive betragtet på højde med selvmord – et virtuelt selvmord.

Skal Tårnby kommune på Facebook?!

Jeg bor i Tårnby kommune, og i følge en ny optælling fra DR P4 Midt & Vest, er Tårnby kommune en af de 10 danske kommuner, som ikke er på Facebook.

Jeg synes simpelthen ikke der er noget godt argument, for ikke at tilbyde sine borgere i kommunen en aktiv Facebookside. Borgerne skal have mulighed for at kommunikere med sin kommune ved hjælp af det mest gængse kommunikationsudstyr, og i Danmark, anno 2017, er det altså bare Facebook folk benytter.

Jeg kan ikke udtale mig om de få andre danske kommuner, der på samme måde som Tårnby, har valgt ikke at være på Facebook, men mht. Tårnby kommune, hænger det fint sammen med kommunens lukkede politiske tilgang. Flere gange har enkelte politikere fx forsøgt, at få optaget byrådsmøderne, så den bredde lokalbefolkning kunne følge med. Hver gang er det blevet stemt ned i byrådet.

Angående Facebook, er kommunen og flere af politikerne, helt sikkert bange for at de voldsomme diskussioner, der uden tvivl vil komme fra tid til anden. Men hvis I ikke giver os borgere et sted kommunikere med kommunen, så bliver vi en flok “fuck-you-vælgere”, som forklaret af medieforskeren i denne nyheden fra DR. Vi vil ikke føle at kommunen lytter til os, og vi vil ende med at stemme ekstremt – ja, ganske som det er sket i USA: Der er ikke blevet lyttet på den store fattige klasse i årtier, og pludselig bliver en kandidat som Trump stemt ind.

Derfor taler jeg nu til mine lokale politikere i Tårnby kommune (og for den sags skyld de 9 andre kommuner): Hvis I vil beholde jeres plads i byrådet, og ikke miste den til en mere eller mindre ekstrem person som kommer ind fra sidelinjen, så burde I kæmpe for at få sparket gang i en aktiv Facebookside til glæde og gavn for både administrationen i kommunen og borgerne!

KH
Martin

Ulovlige konkurrencer på Facebook

Jeg ser tit venner i mit Facebookfeed dele, like og tagge forskellige konkurrencer. Desværre er nogen af dem rent snyd. Man gør alt hvad de beder om fordi man gerne vil vinde et fantastisk “maxi-måge-stel”, men egentlig er man ved at dele en fake konkurrence som kun er sat i verden med det formål, at tjene penge på lynhurtigt at opbygge en Facebookside med et hav af likes. Hermed kan de nemlig sideløbende med konkurrenceN fx lave opslag/kommentarer til eksterne hjemmesider, som på den ene eller anden måde hiver penge ud af brugeren (eller “stjæler” og videresælger privat data som fx email, telefonnummer, etc).

Det er vildt træls for dig og dine venner.

Jeg kan skrive side op og side ned om dette emne, men det er der så mange andre der har gjort. Derfor vil jeg blot huske jer på at “råbe vagt i gevær”, hvis I støder ind i en konkurrence, som kræver et (eller flere) af disse punkter for at deltage:

  • Du skal dele opslaget/konkurrencen
  • Du skal synes godt om “vores” side
  • Du skal tagge en ven

Disse tre ting er alle er ulovlige ift. Facebooks retninglinjer. Det eneste der er OK at kræve i en konkurrence, er like og kommentar. Lad være med at være med sådan en konkurrence…du vinder helt sikkert ikke noget!

Det kan selvfølgelig også være et rigtigt firma – med en reel konkurrence – som overtræder disse Facebookregler (ubevidst), men i så fald er det bare for pinligt af virksomheden, og derfor skal du gøre dem opmærksom på overtrædelsen…gerne i tråden. Så lærer de det måske til næste gang 🙂

danskespilkonkurrence

Facebook har et næsten unfair forspring

Med 1,7 milliarder brugere har man næsten et unfair forspring i forhold til ens konkurrenter. Facebook er det mest benyttede Sociale medie i verden. Ingen nærmer sig det antal brugere som Facebook kan smykke sig med. Og som jeg ser det, er det antallet af brugere som gør at Facebook ikke bliver vippet af pinden de næste mange år. Facebook bliver/er det medie som man bare SKAL være på, fordi alle andre er der. Her kan man holde kontakten med selv sin bedstemor. Og når Facebook så også en dag går all in på betalinger (MobilePay/FacebookPay), augmented reality, Virtual reality, forsikringer, etc, etc, ja, så har man jo altså et fantastisk udgangspunkt…”kunderne” kommer jo allerede ind i din butik 🙂

Om jeg er positivt stemt over Facebooks dominans på nettet? Nej det er jeg egentlig ikke – det nærmer sig jo monopoltilstand. Men jeg må også sige at jeg ikke er skræmt. Monopoler er – i min verden – ikke altid af det onde. Fordelene ved det er stordriftsfordele, og muligheden for at systemerne kan snakke sammen. Og monopoler har det jo – trods alt – med på et tidspunkt at blive brudt. Facebook må formentlig også en dag se sig slået, jeg tror bare der er ret mange år til. Jeg tror først monopolet vil kunne brydes når der sker virkelig store revolutionerende ting, som fx når vi for alvor dropper de fysiske skærme (computerne, telefonerne, etc) til fordel for en cyborg-agtig-sammensmeltning med teknologien.

 

9 ud af 10: “Vi har oplevet at vores venner i perioder er fraværende på Facebook” (Satire)

Har du oplevet at en af dine venner, i en længere periode, har været fraværende på Facebook? Det har du formentlig, for en undersøgelse viser nemlig at 9 ud af 10, netop har oplevet dette.

“Dette viser tydeligt at folks gammeldags liv, i højere og højere grad frarøver vigtig Facebook-tid”, udtaler SoMe-ekspert Thomas Gregersen, og han forklarer at denne udvikling kan have katastrofale konsekvenser, fordi det simpelthen kan sætte en stopper for vigtige sociale relationer: “Jo mere travlt du har med dit andet liv, jo mindre tid har du på de sociale medier”.

33 årige sygeplejerske, Mette Jensen, kan tydeligt genkende dette fra sin dagligdag. Mette forsøger selv at prioritere så meget tid som muligt på Facebook, og oplever desværre oftere og oftere, at hendes venner i perioder er fuldstændig fraværende. Mette fortæller at hun et par gange har forsøgt at konfrontere de fraværende venner, men at de overhovedet ikke har været i stand til at indse at de har et problem. “De kommer bare med en lang række undskylninger som fx at børn og familiefester har taget deres tid”. Mette forklarer hovedrystende videre, at nogle af hendes venner endda har brugt travlehed på deres job som undskyldning.

I vores dialog med Mette kom der dog også et – om muligt – endnu større problem op til overfladen: “Enkelte af mine venner fra folkeskolen har ikke en gang en profil på Facebook”. Mette forklarer dette med et ængsteligt blik i øjnene, og det er som om konsekvenserne af dette fravalg, først rigtig går op for hende i det øjeblik hun siger det højt. Vi kan godt mærke på Mette, at vi ikke skal grave mere i dette spørgsmål, og derfor vælger vi at afslutte interviewet, med en opmuntrende bemærkning om at folkeskolevennerne jo nok en dag skal lade sig registrere på Facebook, så venskabet kan fuldbyrdes.

facebook_wants_you

Bankfejl på Facebookside:-)

Nordea sendte her til aften en officiel wall-post til alle sine 15.000 “medlemmer”. Det var åbenlyst at der var tale om en privat besked, som ikke skulle have været publiceret.

Nu var det jo jo heldigvis ikke en fatal fejl, men det er da alligevel lidt uheldigt, når nu det bliver sendt ud til 15.000 mennesker…

“Helle” har nok rimelig røde ører, og jeg kan egentlig godt forstå at Nordea, efter den sidste kommentar valgte at slette tråden:-) Man kunne fornemme at debatten var begyndt at køre af sporet…

Men et skønt lille eksempel på hvordan man som virksomhed, skal tænke sig rigtig godt om, når man bevæger sig ud på de Sociale Medier.


Jeg vil ikke være “ven” med dit spædbarn!

Jeg har nu flere gange hørt om det koncept at nybagte forældre – gerne fædre – opretter deres nyfødte baby en facebookprofil, og så bliver hele venneflokken inviteret til at være “ven” med det lille uskyldige intetanende pus. Dem jeg kender der har fået en sådan venneanmodning, har stået i en lidt underlig situation. For egentlig har de ikke lyst til at acceptere venneanmodningen (de kender jo faktisk ikke vedkommende), men hvad vil den nybagte far ikke tænke hvis man afslår eller bare ignorerer?! Det ender formentlig med at man må acceptere og pludselig kan man så få opbygget sig en hel vuggestue af babyvenner, og hvem siger egentlig at babyen vil være ven med mig når han/hun vokser op?
Jeg vil gerne være ven med dit spædbarn, men det skal være “In real world”!


Google lykkes aldrig med Sociale netværk – Google+ bliver ikke en succes!

Google har ihærdigt forsøgt at komme ind på den sociale spillebane, men må se sig slået af Facebook igen og igen.

Google+ virker dog super cool, og Google havde slået Facebook så hårdt i ansigtet, med deres egen bog, at de ikke var kommet op og stå igen, hvis de bare havde præsenteret denne applikation for 5 år siden. Google er simpelthen kommet for sent…igen… og jeg kan ikke forstå at de stadigvæk forsøger. Google burde i stedet bruge deres mange udviklingsdollars på noget andet (Hvad med de sultne børn i Afrika!?) Lige meget hvor cool applikationen er, er det jo fuldkommen ligegyldigt hvis ens netværk ikke følger med. Jeg tror aldrig vi får third-movers eller for den sags skyld fourth-mover over på google+ Og det er jo trods alt også dem der gør det interessant at være på facebook.

Jeg mener simpelthen ikke der er plads til mere end et socialt netværk med Facebooks egenskaber. Google+ og Facebook kan jo dybest set det samme, og hvem gider at skulle følge med to steder (jeg ved godt der findes en masse 3. parts programmer som kan samle alle disse medier, men det er langt fra alle som vil få brugt det). Gå tilbage til før Internettet: Gad man havde to telefonbøger ind af døren som havde præcis de samme personer indekseret, men blot var pakket ind på forskellig måde?

Jeg vil meget gerne tage fejl. Da jeg faktisk er meget pro Google, kører Android, Gmail, Google earth, etc. Jeg tror dog desværre Google må acceptere at løbet er kørt og indse at I ikke behøver at være overalt på nettet.

…Google bliver aldrig rigtig social! Google minder mest af alt, om sådan en irreterende og små-patetiske type til en fest, som desperat forsøger at tiltrække sig opmærksomheden, men som ingen af de lækre piger gider at danse med. (Citat lånt fra anden blogger)

Fortæl mig gerne om jeg tager fejl.