Jeg kører frem mod lyskrydset. Jeg stopper for rødt, og lægger mig i den yderste bane, fordi jeg ved min type elcykel kører lidt stærkere end de fleste af mine medcyklister. Der står jeg i mine egne tanker med et ben plantet solidt på cykelstien og den anden på pedalen. Pludselig får jeg et slag i nakken. Ikke et vildt og voldsomt slag men dog alligevel et fast og insisterende puf, som min cykelhjelm heldigvis sørger for ikke er voldsomt ubehageligt. Jeg kigger mig først over højre skulder for at tjekke hvilken cykelist der synes han/hun skulle være i sin gode ret til at give mig dette slag i nakken. De cyklister jeg får øjenkontakt med ser bare på mig med et lidt nervøst smil – det er helt sikkert ikke nogen af dem. Jeg kigger så over min venstre skulder, og så går det op for mig hvad der er sket. Bus 5C er lige kørt forbi mig ude i busbanen, og holder nu også for rødt. Den forholdsvist nye bustype har et meget lavt monteret sidespejl, og det er simpelthen buschaufføren som har tænkte jeg lige skulle have et morgen-nakkedrag med hans sidespejl 🙂 Jeg bliver lidt paf. Skal jeg råbe af chaufføren? Jeg har jo heldigvis ikke ondt, men burde dette kunne lade sig gøre? Jeg holder bestemt hvor jeg må holde. Ja, i yderste spor, men stadigvæk forsvarligt oppe på cykelstien.
Jeg smågriner lidt til mine medcyklister som tydeligvis har helt styr på hvad der lige er sket, og så finder jeg den store cyklist-pyt-knap frem og giver den et ordenligt puf. Det er vel den slags små pudsigheder der en gang imellem sker, når man vælger at cykle igennem København hver eneste dag 😉
