Jeg var for nogle dage siden ude og fotografere cykler i det københavnske, fordi jeg var igang med at lave en lille musikvideo (den kan I se her). Jeg tog fx et billede af denne cykel som havde fået en noget særlig parkering op af Børsbroen. Jeg kunne ikke gennemskue hvorfor den hang sådan, men det så da meget sjovt ud, og passede fint til min video.
Nogle dage efter kørte jeg forbi stedet igen, og jeg kunne se at cyklen nu var begyndt at blive brugt til at hænge kommunalvalgsplakater på, men jeg kunne også se at der nu var tale om en helt anden cykel, som bare hang på samme måde…og så blev jeg altså nysgerrig. Hvorfor hænger disse cykler sådan på Børsbroen? Jeg tog selvfølgelig et billede af den nye cykel.
Da jeg kom tættere på, kunne jeg også se at der på den grønne mælkekasse var påklistret et skilt med ordlyden:
Denne cykel skal ikke fjernes
På skiltet stod der ikke afsender. Jeg har googlet lidt uden at finde svar. Er der nogen der ved hvad dette handler om?