Den 21. december kom sundhedsstyrelsen med en anbefaling, om at alle børn (under 5 år), skal have D-vitamin som kosttilskud. Endvidere anbefales det at alle skal have D-vitamin som kosttilskud i hele vinterhalvåret. Denne nye anbefaling er gået under radaren på de danske medier. Om det er corona-jule-travlhed, eller bare fordi de danske medier ikke synes det er aktuelt og relevant, skal jeg ikke kunne sige, men jeg må sige, at jeg synes det er hyper relevant, og tænker også det havde været på sin plads at medierne, særligt public service kanalerne, havde slået dette stort op, for det er da vigtigt at særligt forældre får viden om denne nye anbefaling.
Det har længe været kendt at mangel på D-vitamin kan have konsekvenser for muskler og knogler, men det er også ved at være alment kendt at mangel på D-vitamin kan føre til depresive tanker. Kilde: sundhed.dk
Hjemme hos os har vi altid spist ekstra D-vitamin – også vores børn. Tit har folk faktisk kigget lidt mærkeligt på os, når vi har fortalt at vi giver vores børn ekstra D. For mig er det det mest naturlige i verden at tage ekstra D, særligt i vinterperioden. Vi bor i et land, hvor solen desværre alt for sjældent viser sit smukke ansigt.
Egentlig undrer det mig at anbefalingen først kommer nu, men jeg skal nok lade være med at konspirere, og bare glæde mig over at anbefalingen nu endelig er kommet.
Her forleden udgav Jyllandsposten en kronik, hvor skribenten bl.a. skriver: “Jeg mener, at voksne skal undgå at skærme børn af for bandeord og hårdt sprog af frygt for, at det grimme sprog besudler deres sjæle og forurener deres væsen. Tværtimod er det sundt, at børn præsenteres for de provokerende sider af sproget.”
Jeg synes det var et rigtig interessant indslag i debatten, og jeg er langt hen af vejen enig med skribenten. Vi skal passe på ikke at lave en fuldkommen afskærmning overfor vores børn, når det kommer til grimme ord – for det er en umulig opgave. Måske kan vi afskærme dem når vi er alene sammen med dem, men når de er på egen hånd, hvad enten det er på Youtube eller sammen med vennerne, så vil de uundgåeligt blive konfronteret med grimme ord. Jeg tror det er langt mere vigtigt at lære vores unger, at der er forskel på situationer. Og i særlige situationer kan det være accepteret at bruge grimme ord. Skribenten i kronikken har et eksempel på, at det på fan-tribunen til en fodboldkamp, kan være ok at råbe nogle grimme ord, men at man jo nok ikke skal bringe disse ord med til skole/hjem-samtalen. Det kan jeg jo kun være enig med ham i 😉
Alle forældre har dette tema tæt inde på livet, men jeg står alligevel i en lidt særlig situation med min store pige. Jeg har jo igennem hele mit liv skrevet og udgivet en række sange, og det er bestemt ikke alle mine sange, som vil modtage rosende ord i den “frederiksbergske-spelt-mødregruppe”. Ja, flere af mine sange har faktisk fået mærkatet “EXPLICIT” på Spotify. Min store pige har altid været ret glad for mine sange, men jeg har være lidt betænkelig ved at spille de mest voldsomme af mine sange, men det er selvfølgelig netop dem som hun er gladest for 🙂 Hendes yndlingssang er “Fem flade lussinger”.
Og flere gange har jeg hørt hende synge med på “Fuck dig, dæk dig, fjern dig, træk dig”. Og hun kigger gerne på mig med et lumsk blik og siger: “du synger fuck?!”. Hun er heldigvis ikke gammel nok til at forstå denne sætning i sangen:
“Hør hov unge mand, hvordan er det de kør’ i trafikken? Årtier siden du har fået noget på pikken”
(det sidste voldsomt grimme ord har jeg censureret ud med et biiip i indspilningen, men det er nok kun små børn som ikke fanger hvad det egentlig er jeg siger/mener.)
Hver gang Amanda har kommenteret mit sprogbrug i mine sange, har jeg svaret hende noget i retning af: “i musik må man nogen gange gerne synge nogle grimme ord, for at understrege en følelse eller de ting man gerne vil sige”. Jeg er ikke sikker på, at hun helt forstår pointen, men tror faktisk hun begynder at få en fornemmelse af, at man i enkelte særlige situationer godt kan sige grimme ord, men at det i andre tilfælde ikke er ok. Vi går jo ikke rundt herhjemme og siger “fuck”, og vi fortælle jo også vores store pige, at hun skal stoppe, hvis hun bruger grimme ord i en unødvendig situation. Og i denne sammenhæng kommer jeg til at tænke på en fantastisk sang med Hr. Skæg, som min pige har været vild med siden hun var helt lille – og forældrene har da også været ret vild med den 😉 Jeg synes Hr. Skæg understreger mange af de samme pointer, som mig (og skribenten fra Jyllandsposten):
Og hvis man er i tvivl om sin børneopdragelse, skal man bare spørge HR Skæg – han har ALTID ret! 🙂
Jeg var til bestyrelsemøde i vores store piges børnehave i går aftes, og der kom dialogen ind på vores børns forhold til medier og teknologi. Der var ret god energi i debatten om, hvordan vi som forældre introducerer, og lader vores børn benytte, forskellige teknologiske gadgets. Et par af bestyrelsesmedlemmerne har en meget analog tilgang til familielivet. Dvs iPads, mobiltelefoner, Ramasjang, og computere kun er et sjældent syn i deres hjem. Jeg kunne jo begejstret fortælle om min families forholdsvise positive tilgang til teknologi, og jeg lovede at uddybe i et indlæg. Og det vil jeg så gøre her på min blog. Jeg er dog ret sikker på vi hjemme hos os ikke har fundet de vises sten, men langt hen af vejen synes jeg det virker for os – uden at teknologien har overtaget. Rent personligt er jeg nok også lidt speciel på dette område. Jeg ser mig, rigtig nok, som super-teknologisk-positivist, men kan også være nærmest anakronistisk i min tilgang til situationer. Fx fik Amanda sit først musikanlæg på sit værelse, da hun var to år, men det var vel at mærke en pladespiller. Derfor måtte hun lære hvordan man skiftede vinylpladerne, når hun ville høre nyt musik. Og hun måtte flytte pickuppen, hvis hun ville høre et at andet nummer.
Først og fremmest skal det siges at jeg mener det er enormt vigtigt at jeg og min hustru sætter rammer for mine børns brug af teknologi. Ja, på samme måde som man, som forældre, jo sætter rammer på så mange andre områder.
Jeg vil her i indlægget have fokus på mit store børnehavebarns (5½ år) brug af teknologi, og hvordan og hvornår vi introducerede det. Amanda fik sin iPad, da hun var 6 måneder gammel. Du kan nedenfor se en lille video fra den gang 🙂
I det første år med iPad, handlede det om at finde så enkle apps som muligt: Vendespil, smadre-balloner-spil, dyr man kan trykke på, etc, etc. Der findes tusindevis af apps på App Store til de helt små børn. Men man skal lige sikre sig at gratisudgaven ikke har alle mulige reklamer, som barnet bliver distraheret af og kommer til at trykke på. Hvis det har bunker af reklamer, må man nok acceptere at betale de 17 kr for den fulde udgave, eller finde en alternativ app.
Da Amanda var lidt over 1½ år gammel fandt hun frem til Youtube på sin iPad. Hun var god til at surfe rundt og finde alle mulige videoer, og hun fandt gerne en masse engelsksprogede børnesange, og læringsvideoer. Den første måneds tid var det rigtig festligt at hun begyndte at synge engelske sange og tælle på engelsk, men da vi indså at hun pludselig var blevet bedre til sange, tal og farver på engelsk end på dansk, og hun gentagende gange begyndte at surfe sig frem til de samme voldsomt intetsigende videoer, med japanske/kinesiske mænd, udklædt som Spiderman, så besluttede vi simpelthen at afinstallere Youtube.
Når nu hun ikke kunne se Youtube, måtte jeg bruge lidt tid på at hjælpe hende med at få installeret nogle lærerige, sjove og danske apps på hendes iPad. Jeg famlede mig lidt frem, og sad gerne om aftenen, når Amanda var gået i seng og installerede alle mulige apps, som Amanda så måtte vende tommelfingere op eller ned til dagen after. I denne søgen efter apps, kan jeg anbefale appen “Apps gone free”. Den kommer med en daglig liste af apps som netop den aktuelle dag er gratis (apps som ellers normalt koster penge).
En af Amandas favoritapps har alle år været Ramasjang. Det er selvfølgelig fordi Amanda er blevet introduceret for de forskellige karakterer på TV-Ramasjang, men også fordi appen bare er rigtig fed. Og DR er gode til at opdatere den, så den hele tiden er aktuel. Andre Apps Amanda har været særligt glade for i årenes løb er:
Toca Kitchen
ABC Sang
My animals
Snip Snap snuderne
Ud over de apps hun bruger, så har hun alle dage være meget interesseret i kamerafunktionen på sin iPad. Hun startede med at tage billeder af os og alle sine ting på sit værelset, men nu er hun gået mere over til at lave videoer, og gerne af sig selv, hvor hun som en bedre Youtube-stjerne fortæller, hvad hun fx er igang med at lege (modellervoks, slim, lego, etc). Amanda vil rigtig gerne have mig med i udviklingen af disse videoer, og sætningen “Og jeg har også min storebror med i dag”, kommer næsten altid på et tidspunkt mens hun er i gang med at filme (jeg ved altså ikke rigtigt hvorfor jeg altid skal være storebror, tror måske bare hun synes det er sejere end at have sin far med på sin video…og det kan man vel godt forstå :-)) I processen op mod at hun påbegynder optagelse af sin film, giver jeg hende gerne gode råd med på vejen om fx lysindfald, lyd, placering af iPad, mulige temaer, etc.
Ud over hendes standardapps, så har jeg også købt Osmo til Amanda. Osmo er interessant fordi den kombinerer den fysiske verden med den elektroniske. Osmo lærer børnene at programmere, regne, skrive og tegne. Det fungerer sådan, at man stiller sin Ipad i en base samt montere et lille spejl på kameralinsen. IPad’en kan hermed se hvad barnet laver foran den. Så kan man ved hjælp af forskellige brikker og plader arbejde med at tegne, sætte i orden, justere og sortere og dermed samarbejde med Osmo på skærmen. Amanda er særligt glad for programmeringsspillet. Her skal hun styre et sødt monster rundt og finde jordbær. Nedenfor er en lille video jeg optog af et af Amandas første møder med Osmo (hun var lige blevet 4 år). Man kan også se, at hun ikke helt har helt styr på det endnu…hun går i hvert fald voldsomt hårdt ind i et træ 🙂 men det giver et ok billede af hvordan spillet fungere. Hvis Amanda havde været mere rutineret, havde hun tilføjet endnu en “gå brik” i “koderækkefølgen” på bordet, som hun havde ændret retning på, for så havde hun nemlig kunne tage 8 jordbær i et huk.
For nyligt har vi genintroduceret Youtube for Amanda. Men jeg har gjort det på en helt særlig måde. Jeg har fundet en af mine gamle bærbare computere frem fra skuffen, og givet den til Amanda. Her kan hun se Youtube, og kun her. Min skjulte agenda med at gøre det på denne måde, er at jeg hermed samtidigt får introduceret brugen af en rigtig computer for Amanda, som ikke er touchskærm. Hun skal altså bruge mus/touchpad og tastatur, for at starte de forskellige videoer i Youtube. Jeg har selvfølgelig måtte bruge lidt tid på at lære Amanda dette, men motivationen var der i så rigelige mængder, fordi hun jo så kunne se sin elskede Youtube 😉 Bl.a lærer hun at danse Fortnite-dans 🙂
Jeg er helt med på at denne teknolog (mus og tastatur) ikke er fremtiden. Jeg tror i hvert fald ikke Amanda kommer til at sidde ved en traditionel PC med mus og tastatur, når hun kommer på arbejdsmarkedet (hvis “arbejdsmarkedet” da overhovedet ser ud som det gør i dag). Nej, teknologien vil selvfølgelig til den tid, i langt højere grad være indbyggedet i de forskellige ting vi arbejder med, og vores interaktion med teknologien vil være touch, tale og tanke. Men det ændrer ikke på at hun helt sikkert i det næste årti (netop i hendes skoletid) vil skulle arbejde med traditionelle computere. Og så er det jo nok også “anakronisten” som slår til igen 😉
Lidt på samme tidspunkt som jeg introducerede Amanda for computeren, købte jeg også en “Google Home”. Her har vi altså fat i en gamechanger ift. børns teknologiske udvikling. Google Home er en højtaler med Google Voice assistent indbygget. Dvs du kan tale til Google Home og den svarer dig. Jeg spørger den fx gerne om dagens vejrudsigt, når jeg kommer ned i køkkenet om morgenen, og den svarer mig: “i dag i Kastrup bliver vejret…” Jeg har lært Amanda den famøse sætning “Ok Google”, som er den som aktiverer Google Homes lytteegenskaber, og så kan hun stille den spørgsmål. Amanda “leger” tit med Google Home, og spørger den om alle mulige og umulige spørgsmål. Fx “hvad betyder Amanda?“, og den svarer hende: “Amanda er Latin og betyder den der bør elskes” 🙂 Fra tid til anden stiller hun også Google Home spørgsmål som hun går og undres over. Fx kørte der en sang i Ramasjang, som handlede om Jordan. Hun spurgte Google Home, hvad Jordan er, og hun fik så svar på at det er et land i Mellemøsten. Det er ret unikt at børn nu helt ned i 3-4 års alderen, kan opsøge viden på egen hånd. Det har aldrig været muligt for dem før. For det er jo først når man mestre skriftsproget, at man fx kan søge ting på Internettet.
Amanda har også arvet en mobiltelefon fra “farmor”, og denne bruger hun primært til musik, da den selvfølgelig ikke har simkort. Men her kan hun finde sine yndligsnumre på Spotify (eller rettere, høre hendes egen liste, som jeg har hjulpet hende med at sætte op). Hun har så også en lille bluetooth-mikrofon, som kan sluttes til, og så går der total MGP i den 🙂 Angående en “rigtig” mobiltelefon, er jeg ret klar i min holdning. Det vil tidligst komme på tale, når hun skal begynde at gå til og fra skole uden en voksen, eller når hun skal begynde at være kortere tid alene hjemme.
Min tilgang til brugen af teknologi hjemme hos os, er nok gennemsyret af mit store fokus på vigtigheden af at børn får teknologiforståelse. Jeg er fortaler for at “Teknologiforståelse” kommer på skoleskemaet på de danske skoler (hvilket jeg fra tid til anden også skriver om på www.itifolkeskolen.dk. Alle børn skal ikke være programmører! Men for at være klar til den fremtid der venter, skal de kunne forstå hvad der skal til, for at kunne “kommunikere” med teknologien, og havde en grundlæggende forståelse for hvordan teknologien fungerer.
Og her til slut må jeg bare nævne igen, at man selvfølgelig altid skal sætte rammer for sine børn, også når det kommer til teknologi. Vores børn får aldrig lov til at sidde flere timer med deres forskellige dimser. Max en halv time, og så skal der laves noget uden skærm. Denne grænse har vores børn kun meget sjældent svært ved at acceptere. Det er faktisk kun når situationen er helt speciel, fx ved overtræthed eller sygdom, at der kan opstå lidt “turbulens” i vores lille hjem 😉 Vi holder os til det gode gamle ordsprog “Alt med måde”, og det tror jeg er grunden til teknologi er god medspiller i vores familie.
I 80’erne og 90’erne fandtes der en tommelfingerregel som lød: “En overnatning, per år barnet er”. Dvs hvis barnet er tre år, kan det have tre overnatninger væk fra hjemmet. Jeg ved ikke om den regel findes i dag? 😉 Men lige meget hvad, så er det den regel Amandas børnehave forholder sig til. Hvis barnet er blevet fire år, så skal barnet nemlig med på koloni (i Gedser) – og det er fra mandag til fredag. Vi forældre må ikke ringe til barnet under opholdet. Vi bliver kontaktet hvis der skulle være nogen problemer – og intet nyt er godt nyt.
Amanda tog afsted i går, så nu er der rimelig stille i vores lille hjem 🙂 Jeg er vild med dette koloni-koncept, men jeg må indrømme, at jeg selvfølgelig godt har kunne mærke nogle ængstelige følelser og tanker i min krop op til turen. Fire dage, og så så langt væk! Amanda har aldrig sovet hos andre end bedsteforældrene, og aldrig i fire dage. Og forestil jer så hvordan disse følelser og tanker har været hos moderen 😉 Amanda har fra første gang vi nævnte turen for hende, været fyr og flamme. Hun har glædet sig – ja – som et lille barn 🙂 Og hun har været top-klar til turen.
Til alle de personer vi har fortalt om denne tur har reaktionen været den samme: “Sjit, det er lang tid hun skal være væk” og “Vildt, tager børnehaver stadigvæk på koloni?”. Og vi kan jo kunne give dem ret i begge ting. Det er sgu lang tid, og vi var heller ikke klar over at der stadigvæk findes børnehaver, som stadigvæk tager på koloni i så lang tid.
Men jeg er 100% sikker på, at denne tur vil være noget af det bedste Amanda nogen sinde har oplevet. Jeg kan jo også selv huske mine ture på koloni fra jeg var helt lille, og det er intet mindre end fantastiske minder…og kors hvor jeg lærte meget på de ture. Der kan helt sikkert, i dag, findes mange forældre som nok vil sætte foden ned, og ikke lade barnet komme afsted på så lang en tur. Og jeg kan jo fint forstå det. Jeg mærker det jo også indeni. Men hvis barnet føler sig parat til det, så tænker jeg, at man som forældre skal strække sig langt for at give barnet denne helt unikke oplevelse. Jeg føler mig faktisk priviligeret over at Amanda er havnet i en institution, som har dette fantastiske tilbud.
Jeg savner Amanda, og glæder mig meget til hun komme hjem om tre dage 🙂
Vi er lige kommet hjem fra en fantastisk ferie. All inclusive, børneklub, dejlige pools, lækker strand, gode snorkelsteder, fantastisk mad i kæmpebuffet og godt vejr (24-26 grader). Når alt dette er sagt, må jeg også indrømme at det virkelig gik op for mig hvor ekstremt anderledes en ferie med to små børn er, contra parferie uden børn. Vi har jo i sagens natur (Andrea er lige blevet 7 måneder), aldrig været på ferie med to børn, og det er pludselig ikke de voksnes ferie længere. Det var jeg selvfølgelig godt klar over ville være tilfældet, men havde nok ikke forventet at det ville være så udtalt. Her to eksempler:
Vi har spist morgen, middags og- aftensmad sammen hver eneste dag hele ugen, men rent faktisk har vi vel siddet på samme tid ved bordet i ca to timer…sammenlagt. Utallige turer til buffetten for at finde de rigtige retter til Amanda og Andrea, tog rigtig meget af vores fælles spisetid, men Andreas fantastiske rutine med at fylde bleen under hvert fællesmåltid, var nok det som var den største tidsrøver fra den fælles spisetid. Vi var nemlig nødt til at tage hende med op på vores hotelværelse hver gang bleen skulle skiftes, og det var altså en længere tur.
Når Amanda og Andrea var puttet ved 20 tiden, så sluttede dagen også for os forældre. Vi slukkede lyset og kunne så lige holde til en halv times tid i mobiltelefonens skær, før vi også kapitulerede.
Jeg må igen sige, at det jo var en fantastisk tur, men bare ikke helt så afslappende og festlig som vi har været vant til i den tid vi ikke have børn. Lisbeth og jeg blev enige om at det vigtigste ved sådan en ferie er, at vi er så meget sammen med vores børn som vi er, og selvom vi var på et all inclusive hotel, og bestemt ikke bevægede os særlig meget uden for murerne, så er det også en kulturel opdragelse for vores børn. Et eksempel var at Amanda i de første par dage tørt konstaterede: “De (vores medturister) taler helt forkert”. Jeg tror vi med tiden fik overbevist hende om, at de altså ikke talte forkert, men talte et andet sprog (primært tysk og russisk), som bare var anderledes end vores, og at man faktisk godt kan lære at forstå andres sprog.
Måske vi skulle overveje at tage nogle “bedsteforældre” med næste gang 😉
Når ens datter kommer med en af de flotteste perlekæder, det endnu er lykkedes hende at lave, og spørger om jeg vil tage den på på mit arbejde…ja, så kan man jo ikke sige nej. Mine seniorsergent- og majorkollegaer kigger lidt mærkeligt på mig, men anerkender jo også at jeg ikke havde andre valg 🙂
Jeg er jo begyndt at se Ramasjang. Jeg er vild med det! Særlig Thomas tog, Timmy tid og Lille nørd er helt fantastiske programmer.
Men hvad er det lige med de grise? Der kører simpelthen tre forskellige børneserier med grise-familier som omdrejningspunkt:
Gurli gris
Grisen basse
Olivia
Er det et skjult budskab fra DR? Vil de indoktrinerer børnene til at elske grise så højt, at de ikke vil kunne finde på at spise dem når de bliver ældre, eller er det bare fordi grise simpelthen er så sjovt et dyr?
Jeg forstår det ikke…men altså, jeg er jo måske heller ikke helt i Ramasjang-målgruppen 😉
Kan I ikke prøve at spørge jeres børn hvorfor grise er fede?
