Ekstra Bladet havde d. 15/1 en artikel, som beskrev en meget interessant amerikansk undersøgelse af 724 unge mænd. De unge mænd er blevet fulgt tæt siden 1938, og 60 af disse mænd er i live i dag. Undersøgelsen har givet nogle gode indikationer på, hvad der skal til for at man har et langt og lykkeligt liv. Nøgleordet er, måske ikke helt så overraskende: “relationer”.
Stræber du efter rigdom eller berømmelse? Så skal du måske skifte strategi – i hvert fald, hvis du vil øge sandsynligheden for et langt og lykkeligt liv. Det viser et langvarigt, amerikansk studie
http://ekstrabladet.dk/nyheder/videnskab_og_teknik/glem-pengene-dette-goer-dig-lykkelig/5909760
Det var selvfølgelig interessant at læse om, men noget der, om muligt, var mere interessant var de første reaktioner fra “Nationen” (Ekstra Bladets trofaste kommentatorer). Jeg mener i høj grad “Nationen” er historisk. Den måde “Nationen” kommunikerer, og fører dialog på, vil helt sikkert gå over i historien. Om 20 år vil vi kigge tilbage med stor undren på “Nationens” kommentarspor. Vi vil analysere det, vi vil lade det indgå som vigtig kilde i alle mulige og umulige rapporter og projektopgaver, og vi vil stille os selv spørgsmålet: Hvad var det præcist der skete, den gang i starten af det 21. århundrede?
Jeg tror og håber virkelig at den database der gemmer på “Nationens” guld, vil blive betragtet som dansk kulturarv, blive plejet, vedligeholdt og når tid er, udstillet på behørig vis.