Blefri når barnet er klar

Det er angstprovokerende, når man pludselig hører personalet i vuggestuen sige: “Vi har snakket om det på vores personalemøde, og vi mener måske det kan være det rigtige tidspunkt, at forsøge at gøre Andrea blefri”. Andrea er kun lige blevet 2 år (28/2), og det er altså en del tidligere, at arbejde målrettet på at gøre hende blefri, end jeg lige havde forestillet mig. Men når uddannede pædagoger ved deres fulde fem, mener der skal handles nu, så siger man sgu ikke nej 🙂 Udtalelsen fra personalet lå heldigvis op til “kristi himmelfartsferien”, så vi havde faktisk nogle dage, hvor vi ikke havde kalenderen fyldt fuldstændigt op. Jeg skal nok lade være med at gå i detaljer – det tror jeg egentlig heller ikke Andrea vil være interesseret i at kunne læse når hun bliver stor 🙂 jeg vil blot konstatere at der var gang i hytten de første 3-4  blefrie dage 😉 Det gik dog ret hurtigt op for os, at det pædagogiske personale havde fuldstændig ret. Andrea var klar, men det ændrer jo ikke ved, at hun ikke bare sådan bliver blefri fra dag til dag. Her en lille uge efter, sover hun selvfølgelig stadigvæk med ble, men al hendes vågne tid, er uden ble. Og hun har de sidste par dage, op til flere gange selv fortalt at hun enten skulle nr 1 eller nr 2, og så efterfølgende nået på toilettet.  I morges afmonterede jeg endda en tør ble. Det er aldrig sket før efter en hel nat. Man bliver sgu så stolt, og jeg tænker det nu blot handler om uger eller måneder, før hun er fuldstændig blefri. Det er ret vildt. Men det skal altså igen siges, at vi på ingen måder havde sprunget ud i det, hvis det ikke havde været for personalet i vuggestuen. I morges da jeg afleverede i vuggestuen, nævnte jeg for en af Andreas skønne pædagoger, at det altså var ret godt set, at det var nu det skulle være. Pædagogens tørre kommentar var: “Jamen, det er jo vores job”. Og ja, det har hun jo nok ret i, men det betyder ikke, at rosen ikke er på sin plads 🙂 Og jeg tror bestemt ikke det er alle pædagoger og vuggestuer, som har det overblik, eller modet til at kaste sig ud i så tidligt et blefri-projekt, selvom barnet jo faktisk har udvist synlige tegn.

Tak til alle jer fantastiske pædagoger, som gør jeres arbejde så godt – særligt jer på corneliusmindevej.