McDonalds på Amagerbrogade er lukket. De leverer dog fantastisk service på vinduepartierne!
Hør en gang Ronald McDonald! Når jeg har lyst til jeres mad, så har jeg det nu! Hvis I giver mig en gåturs-betænkningstid på 6 km, så opstår der helt sikkert – på et eller andet tidspunkt – et gyldent (måge)øjeblik hvor jeg indser at McD-mad nok ikke lige var dagens bedste beslutning!
Lets get ready to Rumble!!!
…
Sådan lyder det i mit hoved når jeg kører på min cykel på Knippelsbro. Jeg ved at krigen starter når jeg er kommet over broen og rammer Amager. En utrættelig nervekrig mellem cykellist og chauffør.
Jeg holder for rødt i et lyskryds. Jeg placerer den højre pedal i perfekt position, til at kunne bruge samtlige kræfter i højre lårben til at træde pedalen ned, når lyset skifter til gul. Buschaufføren gasser op. Han skuler over mod mig. Han ved godt jeg vil gøre alt for at nå før ham inden næste stop. Han vil elske at kunne åbne dørene ved stoppet 20 meter før mig, for så ved han, at han er lykkedes med sin mission…at få mig stoppet. Hvis ikke det lykkes ham at få mig stoppet, smider han passagerne af så hurtigt som muligt. Han skal nå mig igen. Og hvis det så skulle være så skønt at det lige har regnet, ja, så er hans lykke gjort. Når han passerer mig, sørger han for at ramme en stor vandpyt så tæt på kantstenen som muligt, så jeg bliver oversprøjtet med hans vand og smat.
JEG GIVER IKKE OP. I morgen er jeg klar igen. Jeg lader mig ikke kue. Jeg lever på de dage hvor det lykkes mig lige at nå lyskrydset før ham. Jeg lever på de dage, hvor en passager fumler med pengene eller månedskortet. Så kan jeg næsten mærke hans aggressive tanker “Pis, den gule djævel vandt sgu kampen i dag”
