Det store samtaleemne i børnefamilierne rundt omkring i det danske hjem, er at Fazer har meldt ud at de ikke vil fortsætte produktionen af deres dumle-slikkepinde. Det går ikke stille af, i kommentarsporet på Facebook. Det kan du dykke ned i her, hvis du er på Facebook, og har den slags lyster 🙂 https://www.facebook.com/watch/?v=354490595666972
Det er vist det man på godt dansk kalder et “first world problem”. Og jeg skal da heller ikke være for fin til at indrømme, at jeg også skyndte mig at købte tre poser af de dumlede slikkepinde, efter jeg havde hørt de ubehagelige nyheder. Pudsigt nok havde Bilka dem på tilbud lige efter deres udmelding 😉
Lur mig! Om cirka 14 dage kommer denne udmelding fra Fazer: Vi har lyttet til folkets røst, og vælger nu alligevel ikke at stoppe produktionen af vores slikkepinde… 😉
Tjek øverst i billedet. Det er sponseret 🙂 Det er da lidt mærkeligt man kører så hårdt på, for at reklamere for noget man ikke i fremtiden vil have i sortimentet 😉
Der er mange emotionelle videoer på Facebook og Youtube. Det er meget sjældent jeg deler dem, men nedenstående video, havde jeg faktisk lyst til at dele: En kvinde er i retten for et større antal parkeringsbøder. Undervejs i forhøret kommer det frem, hvorfor hun egentlig har fået disse bøder, og hvad hendes livsituation er. Hendes søn blev dræbt året før, og bøderne har hun så fået i situationer, hvor hun har været oppe og tale med myndighederne, som har haft fuldstændig absurde krav til hende, omkring tilbagebetaling af et mindre mellemværende mellem hendes afdøde søn og myndighederne (et beløb som dog for hende var et stort beløb). Hun er nu fuldstændig bankerot (pga begravelse, det mindre mellemværende, etc), og dommeren ender med at indse at det vil være fuldstændig forrykt at tage de sidste penge fra denne kvinde, og han lader samtlige småbøder bortfalde. Jeg blev sgu lidt rørt over denne video. En dejlig befriende historie, hvor det store “myndighedsmonster”, ser mennesket bag handlingerne. Dommeren holdt sig ikke til sine paragraffer, for så havde han bare ladet hende betale de par hundrede dollars.
Jeg var meget tæt på at dele denne video, med en kommentar alá: “Endelig ser myndighederne mennesket bag”. Men lige inden jeg gjorde det, gik jeg lige ind og søgte på dommeren og retten som han var dommer i. Retten hedder “Caught in Providence”, og da jeg finder deres webside går det op for mig, at det ikke bare er en almindelig retssal, det er et TV show. Godt nok med en rigtig dommer og mennesker, men det handler altså om at filme/afholde sjove, vilde eller følelsesmæssige retssager, så TV showet får flere seere og clicks. Da jeg opdagede det havde jeg ikke lyst til at dele videoen, i hvert fald ikke med en bemærkning om at “myndigehderne” nu endelig så mennesket bag handlingerne.
Det er desværre alt for ofte at de videoer og artikler vi deler, har mere end den ene side, vi som udgangspunkt ser/læser. Vi skal altid huske hvem afsenderen er. Ofte er det faktisk det eneste vi behøver at huske på: hvem er afsenderen, og hvad er deres formål.
Det ændrer dog ikke på, at det er en ret rørende video, men hvis jeg delte videoen, ville mit budskab nok være: “Dette kunne verdens myndigheder og magthavere godt lærer noget af. TV-Show-dommeren ser pludselig mennesket bag handlingerne…”
