En app som kan sortere vores affald!

Rundt omkring i de danske kommuner begynder borgerne nu at få en ny app! En app som er så virkelig smart. Den kan scanne dit affald, og så kan den fortælle dig i hvilken af dine mange flotte affaldsspande, det aktuelle stykke affald skal puttes i. Det kan nemlig være svært at gennemskue.

Det er virkelig en smart app! Nu har vi alle en “robot” i lommen, som kan sortere vores affald – eller i hvert fald fortælle os hvor det skal smides ud. Og så er det altså at jeg bliver lidt forundret. Når nu denne teknologi ikke kræver mere end en telefon, hvorfor er det så at vi ikke bare kan installere denne app på et kæmpe lager, og så sætte en robotarm til at sortere affaldet for os? Og ja, det er et retorisk spørgsmål. Vi ved jo alle at disse sorteringsrobotter allerede findes. Du kan fx lytte til denne udgave af Techtopia, hvor en dansk virksomhed har udviklet et AI robotanlæg som kan sortere tøj-affald i helt op til 32 forskellige fraktioner.

Jeg er overbevist om at vi om 5-10 års tid kommer til at kigge tilbage på dette sorteringshelvede og tænke, “what the f…. havde vi gang i”. Jeg tør ikke at tænke på hvor mange millioner…nej milliarder der er brugt på denne nye sortering. Nye plastik- og metalspande står nu overalt. Det er jo ikke kun i private hjem. På min arbejdsplads, står der 15 flotte metalspande i hver lille bygning, fem på hver etage. Og for ikke at nævne: Hvad koster det at få udviklet sådan en app som jeg introducerede blogindlægget med? Hvad har det kostet at indkøbe nye renovationslastbiler, som kan håndtere de forskellige affaldstyper/spande. Hvad koster det i dieselolie, at få hentet disse mange forskelligartede fraktioner? Hvad koster det i arbejdstimer? Hvad koster det af spildte mennesketimer at vi alle både i privaten og på arbejdet skal sortere i 8 fraktioner? Og hvad koster det når der er blevet sorteret forkert?

Tænk hvis vi for 2-3 år siden, i stedet for at have indført den her symbolsortering, havde investeret i at udvikle central robotsortering? Så havde vi i dag bare kunne smide alt vores affald i samme gode gamle affaldsspand, som vi altid har gjort. En gang om ugen kom de gode gamle skraldemændsbiler, og kørte affaldet ud i en kæmpe lagerhal, hvor affaldet helt automatisk blev sorteret i de 8 fraktioner.

Tænk hvis det var så let!? Jamen, det er det! Problemet er bare at nu er løbet kørt! Politikerne tør helt sikkert ikke at trække i land. Nej nej, nu kommer vi til at leve med dette sorteringshelvede i mange år endnu. Vi må vente på at en lille dreng råber: “Jamen, politikeren har jo ikke noget tøj på!”, og hvis vi så er heldige begynder flere at støtte op om den lille drengs logik, og vi kan begynde at tale fornuftens sprog igen.

UPDATE

D. 12. Juli 2024 havde jeg dette læserbrev i Berlingske:

STOP SORTERING AF AFFALD!

I disse dage, er der mange der taler om sortering og genbrug af vores affald. Jeg er positivt stemt overfor tanken om sortering og genbrug, der er bare noget jeg har virkelig svært ved at forstå. Jeg har ikke lavet det helt store forkromede regnestykke, men min logiske sans er sat på prøve, når folk prædiker for mere sortering og genbrug af affald i Danmark. I Danmark er vi førende i verden, når det kommer til at skabe miljørigtig varme og energi af vores affald. Vi brænder optimalt og filtrere farlige stoffer væk inden røg og damp sendes op af skorstenen. Energien som skabes giver os strøm til vores smartphones og varme i vores radiatorer. Men der er selvfølgelig ikke affald nok til at kunne dække hele Danmarks behov for strøm og varme, og derfor er vi også nødt til bl.a at fyre med kul. Rigtig mange husstande i Danmark får deres varme fra kraftvarmeværker som primært fyrer med kul. Og det er her regnestykket begynder at krakelere for mig, for det siger jo sig selv, at hvis vi pludselig får mindre affald, fordi vi begynder at sorterer mere, ja, så må kraftvarmeværkerne begynde at fyre med mere kul. Og hvad bonner mest ud i CO2-udledningsregnskabet? Affald eller kul? Ved en hurtig Google-søgning kunne jeg konstatere at affald udleder ca. 32,5 kg CO2 pr. gigajoule der bliver produceret, og kul udleder ca. 95 kg. Dvs affaldsafbrænding er langt at foretrække i CO2 regnskabet, sammenlignet med kul.

Måske det giver god mening i andre lande at sortere og genbruge affald, men det er fordi de i forvejen bare deponerer alt deres affald (gemmer det væk), eller har dårlige afbrændingmetoder.

De danske politikere er heldigvis enige om at kul med tiden skal udfases, til fordel for fx vedvarende energi, men først den dag vi helt kan pensionere  afbrænding af kul i Danmark, giver det mening for mig at sortere mit affald mere end vi allerede gør.

 

Mandag morgens orange helte

Selvom de står tidligt op om morgenen for at fjerne alle vores weekendsefterladenskaber, er jeg normalt ikke specielt gode venner med de orange mænd, som fejer fortov og cykelstier om morgenen. Det er nemlig rimelig besværligt, og nærmest umuligt at undgå at bryde loven, når fejemaskinen kører foran i et alt for langsomt cykeltempo. Men denne morgen havde jeg en fantastisk cykeltur igennem København og det var særligt pga kommunens gadefejere.

Den første servicemedarbejder jeg kørte forbi, samlede affald med sin “tang” på fortorvet. Han kom forbi en cykel med kurv. Han så der lå et par stykker brugt snotpapir i kurven, og som det mest  naturlige i verden tog han sin “tang” og samlede affaldet op af kurven, og smed det i sin affaldssæk. Nu har jeg ikke selv cykelkurv, men har hørt rigtig mange folk brokke sig over netop affald i cykelkurve, og jeg synes sgu det er god stil af servicemedarbejderen at samle det op.

Den næste servicemedarbejder der kom på min cykelrute, opdagede at en kioskejer kæmpede med at flytte et af sine tunge reklameskilte. Servicemedarbejderen gik hen til ham, greb fat i skiltet, og sammen fik de hurtigt flyttet det på plads.

Begge handlinger er selvfølgelig ganske små, og måske ikke umiddelbart noget man lige vil opdage. Men det er jo handlinger som disse som er med til at gøre en – til tider – hård dagligdag overkommelig.

Jeg smilede i hvert fald hele vejen uden om fejemaskinen, da jeg mødte den på min cykelsti 🙂
Tak til de morgenfriske orange helte!

gadefejer