Jeg oplever tit at lede efter en note jeg har lavet, uden at finde den.
Imens jeg leder, tænker jeg gentagne gange på hvor genial netop denne note var. Jeg tænker også at jeg ville kunne løse den opgave jeg sidder med langt hurtigere og bedre, hvis bare jeg havde denne note. Og jeg tænker rigtig mange spændende tanker, om hvad det var der præcis stod på den note.
Enkelte gange sker der så det, at jeg efter megen besvær finder noten. Og næsten altid ender det med at jeg bliver vildt skuffet over det der står på den…var det bare det! Ofte er de tanker jeg har gjorde mig undervejs, bedre end dem der står i noten.
Så tror I måske jeg vil brokke mig over dette “forsvundne-note-fænomen”, men nej, det er jo nærmest genialt. Jeg bruger min forsvundne note som inspirator, og i lede-processen bevæger jeg mig op på et endnu højere refleksionsniveau, end det stadie jeg var på der jeg skrev noten.
“Forsvudne noter”, I er meget velkomne på mit skrivebord!
