GÆSTEBLOGGER: Lisbeth
I går følte jeg nærmest at jeg havde fået en rolle i filmen ”Blinkende Lygter”, hvilken i øvrigt er min yndlingsfilm 🙂
Vi besluttede os for at spise middag på Ristorante La Rosa i Nemi by i Italien, nær Rom.
Umiddelbart så restauranten hyggelig ud, med rød- og hvidternede duge og der var to fyldte borde, så vi besluttede os for at gå ind. Vi sad først et øjeblik og kiggede os lidt omkring. De andre gæster var italienere, og udsmykningen af restauranten var ubeskrivelig… der var en masse guerlander lavet af snor og pasta… der var to udstoppede hjorte, som tronede på en hylde under loftet, sammen med et udstoppet vildsvin, som i dagens anledning havde fået kasket på og en dug bundet om numsen 🙂
Papa, som var tjener, kom hen til os og talte kun italiensk. Vi forstod lidt – vi bestilte vand med brus og husets rødvin… eller rettere han spurgte om vi ville have aqua, og om vi ville have vino rosso eller bianco la casa 🙂 Så langt så godt. Han serverede vin og vand for os, og på bordet stod et stort vandglas og et lille vandglas. Vi vidste ikke rigtigt hvilket glas der var til vand og hvilket der var til vin. Vi spurgte efter et vin glas – glas hedder i øvrigt ventro på italiensk. Men han sagde at vi bare skulle bruge det lille glas. Så kom han igen og vi skulle bestille forret. ”vil I ikke have antipasti og lidt skinke og kød”, det var nærmest det han sagde… menukortet, som ellers havde stået på en holder ude ved vejen var flyttet, og vi fik ikke lov at se noget menukort. Så ja tak, vi ville da mægtig gerne have antipasti med det hele.
Forretten var fantastisk, og mama stod i køkkenet og tog det stille og roligt. Antipastien var selvfølgelig tilberedt på forhånd, så papa kunne bare øse op på et par tallerkner og servere det for os.
Da vi var næsten færdige med forretten kom papa igen ned til vores bord, og sagde cirka følgende på italiensk: ”skal I ikke have lidt pasta, evt. med lidt champignon eller tomat og kød”? Og jo, det var da det vi skulle have 🙂
Man kan ikke altid gå på restaurant uden at besøge toilettet – jeg skulle tisse, så jeg smuttede op ad trappen og fandt toilettet – jeg var lidt skræmt ved tanken om at jeg nu var på samme etage som de udstoppede hjorte og vildsvinet… det endte med at jeg måtte tisse for åben dør, da lyset selvfølgelig ikke virkede. Så jeg sad pænt der og håbede på at der ikke var andre der skulle samme vej 🙂 Vandet og sæbedispenseren virkede, så helt skidt var det da ikke.
Hovedretten blev serveret, det endte med at blive en slags ravioli med ost og spinat i en tomat/kødsovs – det smagte virkelig godt og Papa’s smil og lyserøde tætsiddende polo gjorde oplevelsen endnu bedre.
Desserten bestod selvfølgelig af en tøse-dessert med masser af ”fragolini” de særlige vilde jordbær fra denne region. Det smagte himmelsk. Martin fik en espresso dopio og jeg en cappuchino til de søde jordbær.
Vi måtte flere gange undervejs grine lidt af hele foretagendet – det var godt, sjovt og virkelig provinsielt, på den gode italienske måde. Alt i alt en fremragende aften, som vi sent glemmer 🙂