D. 28. juli 2014
Gundslev forsamlingshus har lagt lokaler til mange festlige begivenheder i min barndom og ungdom. Juletræsfester, fodboldturneringer, emneuger med skolen og den lokale revy. Men tiden er ikke til mindre forsamlingshuse. Og nu er det slut for Gundslev forsamlingshus. Skallen står tilbage og skriger sine historier ud mod vejen. Men folk stopper ikke bilen for at lytte. Måske folk allerede har glemt de fantastiske stunder de har haft i forsamlingshusets lokaler? Måske de bare ikke vil indse at tiden snart er inde. En ting er helt sikkert, om lidt kommer gummigederne og gnaver sig frådende igennem murstene. De gnaver i scenes træværk, de guffer klinkerne i køkkenet og de æder sig frådende igennem kælderens gule Pisuar.
Hvis du er fra området (Nordfalster), og kører forbi en af dagene, så stop op, klap forsamlingshuset på kinden, og ønsk det god rejse videre og tak for de mange gode stunder.
UPDATE UPDATE UPDATE D. 15. oktober 2014
I dag kom de frådende gummigeder så til Gundslev forsamlingshus. Helt symbolsk var scenen det sidste de gnavede sig igennem. Den sidste dans er danset, den sidste øl er drukket, den sidste bold er spillet, det sidste farvel…
Kærlig hilsen
Martin
Det er nu et eller andet sted lidt ærgerligt. Hver gang jeg ser sådanne nogle lokaler, så er jeg allerede igang med at indrette eller få tanker til hvad det kunne være brugt til 🙂