Den mest voldelige religion?

Der er meget tit diskussioner i medierne om hvilken religion der er den mest voldelige og kvindeundertrykkende. Diskussionen føres dog desværre alt for ofte af folk som egentlig ikke har sat sig ind i de forskellige religioner – og heller ikke deres egen. Jeg skal bestemt ikke pudse glorien i denne situation. Jeg har ikke sat mig ned og læst Biblen, Koranen og ej heller de hellige Buddhistiske skrifter.
Men nu har jeg fundet en som har. Jens Galschiøt er forfatter og kunstner. For tre år siden satte han sig for – med åbent sind – at sætte sig ind i hvilken religion der er den mest voldelige og kvindeundertrykkende. Projektet kalder han “Abrahams børn”.
For et par dage siden havde DR P3 et tema om religion, på baggrund af en Islam-kritisk udtalelse fra Marie Krarup (DF), og her blev Jens Galschiøt interviewet om vold og kvindeundertrykkelse i de forskellige religioner. Det var fantastisk at høre en person som har sat sig ind i sagerne. Han har ikke bare samlet tredje persons ytringer og tolkninger, som vi andre ofte gør. Han har rent faktisk studeret Koranen, Biblen og Toraen, for netop at forsøge at lave en neutral sammenligning. Jeg har valgt at transskribere indslaget fra P3.

Vært: Så lad os lige starte med det konkrete citat fra Marie Krarup:

“Islam er vold. Moderate muslimer er ikke problemet, men selv de kan blive ekstremister over tid. I Islam er det OK at tæske sin kone. Det er OK at dræbe dem der ikke er muslimer. Det er det problem vi står overfor”

Vært: Kan man finde belæg for det hun siger i Koranen Jens?
Jens: Ja det kan man faktisk fuldstændigt…
Det her er Surah 4 hvor der står. “Hvis man frygter genstridighed fra sin kvinde skal man lade hende alene i sengen og slå hende her. Hvis hun så adlyder skal man ikke gøre mere, for gud er ophøjet og stor”. Det står der faktisk i Surah 4. Det er fuldkommen rigtigt. Og der står også i Surah 9: “Man skal dræbe de vantro der sætter andre ved guds side”. Og det er faktisk kristne for der er jo en treenighed. “Hvis de omvender sig og holder bøn så skal man lade dem gå fri. Gud er tilgivende og barmhjertig”. Så det er rigtigt det står der faktisk i Koranen. Lige præcis det her…
Vært: Men hvad så hvis man kigger i Biblen Jens, kan man så også støde på opfordringer til vold der?
Jens: Ja for søren, der er lige så mange som der er i Koranen. Fx står der at de vantro de “løber med sladder og bagtaler andre og hader gud – Lever man sådan fortjener man at dø” Det står der simpelthen i biblen. Og der står fx. “og de farer frem med vold og hovne og fulde af pral” Der skal I måske passe lidt på her (henvendt til værterne) “Lever man sådan fortjener man at dø” Og endnu værre: “De vantro er som umælende dyr hvis natur det er at fødes for at fanges og dræbes. De skal omkomme på samme måde som dyrene”. Man må nok sige der er temmelig mange – og det er det nye testamente det her. Når man tager det gamle testamente, så skal de også stenes og sådannoget – det er de ikke så meget for i det nye testamente.
Vært: og kan man tale om når man ser på biblen – og Toraen – overfor Koranen at der er nogen af bøgerne som er mere voldelige end de andre, eller er de allesammen lige slemme?
Jens: De er allesammen voldelige, vil jeg nok sige. Man vil nok se at Toraen – altså det gamle testamente – som jo faktisk er en del at den kristne Bibel og de fem mosebøger, er nok noget af det mest voldelige. Også fordi den er så gammel. Og så kan man sige at dernæst kommer kristendommen og Islam – de ligger vel tæt på hinanden i vold, og deres syn på de vantro. Jeg vil nok sige at islam faktisk er lidt mere lys i forhold til de vantro. De mener faktisk at de kristene er en slags gode mennesker. De mener at Jesus er en profet, og de mener at man ikke skal gøre de kristne noget. Det står der flere steder. Så på den måde er der faktisk belæg for en hvis form for barmhjertighed, også overfor os kristne i Islam. Det er der selvfølgelig ikke i kristendommen, for Islam var ikke opfundet den gang den blev skrevet.
Vært: nu er det jo en lidt underlig pokal at uddele, men i forhold til det her med kvindeundertrykkelse. Hvis man skal give pokalen til en af de her gamle bøger når det kommer til hvem der er slemmest. Hvem skal så have den?
Jens: Ja, det er så meget sjovt, for da jeg gik igang med projektet havde jeg måske slet ikke set det her. Der er ingen tvivl om at det nye testamente er det aller værste imod kvinder. Sådan er det. Det er vores bog, som Marie Krarup tror mest på. Det er den der er den aller værste. I det nye testamente skal hustruerne underordne sig deres mænd i et og alt. Kvinder har ikke lov til at udtale sig. De har ikke lov til at tale i offentlige forsamlinger. “En kvinde skal lade sig belære i stilhed og underordne sig i alt”. “En kvinde har ingen hjerne”. “En mand er sin hustrus hoved”. Det er nogle citater fra Kristendommen. Hvorimod der i Islam faktisk er flere religionshistorikkere som har kaldt Islam for et kvasifeministisk skrift. Det er sådan, at de nok giver kvinder flest rettigheder.
Vært: Det lyder jo alligevel også som om der er nogle hårde ord i Koranen til kvinder.
Jens: Der er masser af hårde ord i alle tre bøger. Man skal ikke tage fejl af at Gud er pisse sur på pigerne, fordi de har taget det der æble fra kundskabens træ i sin tid. Det tilgiver han dem bare ikke, og sådan er det og derfor er han generelt sur på kvinderne. Men hvis man nu tog de tre bøger og stillede dem ved siden af hinanden, så vil kristendommen være værst for kvinder, og Koranen vil være bedst for kvinder. Fx kan man slippe af med sin mand som kvinde hvis man er muslim. Det kan man faktisk ikke i kristendom, der hænger man simpelthen på ham for evigt. Man kan overhovedet ikke slippe af med ham på nogen måder. Så alene det, så skal jer kvinder der gerne vil slippe af med jeres mand faktisk konvertere (tydeligt at dette bliver sagt i spøg)
Vært: Eller lade være med at tage det alt for bogstaveligt
Jens: Ja, eller lade være med at tage det for bogstaveligt. Der er det store problem, og der har Kragrup jo fat i noget. Det handler om hvem der i virkeligheden tror på det her! Men hvis man tager de her ting fuldstændig som pålydende, så kan man lave et rædselsfuldt samfund ud fra alle tre bøger uden problemer: Et nazistisk, et fascistisk, et rædselsregime. Og hvis man tager de smukke citater fra alle tre bøger, så kan man lave et fantastisk smukt og velafbalanceret og næsten pladderhumanistisk samfund…
Vært: Skal vi ikke lukke den der! Det var da en lille smule godt nyt.
Jens: Jo lad os gøre det.

Her kan læses mere om projektet:
http://fundamentalism.dk/

Billede fra Jens Galschiøt udstilling
Billede fra Jens Galschiøts udstilling

Opdatering d. 11. april 2016

Nu har jeg fået flere og flere kommentarer om at der altså ikke findes den slags voldelige og kvindeundertrykkende citater i Det Nye Testamente. Men så må jeg jo bare være endnu mere detaljeret. Alle citater direkte fra Det Nye Testamente:

  • Lukasevangeliget, kapitel 19, Vers 27: Men mine fjender dér, som ikke vil have mig til konge, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne.”
  • Første korientherbrev, kapitel 14, vers 33-35: “Som i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger. Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme, for det sømmer sig ikke for en kvinde at tale i menigheden.”
  • Andet Petersbrev, kapitel 2, vers 12: “Disse mennesker, der spotter, hvad de ikke begriber, er som umælende dyr, hvis natur det er at fødes for at fanges og dræbes; og de skal også omkomme på samme måde som dyrene”
  • Efeserbrevet, kapitel 5, vers 21-24: “I skal underordne jer under hinanden i ærefrygt for Kristus, I hustruer under jeres mænd som under Herren; for en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved og sit legemes frelser. Ligesom kirken underordner sig under Kristus, sådan skal også I hustruer underordne jer under jeres mænd i alt.”
  • Romerbrevet, kapitel 1, vers 30-32: “de bagtaler andre, hader Gud, farer frem med vold, er hovne og fulde af pral; de finder på alt muligt ondt, er ulydige mod deres forældre; de er uforstandige, upålidelige, ukærlige, ubarmhjertige. De ved, at Gud har bestemt, at lever man sådan, fortjener man at dø; alligevel lever de ikke bare selv sådan, men bifalder også, at andre gør det.”

Kilde: http://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline

3 tanker om “Den mest voldelige religion?”

  1. Jeg er lige blevet døbt i en alder af 53 år, så det er et meget inspirerende opslag. Min præst i Grundvigskirken er meget moderne med fokus på spiritualitet og det er også det centrale for mig. I sin tale til dåben tog hun udgangspunkt i Kierkegaard og særligt et citat er relevant her i sammenhæng med vold i bibelen. At selve bibelen også indeholder masser af passager, som udfordrer vores tro i dag, ligesom i 1847:

    “Kan jeg objektivt gribe Gud, saa troer jeg ikke, men netop fordi jeg ikke kan det, derfor maae jeg troe; og vil jeg bevare mig i Troen, maa jeg bestandig passe paa, at jeg fastholder den objektive Uvished, at jeg i den objektive Uvished er “paa de 70.000 Favne Vand”, og dog tror.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


*