Jeg havde på fornemmelsen, at opfinderen af Fidget Spinner ikke havde patent på den “drejende fætter”, for hvorfor skulle der ellers være så voldsomt mange forskellige versioner af Fidget Spinneren i omløb? Og ganske rigtigt. Da jeg søgte på Google fandt jeg Catherine Hettinger. Catherine opfandt Fidget Spinneren – eller det hun kaldte “Spinning Toy” – for et par årtier siden, og havde faktisk patent på den i starten, men i 2005 havde Catherine ikke råd til at forlænge patentet, skriver The Guardian.
Shit, det er surt for Catherine Hettinger. Hun kunne virkelig have tjent kassen, hvis hun den gang i 2005 havde kunne betale de 400 dollars for patentet. Men det vilde er at Catherine faktisk ikke er bitter. Hun er bare glad for at folk rundt omkring i verden får noget positivt ud af hendes opfindelse. Og det har jo selvfølgelig også givet hende noget branding af hende selv som opfinder.
Det med at pengene ikke betyder noget, når det handler om ens “opfindelser”, kender jeg på sin vis. Jeg har selv skrevet en bog, jeg producerer og publicerer musik og jeg blogger (også andre steder end her, fx på IT i Folkeskolen). Alt sammen noget jeg ikke tjener en krone på. Jeg ønsker egentlig blot at mit musik bliver spillet, eller min bog/blog bliver læst. Jo flere des bedre, men jeg forventer egentlig ikke at tjene de store penge på det – også selvom jeg en dag skulle få et radiohit. Måske er jeg bare på dette område ikke forretningsmand nok…selvom jeg egentlig er det mange andre steder. Et eksempel: Da jeg gik på IT-Universitet var jeg i praktik på tredje semester. Jeg var hos en dansk e-læringsvirksomhed, som var igang med at udvikle en stort globalt læringsunivers, hvor børn kunne lære engelsk. En af mine opgaver blev at komponere og producere en række engelske sange, som børnene kunne lege med i en karaoke-app i læringsuniverset. Jeg skrev under på at virksomheden fik rettighederne til sangene, og det syntes en del personer i min omgangskreds var noget mærkeligt noget at gøre: “Jeg burde have del i kagen”. Men sådan så jeg overhovedet ikke på det. Og det gør jeg heller ikke i dag. Jeg vidste at jeg ikke havde fået den opgave, hvis jeg havde krævet rettighederne til sangene, for så havde de fundet på en anden løsning, og jeg syntes bare det var fantastisk at jeg fik chancen for at få mit musik ud globalt, og børn rundt omkring i hele verden, kunne have “en fest” hver gang de lærte engelsk vha. min musik.
Jeg synes det er fedt at Catherine Hettinger ikke er bitter. Der er ikke noget værre end bitre mennesker. Nej, man må hellere vende situationen til noget positivt. PT kan jeg se at Catherine – netop i kraft af sin opfindelse for 2 årtier siden – har givet interviews med et hav af medier, og helt sikkert har fået endnu mere mod på at fortsætte sine opfindelser, som hun nu langt nemmere kan rejse penge til. Hun kan jo smykke sig med at være:
Ps. Der går så forskellige historier om hvor meget hendes originale “Spinning toy”, rent faktisk ligner den Fidget Spinner vi kender i dag. Under alle omstændigheder, findes der ikke en opfinder som sidder i toppen af edderkoppespinnet og tjener boxen på Fidget Spinner…
Så er der endelig kommet en Fidget Spinner for voksne 🙂 I må bare igang med at øve tricks!
Rent faktisk startede min “træning” med denne type proptrækker allerede da jeg var lille. Min mor og far havde selvfølgelig sådan en proptrækker, og jeg kunne sidde i lang tid og dreje den på alle mulige måder. Da jeg så Fidget dillen eksplodere, tænkte jeg straks på min barndom 🙂
Game of life, er et lille utraditionelt spil, som blev opfundet af John Conway i 1970’erne. Det er et spil de fleste datalogiske uddannelsesinstitutioner formentlig stadigvæk taler med deres studerende om. Der er også gjort rigtig mange filisofiske tanker om det i alle år: Hvor tæt er spillet rent faktisk på at simulere verden og universet som det egentlig er?! Vi talte også om dette spil den gang jeg gik på IT universitet, men jeg kom så tilfældigt til at tænke på det her den anden dag. Tjek denne video:
Reglerne i spillet er:
For et felt, der er fyldt:
Et felt, der er tomt:
Og så opstår det store spørgsmål selvfølgelig: Hvad vil “Martin Hans Jensen” mon udvikle sig til? Vil han fortsætte i det uendelige, eller vil han uddø eller stagnere? 🙂
I kan selv lege med Game of Life her:
https://bitstorm.org/gameoflife/
Jeg var ikke klar over at japansk var så sjovt et sprog 😉 Se hvad der sker når jeg copy/paster disse to japanske symboler (でし) i Google translate. De to symboler skulle altså i sig selv betyde “in”, men det udvikler sig altså rimelig interessant, når jeg copy/paster det i det uendelige…
I må have en herlig dag 🙂
KH
Martin
Jeg er jo vild med nye smarte teknologier, apps og nye måder at gøre tingene på. Derfor har jeg også i de sidste par år, haft ret stor optur over kickstarter, og andre crowdfunding platforme. Det er fantastisk at man på den måde, som enkeltmand eller lille virksomhed, kan skabe kapital til sin udvikling…
Men nu…ja nu er jeg altså ved at blive en smule træt af det. Det er snart hver dag, jeg bliver præsenteret for nye fantastiske produkter, som jeg tænke jeg bare må have fingre i. Men når jeg så ser det er et crowdfunding projekt, og jeg så rent faktisk ikke kan bestille og få det tilsendt med det samme, så bliver jeg altså lidt lang i næbet. “Jamen du kan jo bare være med i Crowdfundingen og dermed bestille produktet!” Jaja, det er da rigtigt, og det har jeg da også gjort et par gange, men det er altså endnu aldrig lykkedes mig at få mit produkt i hånden…Crowdfunding-projektet har haft en masse undskyldninger for hvorfor produktet ikke er helt færdigt endnu…
Crowdfunding er for fedt, men måske der skal luges lidt ud i de brodne kar. Og så synes jeg godt man kunne lave en tilføjelse til den dejlige tyske sætning:
So ein Ding muss ich auch haben…jetzt oder nie 🙂
UPDATE: Jeg faldt tildældigvis over denne video fra DR3…den er da sjaaaaw! 🙂
I ved jeg er ret vild med gadgets…Ja, jeg er jo endda så vild med gadgets at jeg selv sælger en af slagsen: “Edderkoppesugeren” 🙂 Og nu er jeg så blevet ret stolt, for Edderkoppesugeren er rent faktisk lige blevet anmeldt af gadgetsiden “GadgetDanmark”. “GadgetDanmark”, som jeg faktisk kender ret godt, tog kontakt til mig og spurgte om de måtte anmelde Edderkoppesugeren…og så kan man da kun sige “ja tak” 🙂 Især når det er så cool et sted som GadgetDanmark – de har testet og anmeldt rigtig mange fede gadgets.
Tjek endelig anmeldelsen ud: Anmeldelse af Edderkoppesuger, og send meget gerne anmeldelsen til dem du kender, som også er vilde med gadgets, eller bare ikke gider at have edderkopper indendørs 🙂
KH
Martin 🙂
Mange spørgsmål er relevante at stille, i den tid vi lever i i dag. Et har dog de sidste par uger rumsteret voldsomt i mit hoved.
Hvad sker der når man når 1000 point i Donkey Kong bib-bib-spillet?
Jeg har ikke selv kunne score mere 660 point, siden jeg generhvervede bib-bib-spillet, så jeg har ikke kunne få svaret på egen hånd. Men forleden inviterede jeg en af 80’ernes helt store bib-bib-spillere, “Nicklas”, hjem til mig. Jer som var barn i 80’erne kan måske huske “Nicklas”. Det var ham som i hvert frikvarter sad ved vinduet, i sin egen verden, og udkæmpede det ene slag efter det andet mod den uhyggelige King Kong. Hvis du skulle i kontakt med “Nicklas”, måtte du enten vente til han havde fået tilpas mange tønder i hovedet, eller du måtte gå mere provokerende til værks, og i en let og hurtig håndbevægelse smække dobbeltskærmen sammen.
Da “Nicklas” kom hjem til mig, placerede jeg ham i husets bedste stol, med det ene formål, at han skulle nå de 1000 point. Og det lykkedes ham selvfølgelig i andet forsøg. Jeg fik heldigvis foreviget det fantastiske øjeblik, så jeg aldrig mere behøver at tænke over hvad der sker når man når de 1000 point i Donkey Kong 🙂
Jeg kan simpelthen ikke huske hvor mit gamle Donkey Kong bibip spil endte henne den gang, men hvis jeg kender mig selv ret, så har jeg sikkert solgt det da jeg ikke gad og spille det mere. Og når trængen så melder sig her i en alder af 37, så er der jo ikke andet for end at skaffe det igen 😉
Nu kan jeg bruge alle mine vinteraftner (ind til babyboy/babygirl kommer), på at styre Mario sikkert op og redde skønjomfruen fra den slemme abekat.
Og hvad er det nu lige der sker når man når 1000 point? Jeg kan simpelthen ikke huske det, så jeg er jo nødt til at fortsætte…THE SHOW MUST GO ON! 🙂
Nedenstående video fra “Adam Ruins Everything”, er spot on på flere områder. Jeg er dog noget mere positivt stemt end “Adam”. Det er rigtigt at vi er produktet, og gratis tjenester som fx Facebook og Google lever af at høste vores personlige data. Men Big Data vil jo i mange sammenhænge være en fantastisk hjælp for menneskeheden, og vil ende med at blive en vigtig del af vores næste evolution (som jeg ser det). Big data kan diagnosticere os, Big data kan støtte os med at træffe de rigtige beslutninger, Big data kan forudsige naturkatastrofer, Big data kan stoppe epidemier, etc, etc. Netop derfor skal vi møde teknologien med et positivt sind, og stille os spørgsmålet: “Hvor kan vi positivt bruge teknologien/Big data?” Og netop derfor har min pointe været de sidste par år, at det i fremtiden ikke handler om – som det jo gør i dag – at komme online, men mere om at gå offline, når det giver mening. Dvs vi vil få nogle værktøjer i fremtiden som kan sikre at vi er fuldstændigt offline (eller anonyme). Digitale og analoge filtre og teknikker som vil sikre at vi i de perioder vi ønsker, vil kunne være offline (eller anonyme). At gå offline vil så være et aktivt valg, og det har jeg det egentlig ret godt med. Så kan jeg benytte de fantastiske muligheder teknologien giver mig når jeg er online, men samtidigt vælge at koble mig helt af, når det giver mening.
Kommunikationchef: Jeg har fået første udkast tilbage fra reklamebureauet. Det ser rigtig godt ud, men de skriver at det kunne være rigtig godt med et ekstra slogan under det store (Skiferien starter på Olslobåden).
Direktør/CEO: Jamen, vi har jo ikke noget?
Økonomichef: Hvad vil det koste at få reklamebureauet til at finde på et ekstra slogan?
Kommunikationschef: Optionen lyder på 20.000 kr.
Direktør/CEO: Det skal vi under ingen omstændigheder have bureauet til. Vi kan da nemt selv finde på et!
HR-chef: Ja, vi plejer da at have mange gode ideer.
Direktør/CEO: Ja, men så lad os prøve at brainstorme lidt. Hvis vi hver især sidde i 5 minutter og prøve at kommer med vores bedste bud.
5 minutter efter…
Direktør/CEO: Må jeg høre hvad I er kommet frem til? Jeg kan jo starte med mit: Den sjoveste vej til pisten!
Kommunikationschef: Søvej frem for motorvej!
Økonomichef: Alle mand på vinterdæk!
HR-chef: Tid til nærvær!
Direktør/CEO: Det er nogle fantastiske bud, allesammen
Kommunikationschef: Ja, de er godt nok gode allesammen. Hvordan skal vi dog beslutte hvilket et vi skal bruge?
Stilhed i 25 sekunder…
HR-chef: Kan vi ikke bare bruge dem alle?
Økonomichef: Jo det var en god ide. Banneret er jo stort nok og så får vi også mere for pengene.
Direktør/CEO: God ide, men jeg synes nu stadigvæk der er noget særligt over mit bud!
Kommunikationschef: Ja enig! Dit er faktisk rigtig godt. Kan vi ikke bare lave dit slogan med fed?
Direktør/CEO: Jo god ide! Det er det vi gør! Vi kører den ind med FED
Alle: hahahaha
PS. Husk det er bare gas – jeg ved selvfølgelig ikke hvordan denne reklame er kommet til verden 😉
Processen for fremkaldelse af gammeldags film til analogt kamera…eller…i hvert fald min historie 😉
For snart fire uger siden fandt jeg, i gemmerne, et gammeldags kamera! Altså sådan et analogt et, som bruger filmruller. Et Fuji HD-M kamera. Jeg tror det er 12-15 år siden jeg havde sat film i sådan et kamera, og jeg lavede derfor en lille film af situationen, hvor jeg kastede mig ud i at rigge det hele til:
Som I kan se i filmen lykkedes det at få filmen i, og jeg kunne gå igang med at knipse løs. En uges tid efter, havde jeg brugt alle 36 billeder, og jeg skulle finde et sted at få dem fremkaldt. Det skulle vise sig ikke at være så let. Den lille almindelige fotoforhandler på Amagerbrogade kunne ikke. Jeg forsøgte El-giganten, men den unge ekspedient kiggede bare underligt på mig, og det var tydeligt at hun ikke havde den fjerneste ide om hvad det var jeg stod med i hånden. Så Googlede jeg lidt og fandt frem til at Føtex tilbyder denne service. Da jeg henvendte mig i Føtex kiosken, måtte der tre medarbejdere ind over opgaven. Endnu en gang var det tydeligt det ikke var en ekspedition de var vant til 🙂 Det lykkedes dog endelig, og jeg har nu gået i tre uger og ventet spændt på fremkaldelsen af mine billeder. Og i dag har jeg så endelig kunne hente dem i Føtex 🙂 Jeg var meget spændt på at se dem…Her er det billede jeg tog som selfie i videoen…egentlig et ret pudsigt billede; Jeg filmer mig selv med min mobiltelefon, og tager samtidigt et selfie med det gode gamle kamera – topmålet af narcisisme 🙂 Jeg tror mit anstrengte ansigtsudtryk skyldes den meget voldsomme blitz som jo også kan fornemmes på videoen 🙂
Da jeg bestilte billederne i Føtex kiosken, var jeg totalt med på beatet – og ung med de unge – for jeg satte nemlig flueben i at jeg, udover fremkaldelse af de fysiske billeder også gerne ville have dem på “Compact Disc”. Så nu har jeg dem også digitalt, whup, whup! Men hvordan søren får man indholdet fra sådan en cd over på en ny bærbare computer, som jo ikke kan læse den slags “moderne” medier…man finder selfvølgelig den ekstern USB CD/DVD-afspiller, jeg købte på e-bay for 14 dage siden (til samme formål)…Shit hvor er det besværligt at “lege” med sådan et gammelt kamera 🙂
Her er et lille udvalg af de billeder jeg fik fremkaldt:
Jeg har to film tilbage, men jeg ved altså ikke hvornår jeg har mod på at tage en tur mere i den analoge mediemølle 🙂
KH
Martin
