Jeg var for snart et halvt år siden på sportsbaren “Pub og sport” i det indre København. Jeg spillede pool med et par kammerater, men under sådan en omgang pool og øller så sker det, at man skal tisse. Men turen på toilettet var altså ikke den mest behagelige oplevelse. Nu forventer jeg ikke blomster og rene hvide håndklæder på en sportsbar, men der bør vel være en eller anden form for minimumstandard!? Jeg ved ikke rigtig hvorfor jeg valgte, at tage et billede af det noget uligevægtige toilet, men her er det:
Da jeg havde taget billedet opdagede jeg, at AdmoreAmbient havde en reklame-billedramme uden reklame ophængt på toilettet. Dog havde AdmoreAmbient sat et lille klistermærke med disse ord:
Hvis der mangler noget her, så må du meget gerne kontakte os.
Venlig Hilsen
AdmoreAmbient
Da jeg kom hjem skrev jeg denne mail til AdmoreAmbient:
Kære AdmoreAmbient,
Jeg var på sportsbar I går aftes. Der skulle jeg på toilettet og tisse (Ja jeg skulle det faktisk flere gange den aften, men det er jo en helt anden historie), og der jeg stod og tissede og opdagede pludselig jeres reklamesøjle og den dertilhørende tekst om at man skulle skrive til jer hvis der manglede noget.
Der mangler rent faktisk en del på det toilet. For det første manglede der et toiletbræt på kummen. Det er altså ikke særlig hensigtsmæssigt, hvis man skal andet end at tisse eller, hvis der skulle komme en kvinde forbi. Jeg må også sige, at der manglede generel rengøring på toilettet. Det var ikke specielt indbydende, at komme derind og det giver ikke een specielt meget lyst til at komme igen. Men det er man jo altså bare nødt til…
Jeg synes det er et super godt initiativ, at man sådan kan skrive til jer hvis der mangler noget på toilettet. Det sker jo desværre alt for ofte, at man kommer til et toilet, hvor der ikke er helt styr på tingene. Vil I love mig at bringe toilettet i ordentlig stand igen? Så vil jeg helt sikkert komme på sportsbaren igen.
Ser frem til at høre fra jer.
Venlig hilsen
Martin Jensen
Nu har jeg snart ventet et halvt år på svar fra AdmoreAmbient, men jeg har intet hørt. Jeg test-tissede endda toilettet for tre måneder siden for at se, om AdmoreAmbient havde noteret sig min besked og ordnet toilettet, men det var ikke sket. Toilettet var stadigvæk i forfærdelig stand. Det er da mærkeligt… 🙂