Det skal være FARLIGT, før det er godt!

Der er lige udkommet en ny bog med titlen “FARLIGT” Jeg har desværre endnu ikke læst den, men temaet er ikke til at tage fejl af, når man læser på “bagsiden”:

Forestil dig, at al terror i Vesteuropa siden årtusindeskiftet var sket i Danmark. Altså terrorangrebene i Madrid, London, på Utøya, Paris, Bruxelles, Nice og så videre. Alt det – og enhver anden aktion på vesteuropæisk jord – flytter vi, i dette tankeeksperiment, til Danmark.

Så er spørgsmålet: Med al denne danske terror, hvad har så været mest farligt her i kongeriget – trafik eller terror? Svaret er, at trafikken har kostet fem gange så mange danskere livet, som terror ville have kostet, hvis det hele var sket i Danmark. Hvilket det som bekendt ikke gjorde.

Død ved terror er ekstremt usandsynligt. Alligevel giver det anledning til bekymring hos rigtig mange af os. Eller også frygter vi noget andet. Kriminalitet, måske, giftrester i mad, p-pillers bivirkninger, epidemier, stråling, eller måske endda menneskehedens og hele jordens undergang.  

I denne bog tager vi på en rejse, ind i en verden, hvor vi får afdækket, hvem der fodrer os med frygt, hvilke greb de benytter, og hvad det er for mekanismer, der driver dem. Hvorfor er vi mennesker mere end villige til at æde frygt, når vi får den tilbudt?

Jeg er fuldstændig enig med de to forfattere Steffen Andersen og Hans Jørgen Nielsen – vi bliver stopfordret med frygt. Jeg havde faktisk på min blog sidste år fokus på dette tema. I kan læse dette blogindlæg Jamen, det er jo bare en skovbrand! Og jeg publicerede også sangen “Like Click Profit”:

Der er noget gruelig galt med proportionerne i de danske medier, og i blogindlægget sidste år, forklarede jeg hvordan jeg blev voldsomt provokeret af dækningen af skovbranden i Portugal, hvor 60 mennesker blev dræbt. Historien blev nærmest ikke dækket…kun små sidehistorier i de danske medier. Historien om skovbranden var simpelthen ikke interessant nok for medierne. Den var ikke sensationel nok. Den var ikke konfliktfyld nok. Det var jo bare en skovbrand! Men dagen efter flød medierne over i “breaking mode” fordi der havde været et muligt terrorangreb i England (en varevogn var kørt ind i en flok mennesker og en blev dræbt, og man diskutere stadigvæk om det overhovedet var et terrorangreb, eller bare en mand som havde “set sig sur” på nogle mennesker på gaden).

Medierne elsker frygt. Medierne elsker konflikt. Men dette betyder desværre at alle de positive historier der findes i verden må ofres på mediernes “like-click-profit-alter”.

Forfatterne til bogen “FARLIGT” var for et par dage siden i Radio 24/syv. Her forklarede de hvorfor det er så problematisk, at vi konstant fyldes med frygt. De viste, med en række fakta, at vi jo faktisk lever i den mest trygge og positive tid verden nogensinde har været i. I interviewet forklarede de værten et tankeeksperiment: Forestil dig at du ikke er født endnu, men kan vælge præcis det tidspunkt i Jordens historie, du skal fødes i. Du aner dog ikke om du bliver født som mand eller kvinde, som sort eller gul, eller om du bliver handikappet, eller bøsse…hvornår ville du helst fødes?  Værten svarer hurtigt: “i dag, eller måske i fremtiden”. Og det er nok en klog beslutning, for den tid vi lever i  idag, er den bedste på en lang række områder. Er det ikke denne positive historie vi skal forklare vores børn? Vi skal huske at fortælle vores børn, at den verden vi lever i dag, faktisk ikke er så forfærdelig som medierne forsøger at udstille den?

  • Verden har aldrig været så tryg, som den er i dag (målt på mord og krig)
  • Verden har aldrig accepteret minoriteter så meget, som den gør i dag
  • Verdens mennesker har aldrig været så sunde og levet så længe, som de gør  idag

Du kan høre hele interviewet her (fra den 21. minut):
https://www.radio24syv.dk/programmer/ak-24syv/27849955/er-der-overhovedet-noget-at-vaere-bange-for-og

Du kan købe bogen FARLIGT her

En tanke om “Det skal være FARLIGT, før det er godt!”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


*