Musikproduktion – Er AI medspiller eller modspiller?

Jeg har produceret musik nærmest hele mit liv. I starten skulle alt optages med ægte instrumenter på båndoptagere og harddiskoptagere – eller vi skulle jo egentlig helst i et professionelt studie før kvaliteten blev ordentlig. Jeg legede dog også meget tidligt med Commodora Amiga’s muligheder. Jeg husker særligt et program der hedder fasttracker, hvor man kunne producere loopbasseret musik som, for den tid, var helt ekstraordinært. Men det blev meget “blipblop” musik – eller benhård techno 😉

Mod slutningen af 90’erne begyndte jeg at producere på PC. Jeg fik Cubase i en meget tidlig version. Ret sikker på jeg startede med version 3. Her kunne jeg for alvor begynde at lege med blandingen mellem elektronisk musik og ægte instrumenter. Det var mega fedt, og min første elektroniske produktion – “I Shine with You” – udgav jeg i 2001. Og jeg fik det faktisk spillet på Radio Sydhavsørerne 🙂

I takt med den teknologiske udvikling – og jeg fik råd til de rette plugins – blev det lettere og lettere at få mine plugins til at lyde mere og mere realistisk. Jeg kunne fx få samples og softsynth til at lyde som en perfekt optaget guitar. Lyt fx til mit track fra 2011 – en pudsig lille sang hvor jeg begræder at programmerings- og animationssystemet Flash var ved at blive udfaset…jaja der er lidt nørd-alarm her 😉

Som jeg husker produktionen af dette nummer spillede jeg ingen originale instrumenter. Alle instrumenter (bas, guitar og trommer) optog jeg med synthesizer og samples via mit keyboardet.

I dag bliver der talt rigtig meget om AI og hvordan generativ AI kan producere musik. Jeg har som I også kan læse jo faktisk brugt AI i rigtig mange år, bare brudt ned i helt små bidder som fx en guitar der spiller rytmiske anslag i det rette tempo, når jeg holder en akkord nede på keyboardet. Men stille og roligt kan jeg mærke de nye plugins jeg får, bliver mere og mere avanceret pga indbygget AI – og dermed også nemmere og nemmere at få ting til at lyde godt, uden at have musisk viden om fx koralharmonisering og kvintciklen, som jo altid har været mine følgesvende 🙂

Men der findes jo også “AI musik maskiner” som gør det hele! Jeg giver ikke meget for de AI produktioner, hvor en person bare har skrevet et par linjers tekst/prompt i ZUNO og efter et par minutter får spyttet et rocknummer ud i Foo Fighter-stil. Når jeg hører den slags musik og de AI vokaler der følger med, så er det så tydeligt at det er AI…jeg får næsten myrekryb…og det er så kedeligt…altså kedeligt på niveau med at det vil være mere interessant at sætte sig ned foran en nymalet hvid væg og se den tørre 😉

Jeg er dog ret sikker på AI-musik er kommet for at blive. Og det bliver jo helt sikkert også bedre og bedre. Men PT er alt det her “ZUNO-musik” stadigvæk et skridt bagved de menneskelige kunstnere – i hvert fald de gode 😉 Ta’ fx det her helt nye track fra danske “gee lee”. Prøv og lyt til det. Umiddelbart er det jo ret meget lige ud af landevejen, og delelementer kunne en AI nemt have produceret. Men lyt så fx til de små finurligheder rundt omkring. Både hvordan den distortede leadguitar laver små lækre fills rundt omkring. Og rytmeguitaren ryster fra tid til anden sin akkorder ud på en helt ny og anderledes måde. Og hendes vokal! Lyt til tidskode 02:12 der “slider” hun sin tone fra lys til dyb – helt ekstremt fedt, og noget en AI aldrig kunne finde på at lave, fordi det bare ikke passer ind i den meget firkantede ramme for et pop/rocknummer. Og det er jo netop de her små finurligheder som gør eee gees track helt fantastisk.

Ja eee gee er bestemt blevet inspireret af kunstnere som fx Chappell Roan og Taylor Swift men det er jo det vi mennesker kan. Vi inspireres men kombinerer det med nyt og skaber hermed fuldstændig originale produktioner.

Og det er den sidste sætning jeg skrev, som vi mennesker/kunstnere nu, pga AIs ankomst, er dødstvunget til at blive endnu bedre til: Vi skal forsøge at tænke endnu mere nyt og originalt. Vi skal tænke ud af boksen, og producere på helt nye måder. Hvis vi ikke forbliver friske nye og originale, så kan AI producere det mindst lige så godt. Hvis vi ikke lægger os i den kreative sele, så ender vi med at blive skyggen og AI bliver herren (det skrev jeg om i et ældre blogindlæg fra 2021)

Men vi skal ikke kaste AI på porten når det kommer til musikproduktion. Vi skal gå i samarbejde med den. Vi skal ikke være bange for den, for AI brugt på rette vis, kan nemlig også være med til netop at hjælpe os med at gøre tingene helt anderledes og originalt. Og AI kan også hjælpe jævne musikere, som mig selv, med at “spille” de instrumenter man ikke kan selv. På denne måde kan man godt se AI som en slags demokratisering af musikscenen. Nu kan alle få en super sprød lyd og rytme på bassen og guitaren, selvom man ikke har adgang til et dyrt studie med proffesionelle musikere.

For et par måneder siden udgav jeg et countrynummer Take me Closer, som du kan læse om på linket. Men dette nummer kunne jeg kun få produceret netop pga AI. AI spillede de instrumenter jeg ikke selv kunne finde ud af, og jeg tilførte så det jeg er stærk til. Et skønt samarbejde, og det er faktisk et af de numre jeg har fået mest positivt feedback på – jeg kommer dog nok ikke til at lave så meget mere countrymusik 😉 Men det var bestemt sjovt at prøve.

Derfor er jeg også ret overbevist om at fremtiden for os som komponerer og producerer musik er at gå i samarbejde med AI. Det vil give os rigtig mange nye muligheder – men det skal bruges klogt, og det vil nok stadigvæk i mange år endnu være en fordel at have en grundlæggende musikforståelse.

Som afslutning på dette alt for langt blogindlæg husker jeg et AI oplæg jeg gennemførte på en uddannelseskonference for et par måneder siden. Her forklarede jeg de tilhørende hvad der er af muligheder og opmærksomhedspunkter ved at benytte generativ AI til fx at udvikle undervisningsmaterialer. Et symbol jeg brugte på hvordan vi skal samarbejde med AI, var faktisk netop et billede af et band.

Du kender dit eget instrument, og ved hvad det kan. Du ved hvornår det giver mening at du fx laver en solo – og hvornår du og dit instrument skal fylde. Men du kender også de andres instrumenter. Du ved hvad bassen, trommerne og keyboardet gør for musikken, og hvornår de fx skal fylde. Og det er i dette samspil og forståelsen for hinnandens instrumenter at magien opstår.

Du skal se AI’en som en medspiller i dit fede band. Du skal kendes dens styrke, og du skal kende din egen. Ikke bare lade AI’en lave alt arbejdet, for så bliver det møg-kedeligt.

Billede udviklet med Gemini, Nano Banana, APRIL2026

“Sømand af Verden” hed faktisk først “Mig og Columbus” ;-)

Fra tid til anden benytter jeg Gemini (Googles AI) til at fortælle mig om forskellige albums. Jeg tager et billede af albummets forside eller bagside og får så Gemini til at forklare. Det plejer at være meget effektfuldt, men jeg må sige at noget er gået helt galt for Gemini den sidste uges tid. Jeg har en betalt version, og jeg må sige jeg flere gange i løbet af ugen har været ved at opsige mit abonnement. Det nedenstående er blot ét enkelt eksempel, der er flere hvor de kommer fra. Men jeg må sige, at her godt nok er den vildeste hallucination jeg nogen sinde har oplevet med en Generativ AI. Udfordringen er jo også, at sprogmodellerne nu er blevet så vilde til at formulere sig, at det er svært at tro på de kan tage så meget fejl, når man læser så flot et formuleret svar. Tænk hvis jeg ikke kendte noget som helst til Dodo & The Dodos og bare åd det råt, som Gemini nedenfor forklarer mig 🙂 Jeg ville jo lyde som en komplet idiot på Twitch, når jeg skulle forklare om de skønne tracks på Dodo and The Dodos album…Nå, men prøv at læse med. Jeg har kopieret min samtale ind (først mit uploadede billede, og så Geminis svar).

Gemini: I filen “f1030aeb-805b-4204-bbf9-b4b5a3418566” står vi med bagsidecoveret og den helt præcise trackliste til endnu en gigantisk grundsten i dansk pophistorie. Det er Dodo & The Dodos med deres ekstremt succesfulde, selvbetitlede andet album, Dodo & The Dodos 2 fra 1988.

Dette album er en pæreandsk pop-klassiker. Efter debutalbummets massive succes formåede Dodo Gad, Jens Rud og resten af bandet her at perfektionere den polerede, top-professionelle og ekstremt fængende 80’er-lyd, som herhjemme ofte blev mixet og produceret med international standard (blandt andet i Werner Studios). Pladen cementerede dem som et af Danmarks absolut største og mest folkelige bands, og sangene har for længst indtaget status som udødelig folkeeje, der stadig spilles overalt.

Når vi kigger direkte på tracklisten på billedet, er her de tre absolut største hits fra albummet:

  • “Sømand af verden” (på tracklisten under sin officielle titel “Mig og Columbus”): (Side 1, sang 3). Selvom titlen på pladen er en anden, kender hele Danmark det som “Sømand af verden”. Det er en fuldstændig monumental popklassiker herhjemme med et af de mest ikoniske, fællessangs-fremkaldende omkvæd i dansk musikhistorie.
  • “Vågner i natten” (på tracklisten under titlen “Hele natten lang”): (Side 1, sang 4). Endnu et af bandets allerstørste signaturnumre. Den fængende, pulserende bas og den luftige pop-produktion gør det til et fuldstændig udødeligt radio- og livenummer, som alle generationer kan synge med på.
  • “Vi gør det vi kan li'”: (Side 1, sang 1). Albummets sprøde, optimistiske og tempofyldte åbningsnummer, som blev et gigantisk hit. Det fanger perfekt bandets up-beat energi og fængende vokalharmonier mellem Dodo og Jens Rud.

(Man kunne også fristes til at nævne den smukke ballade “Bambi på glatis” fra Side 2, men de tre herover er uden tvivl de absolut tungeste drenge i hit-klassen på netop denne plade).

Martin: Seriøst! Hedder de to første tracks du nævner det originalt?

Gemini: Ja, det gør de faktisk! Det er en af de sjoveste og mest klassiske forvirringer i dansk pophistorie.

Da albummet udkom i 1988, stod der præcis de titler på bagsidecoveret, som du kan se i filen “f1030aeb-805b-4204-bbf9-b4b5a3418566”. Men fordi omkvædene var så massive, skete der følgende:

  • “Mig og Columbus” blev i folkemunden og på radiobølgerne øjeblikkeligt omdøbt til “Sømand af verden”, fordi Dodo synger det i første linje af omkvædet.
  • “Hele natten lang” led samme skæbne og blev til “Vågner i natten”, simpelthen fordi det er de absolut første ord, der bliver sunget i sangen, og som slår stemningen an.

Folk og DJ’s nægtede stort set at bruge de trykte titler, og sangene blev så synonyme med deres fængende tekstbidder, at Dodo & The Dodos (og pladeselskabet) fuldstændig kapitulerede overfor folkemunden.

Når du i dag streamer sangene på Spotify eller kigger på senere opsamlingsplader, har de officielt ændret navnene permanent til henholdsvis “Sømand af verden” og “Vågner i natten”, så folk rent faktisk kan finde dem. Men på din originale vinylpresser der, står de med deres oprindelige fødselsnavne.

Martin: Ok det er er sguda en af de vildeste hallucination jeg nogen sinde har læst dig lave!? Det er jo ikke rigtigt!

Gemini: Du har fuldstændig ret, og det er en gigantisk omgang sludder fra min side. Der findes ingen undskyldning – det er en rendyrket hallucination, og jeg må bare lægge mig fladt ned med det samme. Det er overhovedet ikke rigtigt.

Virkeligheden er helt anderledes, når vi kigger på den rigtige diskografi:

  • “Sømand af verden” og “Vågner i natten” er to helt andre sange, som slet ikke har noget med det album at gøre. De findes på deres allerførste debutalbum (Dodo & The Dodos 1) fra 1987.
  • Sangene på bagsiden af dit album, “Mig og Columbus” og “Hele natten lang”, er to fuldstændig selvstændige numre på Dodo & The Dodos 2 fra 1988. Det er bare mig, der fik kortsluttet hukommelsen fuldstændig og opfandt en røverhistorie for at dække over, at jeg byttede rundt på album 1 og album 2. (Martin: og den har jo stadigvæk ikke fattet at det albumbillede jeg uploadede faktisk var Dodos nr 3 😉

Det var en kæmpe fejl. Lad os kigge på den faktiske trackliste i filen “f1030aeb-805b-4204-bbf9-b4b5a3418566”, uden at jeg gætter eller blander albummerne sammen.

De tre reelt største hits på lige netop denne plade er…

Martin: Tænker ikke jeg gider at kopiere mere ind af samtalen 🙂 Jeg spurgte den dog efterfølgende om den ville generere mig et billede, som gjorde grin med den hallucination den lige havde lavet, som jeg kunne bruge til mit blogindlæg. Det ville den simpelthen ikke i den tråd vi havde gang i 🙂 Jeg var nødt til at kopiere hele samtalen ind i en ny tråd, og så fik jeg den endelig til at generere et billede til mig. Og det er så det billede som jeg bruger som top-billede…og ja! Det er sguda også noget crap! 🙂

Min 47 års fødselsdag

Sikke mange sange og hilsner jeg fik på min fødselsdag i går! Det var fannama sødt af folk.

 Jeg havde en skøn morgen med mine piger, hvor jeg fik nogle gode gaver bl.a. en koklokke og en lilla ballon. Jeg havde en dejlig dag på arbejdet, hvor mine kollegaer flere gange fik nævnt for mig, at det ikke bare regnede på min fødseldag men der var også jordskælv 🙂 3,9 på Richterskalaen var der simpelthen på min fødselsdag. Vi var alle hjemme i vores hus på Amager, men det var kun Lisbeth som opfangede lidt vibrationer. Vi andre opfattede ingenting 🙂

Og så havde jeg mit almindelige onsdagsstream på Twitch om aftenen, men havde udvidet det i dagens anledning med 2 ekstra timers hyperpop! Sjit der var gang i den og tak for alle de glade mennesker der var i chatten og de mange subs… og jeg endte jo så først med at komme i seng kl 1… Sikke en 47 års fødselsdag 

KH
Martin

Martin Country Jensen…Take Me Closer

Nej jeg har ikke skiftet navn, men føler mig nu 1 procent mere som countrysanger. Det vil sige jeg nu er 2 procent countrysanger 😉

For snart 12 år siden komponerede jeg en sang, som fra første anslag på guitaren talte Country-stil til mig. Jeg fatter dog absolut minus af countrymusik. Eller jojo, jeg har da hørt de store populærere countrysange i radioen, og har da også igennem tiden spillet lidt country på mine streams på Twitch. Men jeg har aldrig hørt countrymusik i stor stil, og absolut aldrig spillet og sunget countrymusik.

Jeg færdigproducerer jo fra tid til anden de sange jeg skriver, hvis jeg synes de har kvalitet. Men dette nummer var fuldstændig umuligt for mig, da jeg jo på ingen måder kan spille country stilen. Og hvis det skulle produceres så skulle det være en rigtig slasker af en countrysang. Derfor har jeg i de mange år kun haft denne demo af sangen (som jeg aldrig har spillet for nogen, da det bare var til mig selv – men nu kan du høre den, og hvis du helst vil forskånes, så lad vær’ at tryk play, men hop videre i blogindlægget…senere kommer den nye færdige produktion):

Jeg har faktisk i mange år overvejet om jeg skulle sende tracket til USA, hvor der findes nogle studier som har specialiseret sig i at producerer professionel musik til folk ud fra deres egne demoer. Men det er ret dyrt, så det har ikke været en mulighed.

Men så kom AI! Og AI kan spille steelguitar, violin og andet country-slask 🙂 Så med god hjælp fra AI, til netop de instrumenter jeg ikke kunne håndtere, har jeg nu fået det produceret. Det var vildt sjovt, og særligt det at springe ud som country-sanger var en interessant oplevelse. Jeg er dog ikke sikker på jeg kommer til at lave så meget mere country-musik. Mest fordi jeg egentlig ikke synes det er så sjovt at bruge AI i så stort omfang, som jeg har gjort med dette nummer. Selvfølgelig er min komposition helt original, og jo netop skrevet mange år før AI, men den måde fx AI steelguitaren og AI violinen spiller på, er så cliche-agtigtig at de jo næsten gør ondt 😉 Men det ændrer ikke på at det jo er sådan en del countrymusik lyder 😉 Så derfor kan jeg også godt acceptere det 🙂

Nå, men er du egentlig ikke klar til at høre den nu? 😉 Håber du kan lide hvad du hører. Den kan også findes på dine streamingtjenester. Smid den endelig på din country-playliste 🙂

Det sidste brev

I starten af året skrev jeg dette blogindlæg, hvor jeg reflekterede lidt over PostNords beslutning om at droppe postomdelingen. Jeg slutter blogindlægget med et lille vers – nok stærkt inspireret af Nik og Jays “En dag tilbage”. I verset stiller jeg spørgsmålet: Hvem vil du sende det sidste brev til? Og jeg digter også lidt videre over hvad jeg selv ville gøre, og hvem jeg ville sende det sidste brev til:

“Jeg ville skriv’ et brev til den pige, jeg elsker, en hel side
Køre ud mod vandet og ikk’ ta’ noget for givet”

Og for 3 uger siden – hvor det var ved at være den røde postkasses endeligt – måtte jeg simpelthen gøre alvor af det jeg havde skrevet i verset.

To siders håndskrevet brev til min hustru, hvor jeg beskriver alle de forskellige måder vi igennem tiden har kommunikeret sammen på. Ja, det er vel det tætteste jeg kommer på et godt gammeldags kærestebrev 😉

Frimærket var virkelig svært at få fat i. Jeg prøvede 3 forskellige kiosker uden held, før jeg spurgte i Bilkakiosken. Kioskdamen svarede heldigvis positivt på at de havde frimærker. Men det tog hende alligevel en del tid at finde dem frem. Det var tydeligt det ikke var noget hun solgte hver dag. Jeg kunne glad og stolt tage hjem med mit nyerhvervede 25 kroners frimærke.

Konvolutten blev slikket og frimærket blev slikket. Men ved frimærket måtte jeg dog opgive. Selv efter tre slik kom der ingen klistret substans som muliggjorde sammenklæbning med konvolut. Jeg måtte indse at denne gode gamle strategi ikke fungerede længere. FRIMÆRKER ER NU IKKE BARE FRIMÆRKER! DET ER OGSÅ KLISTERMÆRKER! Jeg har faktisk ingen anelse om hvor mange år frimærker har fungeret på denne måde?! Men under alle omstændigheder lykkedes det mig at rive bagbeklædningen af frimærket, og der åbenbarede sig en super klistret side, som virkelig gjorde at frimærket kunne monteres sikkert på konvolutten! Kom ikke og sig Det Danske Postvæsen ikke har udviklet sig i de sidste 400 år!

Næste udfordring var at finde en postkasse. Jeg cykler jo igennem København hver dag for at komme på arbejde, så jeg tænkte jeg bare kunne stoppe ved den første og bedste postkasse. Men det skulle dog ikke være så nemt. Jeg kørte med brevet et par ture fra hjem til arbejde, og måtte sande at den eneste postkasse jeg mødte på min tur var ved Marmorkirken.

Men det er er da bestemt også et smukt sted at aflevere det sidste brev i mit liv.

Det blev den venstre postkasse der blev velsignet med mit brev.

Kassen lød faktisk tom da jeg dumpede det ned. Mon mit brev var det eneste? Det var torsdag d. 11. december jeg kastede det ned, og jeg kunne se at postkassen havde tømmedag dagen efter, så det var så fint det hele.

Tirsdagen efter da jeg igen kom cyklende forbi Marmorkirken fik jeg kigget mod postkasserne. Og de var væk! Pist væk!

Jeg blev en smule nervøs. Jeg havde ikke regnet med at PostNord så tidligt ville tage alle postkasser væk, det er jo først til årsskiftet de stopper med omdelingen. Så jeg må da sige jeg gik og var lidt spændt på om Lisbeth rent faktisk ville modtage brevet. Men jeg havde også en tiltro til at Det Danske Postvæsen ikke bare slutter 400 års omdeling med at køre samtlige brevet til småt brandbart.

8 dage efter fandt Lisbeth brevet i vores postkasse 🙂 Med stempel og hele molevitten.

Og hvordan skal jeg så slutte dette blogindlæg? Det er endegyldigt slut med de fine røde postkasser. Måske jeg bare skal slutte af på samme måde som jeg sluttede brevet af til Lisbeth:

Men ja, dette bliver det sidste brev jeg skriver med Det Danske Postvæsen som omdeler, og det bliver også det sidste brev du modtager fra mig. Men så er det jo godt vi kan kommunikere på så mange andre kanaler. Og hvem ved hvilke spændende nye muligheder der kommer i fremtiden?

Kærester til jul

I starten af december i år (2025), var jeg på vej ind for at hente min mindste datter i SFO. Jeg gik og nynnede nogle forskellige melodier i hovedet og pludselig kom sætningen: “Vi blev kærester til jul, vi blev kærester til jul”, med melodi og det hele. Jeg var med det samme nødt til at gribe telefonen og lave en hurtig optagelse af linjerne.

Igennem flere dage havde jeg melodien på hovedet. Det var helt tydeligt at det jeg havde fået i hovedet, nok skulle være omkvædet. Jeg havde faktisk overhovedet ikke behøvet at lave den lille optagelse med min telefon, for jeg glemte den ikke. Jeg nynnede den over alt. På min cykel, i bilen og i køen i Netto 🙂 Det er faktisk ret sjældent jeg finder på en melodi jeg på den måde bare kan huske fra start.

Der kom ret hurtigt en melodi til versene, og jeg kunne begynde at fornemme en form i sangen. Men altså datoen sagde d. 15. december og jeg ville jo ikke have en jordisk chance for at nå at lave en produktion jeg kunne publicere inden jul. Derfor tog jeg beslutningen, at jeg ville fremføre den med guitarakkompagnement på mit lørdagsstream på Twitch d. 20. december.

Sangen er en lille naiv historie om en dreng og en pige som møder hinanden ved et bus-stoppested, og så bliver de kærester til jul 🙂 Første vers er drengens, og andet vers er pigens, de mødes så i omkvædet og C-stykket. Og derfor var jeg jo selvfølgelig også nødt til at få min hustru Lisbeth med på vokal.

Jeg fik optaget vores lille Twitch-fremførsel. Lisbeths stemme var desværre ikke på toppen pga lidt forkølelse, men altså det var da bestemt mega hyggeligt. Og sangen kan altså et eller andet, synes jeg. Men bedøm selv!

Kan du have en fantastisk jul og et godt nytår.

HEJ MARTIN HANS JENSEN

Her i starten af december udkom et nyt nummer fra Hej Matematik. Det hedder “Soundtracket til vores ungdom”. Det er et skønt lille nummer, hvor teksten er bygget op at titler på store sange i 80’erne og 90’erne.

Det er en super sjov ide at benytte titler fra store sange fra de gode gamle årtier…men den ide fik jeg altså først 😉 Ta’ en lytter til min sang fra 2023:

Om Hej Matematik så har ladet sig inspirere af min sang, eller simpelthen bare har fået samme geniale ide, gør egentlig ikke mig så meget, så længe begge sange har deres egen lille unikke originalitet. Og jeg føler bestemt ikke de har stjålet min ide. Jeg synes der er plads til dem begge 🙂

Her er min tekst, og jeg tror mindst der er 10 gengangere imellem min og Hej Matematiks sang. Det er da sjovt 🙂

You’re the sunshine, Blinded by the light now
Jeg tar’ solbriller på
Thank got it’s friday så det endelig weekend
Kom tilbage nu på floor
Show me love eller bar’ Sig Du ka’ li’ mig
Ompa til du dør
Shake the Jukebox Dance the night away NOW
Played a’live og skør

Dub-i-dub yes Roses are red
Kvinde min Vi maler byen rød
C’est la vie Hvor end jeg går hen
Tænder på et kys så blir jeg Glad igen

Vi var en gang så tæt en Ridder Lykke
Jeg var Sytten nul dut
Don’t let me down lille frøken himmelblå now Im
back for good
Everytime we touch Tæt på ækvator
It’s a kiss from a rose
Confide in me Inderst inde Sui Sui
Du er Everything glows

Dub-i-dub yes roses are red
Kvinde min Vi maler byen rød
C’est la vie Hvor end jeg går hen
Tænder på et kys så blir jeg glad igen

Bob bob bob

Sjit, der må have været mange lærere i starten af 90’erne, der var tæt på at gå amok på os unger, når vi til hver eneste sætning sagde ‘Bob bob bob’ som Benny i The Julekalender.

Vi har helt sikkert gjort det mindst six–seven gange i timen 😉

Jeg fik et kompliment…

Fra tid til anden lader jeg pigerne finde deres neglelak frem og give mine hænder den store tur. Det er vildt hyggeligt og meget kreativt. Jeg er altid imponeret over hvad de kan præstere på mine ellers korte og bestemt ikke flotte negle 🙂 Jeg tager aldrig neglelakken af med det samme. Det er jo pænt! Og jeg har set Simon Kvamm gå med neglelak, og så kan jeg også! På min arbejdsplads er der altid meget delte meninger når jeg møder op med neglelak på 😉 Men det skal da ikke afholde mig fra at at have det på på arbejde 🙂

I forgårs fik pigerne en hånd hver, og de slap endnu en gang kreativiteten løs. Mine negle blev meget flotte, hvis jeg selv skal sige det.

Men i går havde jeg en sjov oplevelse i JYSK. Jeg stod i kassen og langede varerne over til den yngre kvindelige ekspedient. Jeg havde selvfølgelig glemt alt om min neglelak, og pludselig ud af det blå kigger ekspedienten på mig og siger “Ehj, sikke nogle flotte negle”. Jeg bliver helt paf og kigger ned på mine negle, og får så frembragt et “Tak”. Jeg sagde ikke mere. Jeg nåede faktisk at overveje om jeg skulle komme med alle mulighede undskyldninger som fx “ja, pigerne skal jo have lov til lege lidt”, eller hvad jeg nu kunne finde på. Men jeg tvang mig selv til bare at lade den stå. Jeg fik et kompliment for mine negle, og jeg tog imod. Det var vildt mærkeligt, men jeg gik da alligevel ud af butikken med et smil på læben. Jeg har aldrig fået et kompliment for noget som helst i det offentlige rum, af en person jeg ikke kender. Det er jo i sig selv tankevækkende, og ved ikke om det siger mest om mig eller mine medmennesker…måske mest om mig 😉 Men under alle omstændigheder så har jeg nu prøvet det, og det var da egentlig meget rart. Måske vi skulle forsøge at være bedre til det – altså at give hinanden komplimenter, også til mennesker vi ikke kender.

Men jeg tænker jo så også hvad man i dag kan tillade sig at give komplimenter på? Negle? ja, det virker til at det er meget accepteret at give komplimenter på det. Men hvad med tøj? Ja, det kan man vel også godt. Det tror jeg godt jeg kunne finde på at tvinge mig selv til at gøre. Det er faktisk ret tit, jeg tænker “Sikke en fed skjorte”, men jeg siger det ikke højt til personen. Det burde jeg gøre…

Så bare lige en udfordring til dig som læser med: Forsøg i dag (eller i morgen) at give et kompliment til en fremmed. Og for at undgå uheldige situationer så hold dig til tøj, sko, negle, hår eller makeup 😉

KH
Martin

Det ene vilde forslag efter det andet fra Trumps regering…

Jeg blev kort fanget af nyhedsoverskrift “Vildt forslag: Immigranter skal kæmpe om statsborgerskab” (se screendump nedenfor). Og det lyder jo selvfølgelig fuldstændig crazy og absurd, men sikkert rigtigt at det amerikanske ministerie for indenrigssikkerhed, har skrevet/foreslået noget i denne retning. Det vilde var min egen reaktion! Jeg gad ikke en gang at klikke videre ind til historien. Jeg tænkte “Det er jo bare endnu en historie fra den amerikanske administration”. Denne reaktion skræmte mig, men egentlig er det nok mest af alt et sundhedstegn. Jeg gider ikke længere læse de mange absurde historier og forslag der kommer ud fra Trumps regering. Ingen af dem bliver til noget, og 99 procent af historierne/forslagene har kun det formål at kaste røgslør ud over sager/nyheder som Trump-regeringen ikke har lyst til at tale om.

Så måske kan det være en lille “note to self”. Spring over de mest absurde CAPS LOCK historier, som kommer fra det Hvide Hus for tiden. Eller i hvert fald bare råbe: “Jamen kejseren har jo ikke noget tøj på”.

Mumle blev vraget af Claus Hempler

På mit sidste DJ stream på Twitch spillede jeg en del af numrene fra TV2s nye album “Som om vi ikke har mere at sige”. Men for syv søren hvor er det ikke sandt! Altså at TV2 ikke har mere at sige. Det er et af de bedste danske album jeg har hørt i lang tid, og det er både musik og tekst som er genial. Hvis det er lang tid siden du har hørt et album fra start til slut (hvilket det sikkert er pga den nye måde at streame musik på) så synes jeg du bør overveje om netop dette album fra TV2, ikke skulle være et herligt skridt tilbage til de gode gamle 90’ere, hvor du den dag det længe ventede album udkom skyndte dig at cykle til FONA for at skaffe det, så du kunne smide det på stereoanlægget og høre det fra start til slut.

Nå, men det var egentlig overhovedet ikke TV2s nye album jeg her ville skrive om…eller jo lidt alligevel, for på et af numrene på albummet synger Mumle med. Mumle er en ny dansk ung komponist og sangerinde, som er ret fantastisk. Du kender måske nummeret “Det modsatte”, som bliver skamspillet i radioen. På TV2s album synger hun med på nummeret “Som om”. Det kan du høre her:

Og det var altså dette TV2 nummers skyld at jeg faldt over bladet Ud og Se i toget fra Falster til København i dag. Her var Mumle nemlig på forsiden. I bladet er en mega fed artikel om Mumle, som bygger på et interview en DSB-journalist har lavet med hende. Der kommer mange spændende historier frem om Mumle i artiklen, men en af dem jeg studsede mest over, var en hvor Claus Hempler var hovedperson.

Da Mumle var 8 år sendte hun en sang om mobning ind til MGP. Denne sang var så god at hun kom videre til de forberedende workshops. Men her fik hun en coach som hed “Claus” (nedenstående er et citat fra Ud og Se artiklen).

Jeg ved ikke, hvem han er, men han er vistnok en stor kanon inden for musikbranchen, så jeg finder vel ud af det på et eller andet tidspunkt. De to andre coaches var Szhirley og Yepha, men jeg fik ham der Claus, og han ville lave om på min sang, og så satte jeg mig over i et hjørne og surmulede under hele workshoppen,” husker Mumle, der havde to veninder med som dansere.

8 årige Mumle ville bestemt ikke have at “Claus” skulle lave om på hendes nummer, og da hun strittede sådan imod, så gik det selvfølgelig som forventet og hendes sang gik ikke videre som en af de 10 finalesange – til stor ærgrelse selvfølgelig for Mumle, men bestemt også for hendes to danse-veninder hun havde med. DSB journalisten som interviewer Mumle må fortælle hende at det nok er Claus Hempler der er tale om. Mumle ser et billede af ham, men kender ham ikke. Mumle er jo kun 21 år i dag, og Claus Hempler har jo ikke været det store i vælten siden 90’ernes Filfraz.

Det er altså lidt sjovt at Claus Hempler har vraget Mumle. Og det er altså også ret vildt at en 8 årig er i stand til at sige fra på den måde. Der skal eddermame være ben i næsen for at kunne stå imod en professionel voksen på den måde – nogen vil måske også kalde det lidt “diva-agtigt”, hvilket hun faktisk også selv siger om sig selv i artiklen. Jeg synes under alle omstændigheder at den historie fortæller meget positivt om Mumle. Jeg glæder mig vildt meget til at følge hendes udvikling.

Hvis du ikke er så “heldig” at skulle med et DSB-tog i den kommende tid, så er her et link til artiklen: https://www.udogse.dk/mumle-modsat/

Den universelle stegeregel

Denne stegeregel er måske mest for mænd 😉 Det var i hvert fald i en mande-gruppe, jeg fik ideen til denne lille satiretegning 🙂

God grilsæson til dig! 🙂